Skip to main content

»Vi aftaler, at hun skal forblive på hospice …«

Overlæge, ph.d. Mette Asbjørn Neergaard arbejder i Det palliative team ved Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital (AUH), hvor hun også er klinisk lektor. Som læge dér er hun også tilknyttet Hospice Søholm, der ligger i Stavtrup i udkanten af byen.

Overlæge Mette Neergaard, Hospice Søholm. Privat foto.
Overlæge Mette Neergaard, Hospice Søholm. Privat foto.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

19. maj 2017
3 min.

6.00 Vi skal tidligt op, så jeg selv, min mand og vores yngste, hjemmeboende datter på ni kan blive klar til at komme af sted. Jeg kører selv som den første. Fra Aabyhøj tager det 10-15 minutter til AUH.

 

7.50 Jeg er lidt tidligt på arbejde i dag, fordi jeg bl.a. skal tage imod en medicinstuderende, der starter i valgfri måned. Vi mærker en klart stigende interesse fra de studerende for palliation, som de desværre ikke hører meget om på studiet. Jeg kan lige nå at se på nye henvisninger inden vores tværfaglige team-morgenmøde. På morgenmødet gennemgår vi dagens program, ser på nye henvisninger og drøfter patienter, der har behov for en særlig, tværfaglig indsats.

 

10.30 Ankommer til Hospice Søholm og går straks i gang med stuegang. Har bl.a. en statussamtale i dag. Patienten, en ældre dame med cancer, skal efter seks uger på hospice vurderes mhp. stabilitet og symptomer. Nogle enkelte patienter kan udskrives til eget hjem eller plejecenter, hvis de er stabile og ønsker det. Men patienten har fået det dårligere og har komplekse palliative problemstillinger, så vi aftaler, at hun skal forblive på hospice. Har en længere samtale med de pårørende, der har haft et meget svært forløb inden hospice.

 

11.20 Stuegang hos en yngre patient med kræft. Hun har mange smerter og har efterhånden en yderst kompleks smertebehandling med mange forskellige potente stoffer. I samråd med patienten justeres smertebehandlingen. Der er ofte multiple komplekse problemstillinger ved yngre patienter i den terminale fase og deres familie. Det gør altid et stort indtryk, selv efter mange år i faget.

 

12.30 Jeg sætter mig med madpakken ved computeren og besvarer mails. Et par er fra medicinstuderende, som jeg er vejleder for i deres speciale. Desuden mail om en ny patient i børnepalliativt team, hvor jeg også er overlæge. Vi skal beslutte, hvem der er kontaktlæge, og planlægge hjemmebesøg. Forhåbentlig kan vi hjælpe til, at barnet kan blive hjemme hos familien i den sidste tid. Jeg når desuden en telefonkontakt til en af de patienter, der er hjemme hos sig selv.

 

13.30 Tværfaglig konference på hospice. Her fremlægges en patient, som har været her en uges tid – en midaldrende mand med cancer. Han var meget dårlig, da han kom, men nu har han det noget bedre. Alle byder ind med, hvad vi tværfagligt kan hjælpe med: symptomlindring, fokus på angst og psykisk reaktion. Vi forsøger at afdække hans behov og ønsker for den sidste tid og er enige om, at vi også skal have afklaret hustruens ønsker og behov.

 

15.45 Efter at vi har visiteret nye patienter ind til de kommende dage, drøner jeg af sted for at hente vores datter. Hun »går til forskning«, som vi kalder det. Hun har et kronisk handicap i form af dobbeltsidige klumpfødder og har været igennem utallige operationer og har haft mange smerter. Nu deltager hun på den baggrund i et ph.d.-projekt om empowerment hos børn.

 

17.45 Vi når hjem. Heldigvis har vi abonnement på Aarstiderne-kasser. Mens min mand laver aftensmad, hjælper jeg med lektier og øver klaver sammen med vores datter, inden vi spiser.

 

22.00 Nu er der stille i huset. Jeg tjekker mails – bl.a. om min eventuelle rolle som opponent ved et kommende ph.d.-forsvar. Jeg forbereder et hjemmebesøg til i morgen og tjekker op på patienten, hans symptomer og medicinering – og om der er nye henvisninger.

 

23.30 Jeg lægger hovedet på puden, men når lige at konstatere, at det har været en travl dag fuld af mening, både fagligt og personligt. Mening – det, synes jeg, kendetegner alle mine arbejdsdage. Der er virkelig nogen at hjælpe.