Ventelister skal forstås og opgøres korrekt

Ventetid til især elektiv kirurgi har længe været et politisk følsomt område. Skiftende regeringer har på forskellig måde forsøgt at angribe ventelisteproblematikken. Den nuværende regering har - både i forhold til metode og pris - været mest direkte med aktivitetspuljer og etableringen af udvidet frie valg

I forskningsbaserede evalueringer af ventelisteinitiativer findes generelt, at ventelisteinitiativer kan nedbringe ventetiden på kort sigt, men der er en tendens til, at ventelisterne og ventetiden typisk stiger tilbage mod udgangspunktet eller stabiliserer sig på et leje, der ikke markant adskiller sig fra udgangspunktet.

I artiklen »Ventetider på behandling skal beregnes korrekt« i dette nummer af Ugeskrift for Læger [1], belyser Jørgen Pedersen ventetidens anatomi og fysiologi med udgangspunkt i køteori. På baggrund af en simpel kapacitetstilgang modellerer Jørgen Pedersen konsekvensen af, at der i et offentligt sundhedssystem ønskes både en høj kapacitetsudnyttelse og en lav ventetid. Matematisk vises det, at medmindre der er en uudnyttet »bufferkapacitet« til håndtering af variation i patienttilstrømningerne, har man i praksis designet et system med relativt stabile ventetider, altså en teoretisk bekræftelse af det, man ofte finder empirisk. Effektiviseringer i form af minimering af bufferen for at opnå en højere kapacitetsudnyttelse vises endvidere at øge ventetiden til behandling. Konklusionen i artiklen er, at ventetids- og ventelistediskussionen på de nuværende præmisser ikke giver den store mening.

Desværre er diskussionen om ventetider til behandling blevet så politisk følsom, at det er vanskeligt at opretholde en videnskabelig saglig diskussion af, hvilke tiltag der er mest effektive i kampen mod ventelister. Selv grundlæggende spørgsmål om, hvordan man bør opgøre ventetider til behandling, er blevet til politiske diskussioner. Det gør det i praksis svært at evaluere effekten af de forskellige ventelisteinitiativer, da myndighederne har en tendens til at tage udgangspunkt i det på tidspunktet mest fordelagtige mål, snarere end i en systematisk opgørelse af omkostninger og effekter.

I politisk sammenhæng blev der tidligere mest refereret til udviklingen i de fremadrettede ventetider, som er baseret på uvægtede gennemsnit af maksimalt forventede ventetider for 18 udvalgte sygdomme. Den metode har Finansministeriet i et af de interne notater [2], som blev offentligt tilgængeligt den 3. december i forbindelse med »overbetalingssagen«, selv betegnet som »under alle omstændigheder misvisende«. I samme notat konkluderes endvidere, »at ventetiden som et gennemsnit for alle sygehuse i stigende grad ses som et irrelevant begreb, idet den korteste ventetid (eller et snit for de korteste tider) uanset geografi kunne argumenteres mere relevant som mål«.

Jørgen Pedersen finder i sin artikel, at en nedbringelse af ventetiderne kun kan finde sted gennem en regulering af antallet af nye patienter, en stigning i behandlingskapaciteten eller via stordrift, som kan reducere behovet for overskudskapacitet i forbindelse med fluktuationer i efterspørgslen. Artiklen forholder sig dog ikke til, at der i perioden 2002-2010 er sket en meget markant udvikling i operationsaktiviteten, ligesom mange afdelinger er blevet lagt sammen i perioden, uden at det øjensynligt har fjernet ventetiden til behandling.

Spørgsmålet er, om vi efter snart ti år med urimelig stor fokus på udviklingen i de gennemsnitlige ventetider, såvel de fremadrettet som de bagudrettede, i stedet skulle begynde at fokusere på, om sundhedssystemet leverer de rette tilbud til patienterne. Dette kunne ske gennem en indholdsmæssig vurdering og prioritering af også ventelistepatienternes behov; det kan altså ikke være lige så slemt at vente med åreknuder som med en diskusprolaps. Endvidere bør hele ventetidsbegrebet genovervejes. Her lyder Finansministeriets eget forslag om at opgøre ventetiden som tiden til det hurtigste tilbud, som systemet kan tilbyde, evt. inden for en rimelig geografisk afstand, ganske fornuftigt. At patienter selv vælger at vente længere på et andet tilbud, er vel ikke så relevant i forhold til vurdering af sundhedssystemets evne til at sikre borgeren relevante behandlingstilbud.

Fremadrettet vil prioriteringsdebatten blive mere meningsfuld, hvis den tog udgangspunkt i kliniske resultater frem for en endeløs debat om meningsløse procesmål, f.eks. om ventetiden til planlagt behandling er steget eller faldet et par dage.

Korrespondance: Jakob Kjellberg, Dansk Sundhedsinstitut, Dampfærgevej 27-29, 2100 København Ø. E-mail: jkc@dsi.dk

Interessekonflikter: ingen