Vi kæmper for fagligheden

Jeg er blevet fyret, men lovet genansættelse på ændrede vilkår. Jeg siger nej tak!

Jeg kan ikke og ønsker ikke at drive praksis på de i loven skitserede vilkår, så jeg har deponeret mit dyrt indkøbte ydernummer. Jeg vil kæmpe for, at vi fortsat som ligeværdige parter udarbejder de forpligtende aftaler, vi skal arbejde efter. Ellers går det ud over patienterne, fordi vi har den lægefaglige indsigt i, hvordan behandlingen, plejen og kvaliteten kan forbedres.

Opnår man med loven det ønskede: en bedre og ensartet kvalitet i behandlingen af patienterne? Svaret er nej. Kommunerne leverer en dårlig kvalitet. Det er ikke usædvanligt, at man kan blive bedt om sygebesøg, fordi »en patient har blanke øjne og føles varm«. Der er langt imellem de klinisk gode beskrivelser af patienten, hvor der er målt puls, blodtryk, og temperatur. Der er ikke i den nye sundhedslov et eneste krav til kommunernes kvalitet. De skal ikke arbejde systematisk, ensartet og levere Datafangst. Lægerne vil heller ikke kunne stille krav til kommunerne i fremtiden, fordi vi ikke får tilstrækkelig faglig tyngde i de nye praksisplanudvalg. Derimod kan vi være sikre på, at kommunerne har mange ønsker om nye og flere opgaver til os.

Der er flere ting i lovforslaget, vi går ind for. Vi skal kode, følge vejledningerne og have datafangst. Men vi kan ikke tage flere opgaver inden for den samme ramme.

På 10-15 minutter kan vi: hilse på, samtale, afklæde, undersøge, diagnosticere, informere, registrere, henvise og notere i journalen. Der bliver, hvis loven vedtages, mindre tid til vores kerneydelse, som er mødet med patienten. Tiden til samtalen og dialogen med patienten er blevet væsentligt beskåret på sygehusene. Den utryghed det medfører, udløser mange konsultationer i almen praksis. Vi samler gerne op. »Lægen som medicin« er et stærkt undervurderet lægemiddel.

Vi har et stabilt fundament for at kunne være dem, patienterne læner sig op ad, når de er syge eller sårbare. Disse samtaler er afgørende for patienternes tryghed og helbredelse. Det er den tid, der bliver mindre af i fremtiden, hvis man flytter yderligere opgaver over i almen praksis, eller hvis kommunernes kvalitet ikke løftes.

Tilliden til regionerne er brudt. Et godt samarbejde forudsætter, at man møder hinanden med respekt og forståelse. Netop denne kultur var ved at vokse naturligt frem fra bunden i Odense frikommuneforsøg Integrated Care, og vi var langt fremme med en ny model for et mere integreret samarbejde kommuner, sygehuse og almenpraksis imellem. Dette står nu på standby.

Hvad skal der til for at komme tilbage på sporet, hvor vi talte om anerkendelse og gensidig forståelse?

SAS inddrog en mediator og gik fra en konfliktsituation til en løsningsorienteret model. I konfliktsituationer er der kun tabere. Samarbejde og dialog er den eneste vej.