Vi kan nu se fremad

Efter to års maratonforhandlinger om en ny overenskomst er vi endelig kommet i mål. Det skete, da PLO's repræsentantskab den 30. januar stemte ja til aftalen. Treogfyrre stemte for, to stemte imod, og fem stemte hverken for eller imod.

Det vil være forkert at se afstemningsresultatet som et udtryk for, at medlemmerne er voldsomt begejstrede for aftalen. Resultatet skal snarere ses som et udtryk for, at aftalen var den bedst opnåelige i en krisetid.

Jeg er dog alt i alt godt tilfreds med aftalen. For selv om den er økonomisk mager, giver den alligevel mulighed for at se fremad. Specielt er jeg tilfreds med tre elementer:

For det første går vi et stort skridt fremad i den faglige udvikling, når vi alle fremover ICPC-koder henvendelser om kronisk sygdom.

For det andet mener jeg, at datafangst vil blive et værdifuldt læringsredskab. Datafangst er efter min opfattelse langt det bedste bud på et it-baseret redskab, som i den enkelte klinik sikrer overblik over patientgrupper med kronisk sygdom.

For det tredje er indførelsen af det fælles medicinkort inden udgangen af 2011 et indlysende godt projekt. Et fælles medicinkort kan meget vel være noget af det mest betydningsfulde, som vil ske inden for patientsikkerhed i mange år.

Hvis vi ser lidt længere frem i tiden, er der to store udfordringer for almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen.

For det første er der flytningen af opgaver mellem sygehuse og almen praksis, som vi må følge tæt. Ikke fordi der er noget galt i at flytte opgaver, men fordi overenskomsten nu lægger loft over væksten i omsætningen. I de næste to år skal vi holde os inden for den samme årlige vækst, som vi har haft det sidste år. Vi vil holde nøje øje med, at der ikke sker en overvæltning af opgaver fra sygehusvæsenet - f.eks. på grund af besparelser og/eller omstruktureringer - til almen praksis. Det vil i en situation med økonomisk loft sætte almen praksis i en umulig situation og kan i værste fald udløse flytninger af opgaver den modsatte vej. Taberne bliver patienterne og sundhedsøkonomien.

For det andet er der det sammenhængende patientforløb for især kronikerne. Her er der brug den praktiserende læge som tovholder. Men patientforløbene bliver først velfungerende, når der er to, som er ansvarlige for at holde tovet. Det gælder både i forløb på sygehusene og i forløb i kommunerne. Der er mildt sagt plads til forbedringer begge steder. Sygehusenes kontaktpersonordninger scorer meget lavt i patienttilfredshedsundersøgelser, og kommunerne har vist ikke engang selv en illusion om, at medarbejderne har en tovholderfunktion. Hvis alle samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet accepterer at påtage sig at holde deres ende af tovet, når de får kontakt med patienten, i stedet for blot passivt at pege patienten i en ny retning, vil det være en af de vigtigste kulturændringer, vi kan foretage til gavn for vores patienter. »Det er ikke mit bord« hører hjemme i tjenervitser, ikke i sundhedsvæsenet.