»Vi holder af hverdagen«

Vestervig er en by i Thy med blot 658 indbyggere.

Her er ingen juicebar, speltbager eller tapasrestaurant. Men her er både hav, fjord, strand og skov i rigelige mængder. Dertil kommer Nordens største landsbykirke og lyden af trækkende gæs.

Og så er der Inge, Villy og Ove. Lægerne i Vestervig. Lægehuset, der ligger i byens udkant, er opført i 1974 i røde sten og adskiller sig set udefra ikke umiddelbart fra andre lægehuse.

Inden for passerer vi Lisbeth, lægesekretær igennem mere end 25 år. En patient har en halv time før lukketid ringet og forhørt sig, om han kunne få en tid i dag: »Det kunne han ikke. Jeg skal jo sikre mig, at de ældre læger holder længst muligt«, forklarer Lisbeth med et smil.

Villy Petersen er fyldt 71 år, Inge Nielsen fylder 70 år næste gang, mens Ove Petersen med sine blot 63 år er Lægehusets »unge mand«. De tre mødte hinanden, da Inge i begyndelsen af 1970'erne fik en midlertidig stilling på Thisted Sygehus, hvor hun blev kollega til de to lægebrødre, Villy og Ove. I 1974 rykkede Villy ind i det nybyggede lægehus på Vestergade 58, fem år senere kom bror Ove til, og i 1979 blev de suppleret med Inge.

Ove arbejder på fuld tid, mens Inge og Villy er her 25-30 timer ugentligt. Personalet tæller også et par deltidsansatte sygeplejersker og en laborant samt Oves datter, Astrid, der er vikar.

Hun har ikke mulighed for at overtage praksissen i Vestervig og har tidligere spurgt sin far, om ikke de sammen skulle købe en praksis på Vejlekanten. Men hverken Ove, Inge eller Villy er til at drive væk fra deres 4.700 patienter.

Læge for fem generationer

»Her er jeg jo ,konge i mit eget rige`. Vi husker alle vore patienters sygehistorier - vi har journalerne inde i vores hoveder«, siger Ove og fortsætter:

»Vi holder af hverdagen. Du kan sige, at det er en krampagtig og desperat fastholdelse af noget, der var engang. Men nej, vi forsøger at leve vores almindelige liv«.

Et i flere henseender ualmindeligt liv, idet lægehuset i nogen grad også fungerer som skadestue og socialrådgiverkontor, ligesom Inge, Villy og Ove også stiller op i patienternes hjem uden for kontortid.

Ove: »Det sørgelige er, at den erfaring vi tilsammen har ophobet, forsvinder sammen med os. Det er tragedien: At vi ikke har yngre læger, der kan tage over«.

Inge nikker:

»Vi er en institution her på egnen og kender patienterne i flere generationer. Hvis vi forlader posten, lader vi jo alle vores patienter i stikken. Og sidst, men ikke mindst: Vi kan simpelthen godt lide vores arbejde«.

Villy: »Ja, det er klart, at hvis et par yngre almenmedicinere var parat til at slå sig ned her, jamen så ville vi da vige. For os er det ikke primært et spørgsmål om at få vores praksis solgt, men mere om at få løftet den arv, som vi har opbygget igennem næsten 40 år«.

Forleden kom en ung pige ind i Villys konsultation for at få bekræftet, at hun var gravid:

»Hun spurgte mig indledningsvis, om det var rigtigt, at jeg også havde været læge for hendes oldemor, hvilket jeg kunne bekræfte. Så nu har jeg udsigt til at blive læge for femte generation af familien«.

Den udvikling, der er sket i almen praksis i de mange år Inge, Villy og Ove har virket, ses der på med en vis ... reservation.

Inge: »Vores praksis er nok lidt gammeldags - vi er ikke så strømlinede. Ting går så hurtigt i dag, og det kræver klart en større indsats af os at følge med. Der kommer en storm af guidelines, som måske ligner nogen, der ligner noget vi i sin tid lærte ...«.

Villy: »Som gammel knark kan man jo godt se lidt distanceret til meget af alt det nye. Det gælder mange guidelines og statistikker, der f.eks. viser, at hvis kolesteroltallet sænkes med 0,1 millimol, er der udsigt til en øget overlevelsestid på 24 dage - det kan godt virke lidt skørt. Det totale menneske - dets liv og vilkår - er af en helt anden dimension«.

Gensidig tillid

Ove vrænger ad, at de praktiserende læger i hans tid har fået højnet deres status.

»Vi er blevet specialister - fordi vi skulle være lige så fine som de andre speciallæger. Men jeg savner specialet 'internmedicineren'. Han er blevet ofret på specialiseringens alter. I dag kan du blive specialist i lillefingerens yderled, mens du ikke behøver at vide noget om resten.

Det, der har været allermest fascinerende, er at opleve, at en patient kommer ind i konsultationen og betror sit liv til en, og har tillid til, at vi kan finde ud af, hvad han fejler«.

Og tilliden er gensidig. For nylig modtog Ove Ugens Buket i Thisted Posten. Han var indstillet af en kvindelig patient, der med jævne mellemrum kommer for at få syet de skader, hun forvolder sig selv.

»Når jeg så kommer for at blive syet, tager han mig i hånden og giver mig et stort knus. Og så snakker vi om hans frugttræer ... Det ender altid med at han kommer med en pose frugt fra sin egen have ... Han har gjort en stor forskel i mit liv«.

Ove smiler, da vi bringer det på bane.

Ove, der i 25 år også var minkavler og i dag tillige er biavler og æbledyrker, skal tage sig af dagens sidste patient. En yngre kvinde, der skal have fjernet en fedtknude i armhulen. Der afsættes et kvarter til hver enkelt - en halv time, »hvis de beder om det«.

Ove: »Patienterne bliver mugne, hvis de undtagelsesvis skal vente tre dage på at kunne få en tid. De kan som regel få tid samme dag - det gælder også turister. Og vi holder stort set aldrig lukket«.

Inge ler: »Ja, alene åbningstiderne vil nok indebære en mærkbar forandring for patienterne, hvis der skulle komme nye folk til. Indimellem er der rygter i byen om, at en af lægerne stopper, og i flere dage kan vi så blive spurgt: ,er det nu, du holder`«, siger Inge, der for en del af patienterne stadig er »doktor Nielsen« eller »doktor Inge«.

Svampe og snepper

»Vestervig har ændret sig. Engang havde byen sit eget sygehus, apotek og dommersæde. Man havde en bedre borgerstand - nu har vi fået mange nomadefamilier«, siger Ove.

»Vores praksis ligger jo i det yderste af det yderste, og ja, jeg tror det skræmmer unge almenmedicinere, selv om alle de uddannelseslæger, vi har haft, har været begejstrede for at være her«, siger Villy.

På opslagstavlen i lægernes fællesrum hænger et billede af sidste års uddannelseslæge med både hund og svampekurv.

»Svampeforstand og at se mig skyde en sneppe er en del af uddannelsen her«, smiler Ove.

Dagens sidste patient er overstået. Ove skal hjem til den oksehalesuppe, han har brygget på i de seneste par dage. Men inden vi forlader lægehuset er der til akkompagnement af gæssene tid til endnu en refleksion.

Villy: »Man kan jo ikke virke i næsten 40 år uden at have foretaget fejlskøn. Det virker mere tyngende, jo ældre man bliver. Sådan nogle oplevelser er ikke rare at bære rundt på. Man kan komme så langt ud, at man sætter spørgsmålstegn ved sit eget virke, og det er frygteligt. Det sker ikke tit - men det sker«.

Vi forlader den nu tomme praksis.

I morgen er der atter en arbejdsdag for Inge, Villy og Ove.

Endnu en herlig hverdag ...