Skip to main content

Væsentlige nyere udviklingsområder inden for klinisk neurofysiologi

Clarissa Crone, Anders Fuglsang-Frederiksen & Hans Høgenhaven

2. nov. 2005
3 min.

Traditionelle klinisk neurofysiologiske undersøgelser bidrager til diagnostik af sygdomme i det perifere og centrale nervesystem, musklerne og den neuromuskulære overgang og har således overvejende en rolle i diagnostikken af neurologiske sygdomme. En udvidelse og mere forfinet anvendelse af undersøgelsesmetoderne har imidlertid betydet, at neurofysiologiske undersøgelser nu spiller en vigtig rolle inden for et stigende antal medicinske områder. Nogle af disse undersøgelser, som altså repræsenterer nyere udviklingsområder inden for klinisk neurofysiologi, vil i det følgende kort omtales.

Udvidede elektroencefalografi (eeg)-undersøgelser

Ved intrakraniale operationer som fx epilepsikirurgi og implantering af stimulationselektroder til afhjælpning af svære Parkinsonsymptomer er det helt afgørende, at der foreligger en meget præcis karakteristik og lokalisation af det syge område. Dette kræver specielle eeg-registreringsformer, eeg-analyser og stimulationsteknikker.

Langtidsvideo-eeg-registreringer (simultan eeg- og videooptagelse) øger den diagnostiske sensitivitet og benyttes i stigende grad.

Intrakranial eeg-registrering og stimulation

I udlandet benyttes denne metode præoperativt som led i en stillingtagen til, om der er mulighed for at behandle epilepsien kirurgisk, mens det i Danmark kun er tilladt at anvende metoden peroperativt, dvs. i forbindelse med en epilepsioperation. Formålet med eeg-registreringen er da at opnå en præcis lokalisation af det epileptiske focus mhp. at begrænse det kirurgiske indgreb mest muligt. Til dette benyttes subdurale registreringselektroder, som anbringes over de relevante (formodede epileptogene) kortikale områder. Herudover foretages stimulation af områder i hjernen for at kortlægge focus' lokalisering i forhold til følsomme områder (fx sprogområdet) før selve det operative indgreb, således at særlig betydningsfulde funktioner kan bevares.

I de tilfælde, hvor det skønnes nødvendigt at foretage målingerne præoperativt, tilbydes patienterne yderligere diagnostik og behandling i udlandet, især USA. Derudover er intracerebral registrering relevant i forbindelse med Parkinson-kirurgi, hvor der ønskes oplysning om den optimale placering af de implanterede stimulationselektroder.

Kvantitative (multimodale) billeddannende metoder

Kvantitativ analyse af eeg-signaler - qeeg - muliggør at eeg-signaler konverteres til billeder. Disse eeg-analyser kan derpå overføres på MR-, SPECT- og PET-billeder (Fig. 1). Formålet med denne teknik er inden for epileptologien at kunne lokalisere dybtliggende epileptiske foci uden brug af invasive metoder.

Intraoperativ monitorering (IOM)

Ved IOM forstås løbende peroperativ registrering af fremkaldte signaler i det centrale og perifere nervesystem eller »spontant« opståede emg-signaler i muskler. IOM anvendes under operationer, hvor der er risiko for at beskadige nervevæv, fx udretning af skolioser og anden rygkirurgi (deseoperationer, discusprolapsoperationer), operationer omkring n. facialis, plexus brachialis o.a. Peroperativt opståede ændringer i signalerne eller optræden af emg-signaler under IOM kan være et varsel om truende skade på nervevæv, og kirurgen oplyses øjeblikkeligt herom, således at han/hun kan ændre sit operative indgreb. IOM har altså for kirurgen en advarende og dermed for patienten en beskyttende funktion.

IOM har siden begyndelsen af 1970'erne været anvendt rutinemæssigt i udlandet, og i USA udføres nu nødigt operationer i og omkring det centrale og det perifere nervesystem uden ledsagende IOM. I Danmark indførtes IOM som et rutinemæssigt tilbud til visse operationer i 1997. IOM forestås her som i udlandet af klinisk neurofysiologiske afdelinger.

IOM er et område, der er ekspanderet voldsomt i de fleste andre vestlige lande i takt med, at kravene til patientsikkerhed stadigt øges, og monitoreringsmetoderne udbygges og forfines.

Af ovenstående fremgår det, at stadig udvikling af disse områder er vigtig, men også ressource- og ekspertisekrævende. Det må forventes, at efterspørgslen på såvel IOM som special eeg-registreringer vil stige betydeligt i den nærmeste fremtid.



Reprints: Clarissa Crone, klinisk neurofysiologisk afdeling 3063, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø.