Skip to main content

»Vi forholder os ikke til, om det er Fanø eller Grækenland«

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

11. jan. 2013
3 min.

Bodil Johnsen - du er formand for de praktiserende lægers efteruddannelsesfond og fungerende formand for AMADEUS - det udvalg, der godkender, hvilke kurser der skal kunne få tilskud fra fonden. Kan du ikke forklare, hvordan I godkender kurser?

»Vi forholder os til det faglige indhold. Er det beregnet til praktiserende læger? Omfatter det, hvad man kan forvente, at en praktiserende læge har kendskab til? Vi vil gerne have praktiserende læger med i tilrettelæggelsen af kurserne, så vi sikrer os, at de er målrettede«.

Helt ærligt - dykkerkurser på Malta?

»Fagligt set er det ikke spor sjældent, at vi skal lave f.eks. attester til unge mennesker, som gerne vil have dykkercertifikat. Så skal vi rådgive dem om, at hvis de f.eks. fejler noget, er det måske ikke en god ide. Det er der jævnt hen henvendelser om. Det kan være en patient med astma, der gerne vil dykke på en ferie til Thailand. Det kan være en patient, der har en perforation af mellemøret, og som vil vide, hvornår det er o.k. at dykke igen«.

Er der nogen sinde kurser, der ikke kan få tilskud?

»Ud over de rent faglige kriterier har vi prøvet løbende at se på de regler, vi har for godkendelse. For eksempel industrisponsorering. Vi syntes ikke, det var rimeligt, at man kunne få tilskud fra efteruddannelsesfonden til kurser, der blev betalt af nogle andre. Man kunne så få gratis kurser og tilskud fra fonden. Det forekommer også, at vi ser kurser, hvor vi spørger, om en praktiserende læge virkelig skal bruge fire dage for at lære om dette her. Nogle gange godkender vi kun er en del af kurset som tilskudsberettiget«.

I ser ikke på geografi?

»Ved det, vi kalder fordybelseskurser, som typisk er på 3-5 dage på internat, vil kursuslederne typisk anbefale, at de ligger steder, hvor fordybelse er mere oplagt. Hvor man kommer væk og kan koncentrere sig. Der forholder vi os ikke til, om det er Fanø eller Grækenland. Men vi har nogle gange diskuteret med kursuslederne og sagt, at de skal tænke over, hvorfor kurset ligger, hvor det ligger«.

Ikke desto mindre efterlyser Danske Regioner mere indsigt og indflydelse - har de ikke det nu?

»Der er fuld indsigt. Efteruddannelsesfonden har en bestyrelse, og der sidder Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Vi mødes normalt to gange om året. Der bliver lavet en årsrapport, og formanden møder op og fortæller om, hvad der er foregået«.

Har Danske Regioner nogen sinde klaget over fondens administration?

»De har krævet, at vi ikke skal bruge for mange penge til at administrere fonden. Det har vi arbejdet med. Men de kan ikke både få alle mulige detaljer og samtidig minimal administration. De har aldrig i fondsbestyrelsen fremført kritik af dens godkendelsespraksis eller stillet spørgsmål vedrørende konkrete kurser«.

Er fondens midler nok til at dække de praktiserende lægers efteruddannelsesbehov?

»Nej langtfra, de rækker kun til ca. 3 kursusdage. Mange læger bruger hurtigt deres konto op og spæder så selv resten til, op til 10 dage årligt«.