Skip to main content

Vi opererer kun, når folk er ved at dø

Journalist Michael Lund, mic@lnd.dk, og journalist Signe Daugbjerg

8. nov. 2005
5 min.

Gertrude Cholwe er heldig. Godt nok er hendes betændte kejsersnit langtfra helet, selv om hun har ligget på hospitalet i en måned. Men hun har i det mindste sin mor til at tage sig af hende på hospitalet.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis hun ikke var her. Hun sørger for at skifte forbindinger og hente vand«, siger den 28-årige kvinde, der er indlagt på fødestuen på Zambias største hospital, University Teaching Hospital (UTM).

Fødestuen har plads til 38 patienter, og ofte er der kun en enkelt sygeplejerske på vagt, så slægtninge er en nødvendighed, hvis man vil have service på hospitalet. Egentlige læger kommer endnu sjældnere forbi.

Zambia er nemlig et af mange lande i det sydlige Afrika, der er hårdt ramt af lægemangel, fordi lægerne vælger at tjene penge i Vesten frem for at blive i hjemlandet. Konsekvenserne kan læses i statistikkerne: Zambia har i dag syv læger per 100.000 indbyggere, mens et land som Danmark har 366 læger per 100.000 indbyggere - og stadig taler om lægemangel. Hver anden fødsel i Zambia sker uden sundhedspersonale til stede, og hver tiende barn dør ved fødslen.

Patienter klager

På UTM arbejder i alt 3.000 zambiere, men kun de 1.000 er læger, sygeplejersker og »clinical officers« - en lynuddannet læge, der ikke kan operere eller har et specialområde. Hospitalet burde have dobbelt så mange læger og sygeplejersker, forklarer hospitalets vicedirektør.

»Personalet bliver kørt til grænsen, og det kan mærkes. En sygeplejerske skal tage sig af 50 patienter og skal uddele piller og tage temperaturer i et væk. Patienternes familier må klare ting som sengebade og rene forbindinger, og vi får mange klager fra patienter over, at personalet råber ad dem, ikke smiler eller har for travlt«, siger vicedirektøren, Dr. Teresa Kafula, som er uddannet gynækolog, og som selv har arbejdet fem år i England.

Vicedirektøren kan kun tilbyde sine sygeplejersker 1.500 kr. om måneden, mens en erfaren speciallæge højst får 6.000 kr. Hun forstår da også godt, at lægerne søger væk.

»Jeg har jo selv gjort det, men folk bør komme tilbage igen, når de har samlet nok erfaring og penge sammen. Zambia uddanner tæt på 80 læger om året i dag, og det burde være nok til at forsyne hospitalerne, men alt for mange tager til udlandet«, siger Teresa Kafula, der dog håber, at attraktive bolig- og billån til zambiske læger kan gøre op for den lave løn og få flere til at blive.

Ingen til at bedøve

I øjeblikket er sygeplejersker den største mangelvare i Zambia, da Storbritannien har haft mangel på sygeplejersker i lang tid - 40 procent af landets sygeplejersker blev sidste år hentet fra udlandet. Men lægerne er også hårdt savnet. Specielt anæstesilæger er blevet revet væk de senere år, og på UTH bliver operationer kun foretaget, hvis de er livstruende, da der simpelthen ikke er nok læger til at bedøve patienterne.

»Hvis folk har et brud på et ben, så opererer vi aldrig, da patienten ikke er i livsfare. Men det betyder jo, at mange må leve med misdannelser, som kunne have været undgået, og som kan have stor betydning i et land, hvor mange lever af fysisk arbejde«, siger Teresa Kafula.

Og UTH er endda heldige overhovedet at have læger til stede. Da Ugeskrift for Læger tidligere besøgte et missionshospital i det sydlige Zambia, var hospitalets ene læge på ferie, mens den anden var syg - dermed var et distrikt på 25.000 indbyggere helt uden kirurgiske læger i flere dage.

På UTH knokler læger og sygeplejersker med at nå igennem de mange patienter på de grå betonstuer.

»Det er hårdt. Vi kan ikke snakke med patienterne, og de får ikke altid en god behandling. En sygeplejerske burde ikke have 40 patienter alene«, fastslår fødestuens oversygeplejerske, Dorica Yamalezi, inden hun haster væk.

Gertrude Cholwe har affundet sig med den manglende service, og selv om hun sjældent snakker med sygeplejerskerne, synes hun, de virker flinke. Men hun er selvfølgelig også heldig overhovedet at være blevet behandlet.

I venteværelset til fødegangen sidder og står omkring 60 zambiere og venter på at blive tilset af en stresset »clinical officer«. Vi spørger, om vi må tage et billede af venteværelset.

»Vi vil ikke fotograferes; vi vil behandles«, lyder svaret vredt fra en kvinde med et barn i armene.

Fakta

Landet uden læger

Zambia er et af de lande i verden med færrest læger og sygeplejersker per indbygger. I 2004 alene stoppede 181 læger og sygeplejersker deres arbejde i den offentlige sektor for at arbejde i udlandet eller i den private sektor. Konsekvenserne kan ses i statistikkerne (med de danske tal i parentes):

  • Læger per 100.000 indbygger: 7 (366)

  • Etårige vaccineret mod mæslinger: 77 pct. (96 pct.)

  • Fødsler uden sundhedspersonale: 67 pct. (0 pct.)

  • Tuberkulosetilfælde per 100.000 indbyggere: 508 (6)

  • Spædbarnsdødelighed per 1.000 børn: 102 (3)

  • Forventet gennemsnitlig levetid: 37,4 år (77,1)

Kilde: UN's Human Development Report 2005

Megamøder om malaria

> Afrika

Hvert minut dør to afrikanske børn af malaria, mens sygdommen er under rimelig kontrol i resten af verden. Der er behov for en massiv indsats nu for at få kontrol over Afrikas store dræbersygdom, der anslås at koste kontinentet 80 milliarder kroner om året. Derfor skal ikke færre end 1.500 mennesker mødes til to megakonferencer i Yaoundé, Cameroun, i november. Den 13.-18.

november løber den 4. MIM (Multilateral Initiative in Malaria) panafrikanske malariakonference af stablen. Umiddelbart efter, den 18. og 19. november, afholder Roll Back Malaria-Partnerska-bet deres Global Partners Meeting. På de to stormøder skal verdens førende malariaforskere, politikere og sundhedsarbejdere diskutere fremtidens strategier for malaria - blandt andet status for malariavaccination samt brug af DDT i kampen mod sygdommen.

Mere information om konferencen og om malaria generelt kan findes på: www.mim.su.se og www.rollbackmalaria.org

Omskæring beskytter mod hiv

> Afrika

Mænd, som er omskåret, har 63% reduceret risiko for at blive smittet med hiv i forhold til mænd, der ikke er omskåret. Det er det opsigtsvækkende resultat af en randomiseret, kontrolleret undersøgelse af 3.000 sydafrikanske mænd. Bag undersøgelsen står det franske institut for aids-forskning (ANRS). En pressemeddelelse fra UNAIDS kalder resultaterne »særdeles interessante« men understreger behovet for yderligere undersøgelser. Charles Gilks fra WHO's hiv/ aids-program frygter, at studiet kan forlede mænd til at dyrke ubeskyttet sex, fordi de føler sig beskyttede, blot de er omskåret.

Læs mere på: www.medicalnews-today.com/medicalnews.php?newsid=28190