Skip to main content

Vejledning om information og journalføring i forbindelse med vaccination ved udlandsrejser

Anne Mette Dons & Lena Graversen

29. feb. 2008
2 min.

Sundhedsstyrelsen er blevet opmærksom på, at læger ved vaccination af personer, der skal rejse til udlandet, ikke altid journalfører korrekt, og at personerne, der skal vaccineres, ikke altid modtager den nødvendige information.

Styrelsen skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at reglerne om informeret samtykke1 samt reglerne om lægers journalføring2 også gælder ved vaccination.

Administration af rejsevacciner afhænger af en lang række forhold, herunder den rejsendes ønske om graden af beskyttelse, risikovurdering i forbindelse med rejseform og rejsested, rejsens længde samt tidligere vaccinationer. Ved valg af vaccinationer skal lægen desuden være opmærksom på, om der tidligere er givet grundvaccinationer som fx difteri, polio og tetanus. Samtidig kan der være andre specielle individuelle forhold, som gør sig gældende for den rejsende ved valget af vaccinationer.

Personen, som skal vaccineres, skal på baggrund af information vedr. ovenstående samt om bivirkninger give samtykke til de forskellige vaccinationer, der gives. Desuden skal den rejsende have information om evt. risici ved at fravælge foreslåede vaccinationer.

Statens Serum Institut udgiver årligt et EPI-nyt, hvoraf det fremgår hvilke vaccinationer, der foreslås ved rejse til forskellige lande, afhængigt af hvilken form for udlandsophold personen skal på, årstiden for rejsen samt længden af udlandsopholdet.

Den læge, som er ansvarlig for vaccinationen, skal sørge for, at oplysninger fra konsultationen journalføres efter gældende regler for lægers journalføring2.

Sundhedsstyrelsen, den 21. december 2007, Anne Mette Dons/Lena Graversen

Officielle noter

Referencer

  1. §§ 15 og 16 i Sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005.
  2. Bekendtgørelse nr. 1373 af 12. december 2006 om lægers, tandlægers, kiropraktorers, klinisk diætister, kliniske tandteknikeres, tandplejeres, jordemødres, optikeres og kontaktlinseoptikeres patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse mv.).