Skip to main content

Velkommen til Lægemødet 2007

Formand Carl Johan Erichsen, Lægekredsforeningen for Sjælland

23. feb. 2007
1 min.

Lægeforeningen blev stiftet ved et møde i Korsør i 1857. Allerede dengang følte vore forgængere et behov for at være forbundet i det fællesskab, Lægeforeningen er for os alle.

I foreningens 150. jubilæumsår er det derfor nærmest symbolsk, at vi samles her i Korsør, hvor det hele begyndte.

Vi skal drøfte udformningen af fremtidens lægeforening, og der er væsentlige emner at forholde sig til:

Skal vi fortsat have en struktur med decentral repræsentation, og hvordan skal den se ud? Et emne, der har skabt megen - og mener jeg - frugtbar debat i flere fora.

Hvordan sikrer vi fortsat gennemslagskraft som seriøs spiller i den sundhedsdebat, der til stadighed er en stor bestanddel af den offentlige debat?

Hvad har strukturreformen betydet for det danske sundhedsvæsen, og hvad kommer den til at betyde fremover?

Dette, og meget mere skal vi beskæftige os med ved Lægemødet 2007.

På vegne af Lægekredsforeningen i Region Sjælland byder jeg alle velkommen til nogle spændende og inspirerende dage med masser af debat og afklaring af, hvilken kurs Lægeforeningen skal følge fremover.