Vi ønsker mere opgaveglidning

Det skal stå lysende klart, at vi læger ønsker mere fart på opgaveglidning og -flytning i sundhedsvæsenet, og vi går ind til opgaven sammen med regeringen og regionerne og de andre faggrupper med et helt åbent sind. Der er gode faglige grunde til, at vi flytter opgaver mellem faggrupperne, og der er gode praktiske grunde i manglen på kvalificeret sundhedspersonale.

Vores udgangspunkt er, at opgaveglidningen skal være til gavn for sundhedsvæsenet og for patienterne, og det skal opfattes meget bredt. Det kan godt være til gavn for patienterne, at en faggruppe får mere ansvar i det daglige og derved større arbejdstilfredshed. Glade medarbejdere er gode medarbejdere, og det kommer patienterne til gode. Det kan også være til gavn for patienterne, at de indbyrdes relationer mellem faggrupper bliver bedre, at patienterne simpelthen skal møde færre medarbejdere, eller at behandlere bliver mindre stressede, fordi de får mindre skrivebordsarbejde.

Vi ser opgaveglidning som et nødvendigt og spændende projekt, der godt må være ambitiøst, og som skal handle om langt mere end den forkætrede ordinationsret. Men der må aldrig blive tvivl om, hvem der har behandlingsansvaret for en patient, og det er vores bekymring med den konkrete model for kliniske ekspertsygeplejersker, som sygeplejerskerne har fremlagt, og som beskrives i dette tillæg. Den betyder nemlig en ændring af ordinationsretten, og det vil sige en ændring af det entydige behandlingsansvar for patienten.

Den voksende gruppe af kronikere er blevet nævnt som en patientgruppe, hvor andre f.eks. kunne overtage ansvaret for medicineringen. Men kronikere er patienter med komplicerede medicinske problemstillinger, fordi de næsten altid fejler flere forskellige ting og får flere forskellige lægemidler. Hvis man ændrer doseringen af det 12. præparat, skal man også have forstand på, hvad der skal ske med de andre 11, og det kræver en viden, som normalt kun læger med den lange medicinske uddannelse har.

Denne usikkerhed er ikke til gavn for patienten, og de udenlandske erfaringer viser netop, at det kræver store bureaukratiske manualer at styre disse nye kunstige faggrænser for behandlinger, der hele tiden udvikles. Erfaringer fra USA viser også, at det er en glidebane, hvor der nogle steder er skabt usikkerhed om, hvorvidt det er en læge eller en sygeplejerske eller et blandingsprodukt, som patienten møder. Vi bør undgå denne udvikling og i stedet forstærke brugen af det udmærkede instrument, som vi allerede har i den danske lovgivning, der giver adgang til udstrakt delegation af opgaver. Vi kan komme meget længere ved at definere muligheder for rammeordinationer, kompetencer for ændring af medicin, omlægning af arbejdsgange ved undersøgelser og kontroller etc. Dette tillæg bringer en række gode eksempler.

Der er mange myter om opgaveglidning i sundhedsvæsenet. Tillægget til Ugeskrift for Læger, som du sidder med, punkterer nogle af dem. Også myten om, at der ikke finder opgaveglidning sted herhjemme. Der er rigtigt mange gode eksempler på, at det sker. Så godt. Nu kan vi komme videre på et oplyst grundlag, og fat det nu: Vi vil gerne videre, og vi vil gerne have mere opgaveglidning i sundhedsvæsenet.