Vi har brug for hinanden

Mentor-ordninger er ikke noget nyt. Men det er nyt, at to så forskellige faggrupper som læger og DJØF'er indgår i et mentor-mentee-forhold, sådan som de har gjort i en forsøgsordning, der har kørt siden september sidste år.

Ordningen er et led i det samarbejde, der sidste år blev aftalt mellem Foreningen af Speciallæger (FAS), Yngre Læger og DJØF, og bag ordningen står en initiativgruppe af såvel læger som DJØF'ere i ledende stillinger.

Medlemmer af initiativgruppen udpegede hver en række mentor-emner og en række relativt nyslåede ledere fra deres egne faggrupper, som på tværs af faggrænser skulle indgå i et tosidigt mentor-forhold frem til september i år.

Fordomme og respekt

To af de personer, som blev udpeget, var Anne Thomassen, cheflæge i sygehusledelsen i Århus og DJØF'eren Eva Sejersdal Knudsen, der kort tid forinden var tiltrådt som afdelingschef i Region Midtjylland.

For Anne Thomassen var en del af motivationen at slå bro mellem to faggrupper, der for nogle år siden fremstod som hund og kat, og hvor DJØF'erne af nogle læger blev oplevet som nogen, der gradvist var i færd med at underminere deres hævdvundne position i sygehusvæsenet.

Anne Thomassen oplever ikke i sin egen dagligdag noget modsætningsforhold mellem læger og DJØF'ere, og har aldrig gjort det. Hun mener, at den snak er passé.

»Jeg deler ikke den foragt, som nogen nærer for DJØF'ere, og jeg bliver så træt, når jeg hører læger tale nedsættende om dem. Jeg kan godt forstå, hvis man bliver fortørnet over at møde manglende respekt for sin verden. Men jeg har aldrig selv været udsat for det«.

»Det kan skyldes, at jeg selv har haft et langvarigt samarbejde, og måske har jeg bare været heldig. Og det kan jo godt være, det er svært for nye DJØF'ere at komme ind i vores system. Derfor synes jeg, mentor-ordningen er en god idé som tilbud til nye eller kommende ledere inden for de to systemer, så man allerede fra starten kan blive vejledt i stedet for at skulle vente på den gensidige respekt, der gradvist opstår, når man først er i organisationen«.

Dine erfaringer er en læges erfaringer. På hvilken måde kan de komme til nytte for en DJØF'er?

»Jeg kan jo fortælle om mine egne, gamle fordomme og de fordomme, man kan have. Vi lærer at tænke og arbejde på en anden måde end DJØF'ere. Men vi har brug for begge måder. DJØF'ere og læger kan berige hinanden, og vi skal have respekt for hinanden«.

Det hører med til historien, at Anne Thomassen og Eva Knudsen foreløbig kun har haft mulighed i deres kalendere for at gennemføre et enkelt mentormøde.

»Det første møde gik meget ud på at lære hinanden at kende og se på, hvilke opgaver, Eva har, og hvor hun kan opleve vanskeligheder i forhold til den verden, som jeg repræsenterer. Jeg håber, jeg kan hjælpe, for jeg har jo ikke prøvet det før«, siger Anne Thomassen.

Hvad vil du som mentor kunne gøre for Eva Knudsen?

»Jeg kan stille mig til rådighed for hende til at diskutere nogle af de problemstillinger, hun står med ved at skulle arbejde sammen med læger. Give hende mulighed for at sætte sig ind i, hvordan læger tænker«.

At lede højtuddannede

Selv om det foreløbig kun er blevet til et enkelt møde, glæder Eva Knudsen sig til de næste møder, og allerede det første møde gav hende en fornemmelse af, at mentor-forsøget har fat i noget af det rigtige:

»Som læge har Anne Thomassen en lidt anden forståelse af sundhedsvæsenet end den, jeg har fra min vinkel i sundhedsvæsenet. Et andet aspekt er, at hun som læge også er leder af nogle, som er højtuddannede. Det kræver nogle andre ledelsesredskaber, og allerede på vores første møde fornemmede jeg, at det er et område, hvor jeg vil kunne få godt udbytte af mentor-ordningen«, siger Eva Knudsen.

Det første møde drejede sig især om forventningerne til forsøget, men Eva Knudsen fik bragt spørgsmålet om ledelse af højtuddannede på banen og var især optaget af, hvordan ledelse af læger tackles fra en lægefaglig synsvinkel. I første omgang var Eva Knudsen ikke så meget interesseret i at bringe konkrete problemstillinger på banen, men mere i at høre lidt mere indgående om Anne Thomassens eget karriereforløb med henblik på at skyde sig ind på, hvilke erfaringer der ville være at trække på ved kommende mentor-møder.

Forestiller du dig, at du skal med rundt på stuegang og til morgenkonferencer?

»Det kunne sikkert være meget lærerigt. Men jeg forestiller mig mere, at vi kan diskutere nogle af de konkrete problemstillinger, jeg møder i hverdagen, og høre hendes holdninger ud fra den erfaring, hun har. Men som sagt er vi ikke så langt endnu«.

Formelt frirum

Eva Knudsen ser ordningen som en mulighed for at vriste et »frirum« ud af en travl hverdag, der ikke levner mange øjeblikke til refleksion til at vende nogle af dagligdagens problemer på et mere overordnet plan:

»Det går så hurtigt i hverdagen, og jeg tror, det er godt at skabe nogle lidt mere formelle rammer, der stiller krav om at tænke og tale nogle ting igennem - og det hjælper mentorordningen med til«.

Anne Thomassen tror også, at mentorordningen vil have en fremtid efter forsøgets afslutning til september.

»Jeg tror på mentor-ordninger«, siger hun.

»Det er meget vigtigt for en ny leder at have en mentor, inden man løber ind i en masse problemer. Da jeg blev udnævnt til ledende overlæge på en meget stor medicinsk afdeling, kom jeg direkte fra en stilling som 1. reservelæge. Det var en meget stor overgang, og der kunne jeg godt have brugt en mentor«.

»Om det så skulle have været en anden ledende overlæge, en cheflæge eller en DJØF'er - det ved jeg ikke. Det nye ved denne ordning er, at den sammenkobler to forskellige fagpersoner. Jeg ved ikke, om det er bedre, end hvis det var inden for samme faggruppe. Men jeg synes, det er rigtigt spændende, at forsøget laves. Og det må først og fremmest være mentees, som skal fortælle, om det har været til nogen nytte«, siger Anne Thomassen, som er spændt på den evaluering, der må komme, når forsøget slutter.