Vi risikerer at tabe fremtidens behandlinger

Vi oplever for øjeblikket nogle spektakulære gennembrud i forskningen og brugen af stamceller i sygdomsbehandlingen. Det er et forskningsområde, hvor vi i Danmark har haft og forhåbentlig stadig har et betydeligt potentiale. Men det er også et område, der af lidt uklare årsager har fået en stedmoderlig behandling, og derfor er ved at være nødlidende. Derved risikerer vi, at vi ikke i Danmark får umiddelbar adgang til en viden, der kan revolutionere fremtidens behandlinger.

Alarmklokkerne begyndte for alvor at ringe, da landets førende medicinalvirksomhed, Novo Nordisk, kort før jul besluttede at placere sin fremtidige stamcelleforskning i Sverige. Udviklingen af stamceller, der måske kan genskabe diabetikeres evne til at producere insulin, vil foregå på stamcellecentret ved Lunds Universitet, finansieret af et meget stort millionbeløb fra det danske firma og med viden fra et svensk laboratorium. Sverige har, i modsætning til Danmark, en national strategi for stamcelleforskningen. Det samme har Storbritannien. Den nye amerikanske administration har fjernet restriktionerne og netop åbnet for offentlig deltagelse. Kina, Singapore og Sydkorea satser massivt på stamcelleforskning.

Vi er naturligvis helt klar over, at vi lever i en globaliseret verden, og at alle ikke skal lave alting. Men vores politikere skal være bevidste om, at den viden, der udvikles, ikke vil være gratis. Den vil være brolagt med patenter. Hvis vi en dag får metoder, der kan behandle alzheimers, sklerose, hjerneskader, rygskader etc. ved hjælp af stamceller, så vil patienterne efterspørge det. Vi risikerer derved enten at skulle købe dyr viden fra udlandet til at lave behandlinger i Danmark, eller vi må sende patienterne til behandling i udlandet. Novo Nordisk' beslutning om at købe svensk viden er en dyster advarsel om dette. Tidligere er forskningsmillioner, der blev tilbudt til Danmark, også gået til Sverige, fordi vi ikke havde de nødvendige faciliteter.

Så sent som marts 2007 udarbejdede en forskergruppe et konkret forslag til en national strategi, der blev præsenteret for politikerne på Christiansborg. Den kan stadig findes på internettet, men intet er sket. Det er tilsyneladende et vist »etisk ubehag« ved forskningen, der holder politikerne tilbage. På det nuværende stade er det nødvendigt både at bruge embryonale og voksne stamceller i forskningen. Den danske lovgivning tillader forskning i embryonale stamceller, men kun, hvor der er tale om, at de bliver udtaget fra befrugtede æg, der bliver til overs ved fertilitetsbehandling. Den etiske indvending er, at dette er et fosteranlæg, man ødelægger.

Der er efter Lægeforeningens opfattelse ikke noget etisk problem i at anvende embryonale stamceller fra befrugtede æg, som ikke skal anvendes og derfor destrueres. Det er en vigtig pointe, at forskningen i embryonale stamceller forhåbentlig giver os så detaljeret viden om cellernes udviklingsmuligheder, at den embryonale stamcelle på længere sigt ikke er en nødvendig forudsætning for stamcellebehandling. Her må Danmark som førende forskernation være med. Vi har ikke råd til at lade være.