Praktiserende læge Karsten Wenningsted-Torgard fik sin egen soloklinik for 28 år siden. Dengang var det normalt at have en medhjælpende ægtefælle i klinikken. Vi har talt med Karsten og hans hustru Hanne i anledning af PLO's 50-årsjubilæum.
Meget har ændret sig, siden PLO blev stiftet for 50 år siden. Dengang havde praktiserende læger ofte hjælp i klinikken fra medhjælpende ægtefæller. Og tal fra 1972 viser, at lægerne i gennemsnit fik hjælp fra ægtefællen i 10,5 timer om ugen.
Det er et sjældent syn i dag. Men for praktiserende læge Karsten Wenningsted-Torgard og hans hustru Hanne Wenningsted-Torgard har det været en naturlig del af deres mangeårige fælles arbejdsliv, indtil de begge gik på pension i sommer.
»I starten sad jeg mest i receptionen. Men efterhånden, som der kom mere EDB, blev der frigivet tid til, at jeg kunne hjælpe til med blodprøver og sårbehandling”, fortæller Hanne.
Inden Hanne blev ansat i sin mands solopraksis, arbejdede hun som sygeplejerske i hjemmeplejen, men de skæve vagter og den store logistik i forhold til at få weekendvagter og nattevagter til at hænge sammen med familielivet gjorde det attraktivt at arbejde for Karsten i stedet.
”Det var en praktisk løsning, så vi bedre kunne få enderne til at hænge sammen derhjemme. Men jeg har været glad for det. Vi har haft et tæt arbejdsfællesskab og har suppleret hinanden godt”, siger Hanne.
Som ansat ægtefælle i en soloklinik har det været et arbejdsliv i tosomhed. I 28 år delte ægteparret deres frokost sammen på klinikken, fejrede jubilæer sammen og kørte til og fra arbejde sammen.
På turen hjem fra klinikken i Slagelse til Hanne og Karstens hjem i Ringsted blev tiden som regel brugt på at evaluere dagen.
”Vi kendte jo begge to patienterne godt, så vi kunne lige så godt udnytte tiden i bilen til at få drøftet, hvis der var noget særligt, vi skulle tage hånd om næste dag”, fortæller Hanne, der har haft det fint med, at hendes mand var hendes chef.
”Sådan noget som en årlig medarbejdersamtale har jeg aldrig prøvet. Men det er ikke noget, jeg har savnet. Vi havde MUS-samtaler hver dag i bilen”, siger Hanne og griner.
En af forklaringerne på, at det har kunnet fungere at arbejde så tæt sammen, er ifølge Hanne og Karsten, at der har været en klar arbejdsdeling.
”Det har aldrig været til diskussion, hvem der skulle tage sig af hvilke opgaver. Hanne tog sig af sekretær- og sygeplejerskefunktionen, og jeg tog mig af lægefunktionen. Var der noget, vi var uenige om, snakkede vi altid om det”, siger Karsten.
For ham har det udelukkende været positivt at have sin hustru ansat.
”Men det kræver selvfølgelig, at man på godt og ondt kan acceptere rollefordelingen”, siger Karsten og fortsætter:
»Formelt set var det jo mig, der var chefen, og Hanne, der var medarbejder. Det i sig selv kan være en sårbar situation. Jeg kender flere, hvor det har været mere generende end gunstigt at have ægtefællen ansat, men for os har det fungeret fantastisk«.
Den traditionelle familielæge har i de senere år været under pres. Indtil midten af 1960’erne var det almindeligt, at lægen havde sin egen konsultation på hjemmeadressen. Var der mere personale, var der typisk en medhjælpende hustru, og nattesøvnen var ikke sikret. Patienterne havde mulighed for at kontakte lægen døgnet rundt, og ligesom doktor Hansen i "Matador" tog lægen dengang langt oftere på hjemmebesøg.
I dag findes der både solo- og delepraksis. Akuttelefonen er kommet til. Nye sundhedshuse er skudt op rundt omkring i landet, og flere opgaver fra hospitalerne er lagt over på de praktiserende læger.
Faktaboks
Men for Hanne og Karsten har funktionen som familielæge grundlæggende været den samme i de tre årtier, der gik, fra Karsten købte sin praksis i Slagelse, til han solgte den i 2017.
”Som læge i en solopraksis mærkede jeg ikke forandringerne på samme måde som andre læger. Mange af vores patienter nåede jeg at kende i 30 år, så vi havde en nær og tillidsfuld relation”, fortæller Karsten.
Han har sjældent følt sig stresset. Hanne derimod oplevede, at hun i de senere år fik mere og mere at se til som kliniksygeplejerske:
”Jeg havde svært ved at nå det hele til sidst. Opgaverne steg i takt med det voksende antal af kroniske patienter. Hvis vi havde fortsat i klinikken, tror jeg, det havde været nødvendigt at ansætte en klinikassistent mere”, siger hun.
Samtidig var kontakten med patienterne og forankringen i lokalsamfundet noget af det, som gjorde arbejdet som kliniksygeplejerske sjovt.
”Vi kørte begge ud på sygebesøg og havde på den måde en fælles kontakt med patienterne både i deres hjem og i klinikken. De kendte os begge to, men jeg tror, at det var de færreste, der vidste, at vi var gift”.
Den flydende grænse mellem arbejde og fritid var noget, Hanne satte stor pris på:
”Det har gjort hverdagen mere fleksibel og betydet, at vi har kunnet dele en masse ud over privatlivet. Kunne jeg vælge mit arbejdsliv om, ville jeg helt sikkert gøre det igen”.
De to har nu været pensionister siden i sommer, og i modsætning til andre ægtepar på pension har de ikke skullet vænne sig til at være sammen 24 timer i døgnet.
”Den del er vi vant til”, siger Karsten og griner.
Hannes hjælp i klinikken har aldrig været et spørgsmål om gratis arbejdskraft. Hun var ansat på samme vilkår som andre kliniksygeplejersker. Eneste forskel var, at de var gift. Men det mener han også er nok til at afskrække mange i dag.
»Samfundsindretningen har jo ændret sig en del i dag. Jeg har svært ved at forestille mig, at de unge læger ville trives med at arbejde sammen med deres ægtefælle på samme måde som os«, siger Karsten.
Hans råd til yngre læger, der overvejer almen praksis, er at hoppe ud i det:
»På trods af alle diskussionerne om vores overenskomst synes jeg stadig, at det er et attraktivt speciale. Arbejdet er alsidigt, og man har en enorm frihed til at tilrettelægge sin hverdag. Jeg har svært ved at forestille mig et bedre job«.
