Vi mangler en plan

Regeringens beslutning om, at kræft skal betragtes som en akut sygdom, er et meget stort fremskridt. Vi har som læger længe argumenteret for, at patienter, der får denne alvorlige diagnose, kommer hurtigere i behandling. Vi har også opfordret til, at det skal være lægefagligt begrundet, hvor hurtigt en patient kommer i behandling, og at patienterne skal have ret til en behandlingsplan, når de er blevet udredt. Nu beder man de faglige miljøer planlægge behandlingen, så de løfter, der bliver givet, kan holde. Det er forbilledligt.

De gode viljer på kræftområdet viser vejen for det, der er på vej til andre patientgrupper. Det er naturligvis ikke logisk, at der nu gives håndfaste garantier til én gruppe patienter med livstruende sygdom. Det skal udbredes til andre livstruende sygdomme, så vi ikke gentager miseren fra tidligere planer omkring kræft, hjertesygdomme etc., hvor man på den mest sympatiske vis forbedrer vilkårene for én patientgruppe, men uden en overordnet plan, så det i et eller andet omfang sker på bekostning af andre.

Den patientgruppe, der også denne gang risikerer at komme ud for forringelser, er gruppen af ældre og svagelige patienter på de medicinske afdelinger. Det er en patientgruppe i hastig vækst som følge af den demografiske udvikling. Det er en patientgruppe, hvor det har vist sig, at hurtig udredning, behandling og rekonvalesens er essentiel for helbredelse. I et system, der kører på fuld kapacitet, risikerer denne gruppe, der i forvejen ikke har den store bevågenhed, at blive nedprioriteret.

Befolkningen forventer, at vi prioriterer på et forsvarligt grundlag. Det vil sige et lægefagligt grundlag, så de sygeste patienter kommer først. I den sammenhæng viser garantien til kræftpatienterne vejen. Men det hænger ikke sammen med, at politikerne gennemtvinger en anden prioritering ved f.eks. at insistere på at gennemføre den generelle ventetidsgaranti på én måned eller de andre mere hovsaprægede beslutninger, som vi også denne sommer har set eksempler på.

Den faste ventetidsgaranti er alt for firkantet. Det, som er vigtigt for patienter, er, at de får en hurtig udredning, og at de derefter får en plan for, hvordan deres behandling skal forløbe. Der er mange lidelser, der snildt kan vente to eller tre måneder med at blive behandlet, og patienten er tryg ved at vente, hvis der er tillid mellem parterne, og der foreligger en behandlingsplan. Vi kan igen henvise til Norge, hvor det er en lægefaglig bedømmelse, der afgør, hvor hurtig behandling sættes i gang. Det har de rigtig gode erfaringer med.

Det bekymrende er, at der ikke er nogen overordnet plan for, hvordan sundhedssektoren får mulighed for at leve op til de løfter, der udstedes. Skal løfterne indfries, skal man naturligvis inddrage den private sektor og mulighederne for behandling i udlandet. Men de nuværende aftaler skaber en kunstig konkurrence mellem det offentlige og det private. Den konkurrencemæssige fordel, de private sygehuse har for øjeblikket, vil gøre det stigende vanskeligt for de offentlige sygehuse. Vi mangler en overordnet plan og nogle klare udmeldinger.