Færre tvangsindlæggelser. Den rette behandling, hurtigere. Og et nødvendigt sikkerhedsnet, når sengene bliver færre i psykiatrien. Det unikke psykiatriske akutberedskab i Region Hovedstaden udfylder et ambulant tomrum. Ugeskrift for Læger var med en mandag aften.
»Jeg skal have det sidste notat og en behandlingsplan på manden, tak!«
Klinikchef på Afdeling A på Psykiatrisk Center København og leder af det psykiatriske akutberedskab i Region Hovedstaden, Lars Martin Nielsen, taler med sin sekretær i en antikveret Nokia-mobiltelefon.
To unge politifolk har få minutter forinden via regionens Akut Medicinsk Koordinationscenter (AMK) tilkaldt psykiatrisk assistance. Lars Martin Nielsen har aftenvagten i det psykiatriske akutberedskab denne mandag, og for tredje gang inden for få timer er der bud efter hans speciallægekompetence.
Anamnesen skal klæde klinikchefen på, så han ved, hvilken patient psykiatriambulancen om få minutter kører ham ud til.
»Grav lige ned og se, om der er tidligere suicidalforsøg«, fortsætter han.
Fra klokken 16 til 08 på hverdage, i weekenderne og på helligdage kan AMK, politiet, den almindelige lægevagt og Den Sociale Døgntjeneste rekvirere en speciallæge i voksenpsykiatri til en borger i akut nød. Målet er at undgå indlæggelser med tvang og at sikre den rette diagnose hurtigst muligt.
Faktaboks
»Vi laver en kvalificeret speciallægediagnose på stedet. Vi er toptrænede i at få kølet situationer ned, lytte os frem til, hvad vi har med at gøre, og få indlagt dem, der bør indlægges. Helst frivilligt«, siger Lars Martin Nielsen, mens vi venter i hans lejlighed ved Marmorkirken på akutberedskabets sorte Mercedes.
»Vi er altså bedst til at tale med sindssyge mennesker. Også bedre end den almindelige lægevagt. Desuden får vi foretaget en skarpere faglig vurdering på stedet. Når vi har færre senge i psykiatrien, er der behov for ekspertisen i hjemmet, så sengene ikke fyldes unødigt. Vi kan se fra statistikken, at ordningen reducerer indlæggelserne, også indlæggelser med tvang«, siger Lars Martin Nielsen, som understreger, at hovedstadens psykiatriske akuttjeneste er unik, både i national og international målestok:
»Jeg har ikke set lignende ordninger, hvor speciallæger i psykiatri rykker ud til akutte psykiatriske patienter i eget hjem, eller hvor de nu end befinder sig«, siger Lars Martin Nielsen.
Politiet har tilkaldt det psykiatriske akutberedskab, fordi politifolkene frygter, at en midaldrende mand vil begå selvmord. Ekskonen har slået alarm efter en SMS om, at han vil sige farvel til børnene.
Manden, der indtil for få år siden var selvstændig, havde familie og fremtidsdrømme, er nu stødt på grund i livet og er kendt af både politi, sociale myndigheder, det kommunale system og hospitalsvæsenet.
Han er for nylig afsluttet i distriktspsykiatrien, udstyret med lette psykiatriske diagnoser, men ikke mere end, at kommunen vurderer ham som arbejdsduelig.
Manden har ikke været uden for en dør i en lille uge. Socialfobi, siger han selv, mens han undrer sig over al det postyr med politi, der kommer brasende, og nu en psykiater, på grund af en lille SMS.
Lars Martin Nielsen tager plads i den sorte lædersofa, omkranset af de flyttekasser, der har stået uudpakkede siden indflytningen i den anviste lejlighed for mere end et år siden. Politiet står på den modsatte side af glassofabordet.
Den tynde hættetrøjeklædte mand veksler mellem at være grådlabil og ophidset. Det ene øjeblik beder han om hjælp; nogen skal gøre noget, inden han gør det af med sig selv, måske. Det næste moment afviser han alle udstrakte hænder. Også den, psykiatrien tilbyder, for »læger vil jo kun fylde mig med piller«, som han siger, inden han bevæger sig ud i et længere foredrag om medicinalindustrien og korrupte læger. For det er jo det, folk som Lars Martin Nielsen vil, mener den frustrerede mand: fylde ham med kemi i stedet for at tilbyde reel hjælp.
Klinikchefen, der hører den slags dagligt, lytter nærværende og vurderer, at manden fortsat har brug for psykiatrisk hjælp, men hverken er selvmordstruet eller har akutte behandlingskrævende behov.
Den oprevne mand trygler politifolkene og lægen om at gå ned i kiosken efter cigaretter. Han tør ikke selv, og den kommunale hjælp har ikke været forbi i fem dage. Skodderne, han henter i askebægret på altanen, er alle røget i bund.
Lars Martin Nielsen afviser og takker af. Dagen efter vil han tage kontakt til distriktspsykiatrien. Manden skal tilbage i systemet, lyder vurderingen. Og så må det kommunale system genoverveje, om borgeren er arbejdsmarkedsparat.
»Han må ikke sejle sådan rundt. Han er psykisk syg og fastlåst i en sjælden grad, men hverken psykotisk, skizofren eller suicidal. Men det kan komme. Sker der ikke noget, er hans prognose rigtig dårlig. Hans mønster skal brydes«, siger Lars Martin Nielsen og fortsætter:
»Det var fornuftigt, at politiet tog kontakt, for de kan ikke vurdere situationen. Med mandens temperament og de to politifolk i lejligheden var det også ved at gå galt. Det her er faktisk et godt eksempel på det fornuftige i, at vi udreder folk i eget hjem«.
Det psykiatriske akutberedskab udfylder ifølge Lars Martin Nielsen og regionen et vigtigt ambulant tomrum uden for almindelig vagttid. Beredskabet finder desuden psykisk syge, der ikke er kendt i det etablerede behandlingssystem, og fungerer derfor som et psykiatrisk sikkerhedsnet, hedder det i en rapport fra 2012.
Den psykiatriske hjælp henvender sig primært til de af regionens 1,3 millioner borgere med svære psykiatriske lidelser, der ikke er i stand til at søge den fornødne assistance i de psykiatriske skadestuer, fordi de mangler sygdomsindsigt, har svær angst, er psykotiske eller har selvmordstanker. Netop truslen om selvmord var genstand for dagens første opkald.
Lars Martin Nielsen står ved sin hoveddør, forsøger at finde den rette nøgle, da mobiltelefonen ringer.
En centralasiatisk mand har ringet 112 og sagt, at han vil springe ud af vinduet i kærestens lejlighed. Politiet tror ikke på ham; alligevel ringer de og beder om en psykiatrisk vurdering.
Manden er kendt i systemet som én, der leger med myndighederne. For en måned siden finkæmmede politiet et område på Vestegnen, hvor han ifølge eget alarmopkald havde skåret voldsomt i sig selv – mens han reelt gemte sig hjemme.
Lars Martin Nielsen ringer og indhenter journaloplysninger på den psykisk syge fra sit køkken.
Inden den sorte akutlægebil ankommer, ringer mobiltelefonen igen. En skizofren på et botilbud uden for København er blevet tiltagende urolig og rastløs, og personalet har svært ved at vurdere og styre ham. De har givet noget beroligende, men beder om lægehjælp.
I det fjerne høres sirenerne.
Ifølge psykiateren er den største lægefaglige indsats for det psykiatriske akutberedskab at få de rette personer indlagt uden brug af tvang.
Næsten halvdelen af de patienter, som lægerne kommer i kontakt med, er psykotiske og mener sjældent, at de fejler noget. Opgaven er i løbet af det korte møde at få de indlæggelsesegnede overbevist om, at det er løsningen.
»Når vi kontaktes af politi, pårørende eller vagtlægen, er det oftest, fordi situationen er opkørt. Det spændende, svære, udfordrende er at have den gode forståelse for, hvem der skal indlægges, og så få dem til at følge med frivilligt«, siger Lars Martin Nielsen og fortsætter:
»Vi er i folks hjem, så det er en delikat balancegang; vi skal nødigt skræmme dem ud af hjemmet af frygt for indlæggelse eller gøre ondt værre – så det kræver en svært afstemt indsats fra vores side«, siger han.
Den centralasiatiske mand er hverken hos kæresten eller i sin lejlighed. Det ender med en alarmudrykning gennem indre by, Christianshavn og Amager i den værste mandagsmyldretid til ingen verdens nytte. En omgang kispus med politiet og de folk, der hjælper mennesker i nød.
Lars Martin Nielsen sender sagen tilbage til politiet, der må vurdere, om de vil bruge yderligere resurser på at finde en mand, der påstår, at han vil begå selvmord. Eller blot ignorere ham.
I botilbuddet er den opfarende skizofrene mand faldet ned, da Lars Martin Nielsen ankommer.
Den langskæggede patient ligger sammenkrøbet på sit sengetæppe i et værelse fyldt med askebægre, cigaretskodder, to fjernsyn, masser af elektronisk udstyr, en sort sofa og nedrullede gardiner.
»Jeg er mere rolig nu. Jeg har ro i sindet«, svarer han langsomt på Lars Martin Nielsens spørgsmål.
Tre gange kom der et udtalt ønske om akut psykiatrisk hjælp på en almindelig mandag aften.
En stille dag, for den vagthavende læge plejer at have 5-6 udrykninger i den sorte psykiatriambulance pr. vagt.
