»Vi er ambassadører for vores virksomheder«

»I det offentlige taler man ofte om problemer, men der går år, uden der bliver gjort noget ved dem«.

Formanden for de 261 medlemmer af Læger i Erhvervslivet, som er en del af Foreningen af Speciallæger (FAS), Frank Bringstrup, der selv er ansat som Senior Regulatory Project Manager i Novo Nordisk, ved godt, at han med sådan en bramfri udtalelse kan lægge sig ud med tusindvis af offentligt ansatte kolleger på landets hospitaler.

Men det er ikke dét, der er hans pointe, når forskellen mellem lægearbejdet i det offentlige og i medicinalindustrien skal forklares:

»En væsentlig forskel drejer sig om kulturen. Hos os er det ikke nok at tale om problemer, vi skal finde løsninger ved at fokusere på muligheder frem for begrænsninger. Og få gjort noget ved det. Der er konstant en forventning om udvikling, og der er løbende omstruktureringer. Det medfører en dynamik, som er positiv, fordi der dermed opstår nye muligheder«, siger han.

Selv er Frank Bringstrup samfundsmediciner med i alt 11 års ansættelser i kirurgiske specialer, i Sundhedsstyrelsen og i amtslige forvaltninger, inden han havnede i industrien, hvor han nu har været i 10 år.

Han kender derfor lægens rolle i begge lejre og ved, at læger i industrien må indstille sig på ikke nødvendigvis at få det sidste ord. De skal være holdspillere og kunne samarbejde - ligeværdigt - med diverse faggrupper; farmaceuter, økonomer, molekylærbiologer, marketingsfolk.

Kan være svært for erfarne klinikere

Industriens læger har ikke til opgave at behandle syge, det overlader de til kollegerne i klinikken.

Deres opgave er derimod at omsætte behov fra klinikere og patienter til konkrete aktiviteter. Det være sig et nyt smertepræparat, et uddannelsesmæssigt tiltag eller et oplysningstiltag.

»Vi er ambassadører for vores virksomheder og vores primære opgave er at oversætte, kvalificere og kvantificere de behov, som sundhedsudbyderne har«, siger medicinsk direktør i Abbott, Pierre Quartarolo og fortsætter:

»Vi har samme basisuddannelse og tænker på mange måder ens, uanset om vi arbejder i klinikken eller i industrien. Derfor kommunikerer vi lettere og bedre med kollegerne, og vi forstår deres behov og arbejdssituation, da vi ved, hvordan de træffer en klinisk beslutning«, siger han.

Men lægerne skal kunne tænke kommercielt, da løsninger skal omsættes til noget, der tjener virksomheden og bundlinjen:

»Der er typisk her, at særligt læger, der har været mange år i klinikken, kommer til kort. De har svært ved at tage den hat på. De taler det kliniske hospitalssprog og har svært ved at tage de kommercielle gloser i munden. Jeg kan se, at de smager på ordene, når de siger, at denne eller hin beslutning på sigt vil gavne virksomheden. Som om, det er forkert. Men læger i industrien skal altså kunne se sig selv i et konkurrencepræget virksomhedsmiljø«, siger Pierre Quartarolo.

Alle tjener på sygdom

Ingen i medicinalindustrien skal nemlig være i tvivl om, hvad der er målet for deres arbejde. Profit.

For patienternes skyld. Uden indtjening til aktionærerne, ingen penge at forske og udvikle nye lægemidler for. Så simpelt er det:

»Vores motiver er meget gennemskuelige. Det kan ikke være overraskende for nogen, at vi er kommercielt fokuserede«, siger Pierre Quartarolo, der ikke forstår den mistænkeliggørelse, der er over for medicinalindustrien:

»Hvorfor må man ikke tjene penge på sundhed? Praktiserende læger tjener penge på sygdom. Og læger i praksis optimerer hele tiden deres drift, ser på ydelser, ansætter en sygeplejerske, hvis det er lønsomt. Alle læger tjener på sygdom. Også dem, der siger, at de ikke er sponsorerede. De har eksempelvis alle deres pensionsmidler i Lægernes Pensionskasse, der har masser af aktier i industrien. Så vi er alle i samme båd. Vi lever af sygdom på den ene eller anden måde. Så lad os nu komme videre«, opfordrer han.

Pierre Quartarolo er træt af følelsen af at tilhøre en gruppe læger, der arbejder i "den uetiske lejr" modsat de offentligt ansatte læger, der alene tjener patienterne:

»Der er ikke noget alternativ til et samarbejde, så det er vigtigt, at vi som læger ikke polariserer debatten, men indgår i en positiv dialog. Derfor er det godt, at der er så mange regler både om samarbejdet mellem klinikerne og industrien og inden for industrien, da det sikrer transparens for alle. Ingen må føle, at der er skjulte agendaer i industrien«, siger han.

Strammere kvalitetsregler end på hospitaler

Alle de industriansatte læger, som Ugeskriftet har talt med, påpeger entydigt, at der er sket en kæmpe opstramning i industriens måde at agere på det seneste årti.

Ifølge Frank Bringstrup er der slet ikke så mange skandaler i medicinalindustrien, som så stor en branche med gigantiske milliardomsætninger ellers kunne tilsige:

»Vioxx-sagen og lignende sager bliver nogle gange fremhævet som skandaler, men man skal huske på, at de pågældende lægemidler blev godkendt af myndighederne på baggrund af den dokumentation og de data, der var kravene, man stillede på daværende tidspunkt. Først på markedet efter mange års brug stod det klart, at benefit/risk ved de pågældende lægemidler ikke var positiv på grund af kardiovaskulære bivirkninger. Sagen har medført øgede krav, idet sundhedsmyndighederne i dag stiller endnu større krav til dokumentation af safety, efficacy og benefit/risk assessment«, siger han.

Frank Bringstrup påpeger, at der både i USA, Europa og en lang række andre lande er sket meget igennem de sidste fem år som opfølgning på de lægemidler, der blev trukket fra markedet.

Eksempelvis risk management-planer, der i dag skal foreligge før godkendelse af nye lægemidler, og som indebærer, at man løbende skal overvåge benefit/risk af lægemidlet - også efter lancering og resten af tiden præparatet er på markedet.

Han udelukker ikke, at der kan forekomme fusk i industrien, men tror, at det er »ekstremt sjældent« i forhold til, at det er en af verdens største brancher.

»Industrien går afsindigt meget op i, at der er styr på kvaliteten og på dokumentation. Mangler kan have fatale konsekvenser, ikke kun for patienten, som man ønsker at hjælpe, men det ville også være livsfarligt for virksomheden selv. Ser eksempelvis FDA [den amerikanske sundhedsmyndighed Food and Drug Administration, red.] noget kritisabelt og sender et warning letter, kan dette medføre et importforbud. Det kan lukke en virksomhed alene, hvis der ikke er styr på dokumentationen«, siger han og fortsætter:

»Får en virksomhed alvorlige påtaler fra myndighederne, har det en umiddelbar betydning for aktiekursen og renommeet flere år efter, så virksomhederne gør utrolig meget for at undgå fejl. Sådan ser det måske ikke ud udefra, hvis man skal tro dagspressens dækning, men sådan er det. Lægemiddelindustrien er en af de mest velregulerede brancher«.

Ifølge formanden for industrilægerne må det skyldes uv idenhed, når nogen tror, at man som læge har solgt sin sjæl til industrien. Og går på kompromis med fagligheden:

»Lægeløftet handler også om at ,anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn`, og dette er da i høj grad tilfældet, når vi bidrager til tilvejebringelse af nye lægemidler. I et historisk perspektiv, hvor ville lægevidenskaben og samfundet være i dag uden de lægemidler, der er udviklet f.eks. igennem de sidste 50 år«, spørger Frank Bringstrup.