Vi skal have uafhængig lægefaglig rådgivning på centralt niveau

Lægeforeningen afholdt den 3. oktober 2005 et møde om »Lægefaglig rådgivning i fremtidens sundhedsvæsen«. Mødet havde en bred deltagerkreds, og oplægsholderne repræsenterede amtspolitikere, Kommunernes Landsforening, Sundhedsstyrelsen ved medicinaldirektøren, de videnskabelige selskaber, lægekredsforeningerne og Lægeforeningen.

Mødet gav anledning til en livlig, bred og faglig velfunderet debat, som bl.a. afslørede mange helt eller delvis ubesvarede spørgsmål vedrørende den faglige rådgivning, som Sundhedsstyrelsen skal varetage.

Vi kunne dog glæde os over den gennemgående holdning, at der fra både politisk og lægefaglig side efterlyses en seriøs og velfunderet sundhedsfaglig rådgivning af Folketinget, regionsrådene og kommunalbestyrelserne.

Et centralt emne i debatten var den administrative centralisme, som kendetegner den nye sundhedslov og strukturreformen. I denne del af debatten var der stor interesse for Sundhedsstyrelsens nye, centrale rolle. Hvad angår specialeplanlægningen får Sundhedsstyrelsen direkte bemyndigelse til at fastsætte krav til placering af lands- og landsdeldækkende opgaver på offentlige sygehuse, regler for visitation, evt. inddragelse af godkendelser, indhentelse af statusraporter etc.

Dette skal imidlertid ske efter høring i et nyt rådgivende udvalg for specialeplanlægning, der oprettes efter den nye sundhedslov § 207. I den forbindelse bliver bekendtgørelsen, forretningsordenen og proceduren for udpegningen af rådets medlemmer og formand derfor af stor betydning.

Netop garantien for uafhængig rådgivning blev påpeget af såvel amterne som Overlægeforeningen. De to parter udtrykte frygt for, at Sundhedsstyrelsen ville komme til at fungere som en faglig legitimering af den til enhver tid siddende regerings beslutninger inden for det sundhedspolitiske område. Derfor skal der være fuldstændig åbenhed i fremtiden om Sundhedsstyrelsens rådgivning og beslutninger, der vedrører den kliniske organisationsstruktur i regionerne. I den forbindelse får den lovbestemte repræsentation af de videnskabelige selskaber i rådene vedrørende specialeplanlægningen en central placering. Antallet af repræsentanter fra selskaberne og valgmetode er endnu ikke fastlagt. For at opnå en uafhængig rådgivning må det være et absolut krav, at de videnskabelige selskaber selv vælger medlemmerne til sådanne råd. Vi godtager ikke, at der foretages en udpegning via Sundhedsstyrelsen og/eller Sundhedsministeriet.

På mødet nævnte medicinaldirektøren, at det var Sundhedsstyrelsens opfattelse, at det rådgivende udvalgs formand burde repræsentere Styrelsen.

Vi deler bestemt ikke dette synspunkt, da det er hensigten, at den faglige rådgivning netop skal gå til Sundhedsstyrelsen. Medicinaldirektørens model er ikke acceptabel, fordi den betyder, at Sundhedsstyrelsen i realiteten rådgiver sig selv. Udvalget får kun den største troværdighed og dermed gennemslagskraft i offentligheden, hos de folkevalgte og sundhedsprofessionen, hvis det rådgivende udvalgs formand vælges i kredsen af fagpersoner, der er indstillet af de videnskabelige selskaber.

I vores påpegning af rådgivningens uafhængighed skal vi minde om, at Sundhedsstyrelsen er under instruktionsbeføjelse fra sundhedsministeren, jf. sundhedsloven § 212.

En styrkelse af Sundhedsstyrelsen på det medicinske område, som på nuværende tidspunkt er teoretisk, rejser også spørgsmålet om, hvorledes Sundhedsstyrelsen bør organiseres for at kunne varetage denne opgave. Hvilke kontorer og personalemæssige kvalifikationer bør findes i Styrelsen? Det må bl.a. være et krav, at der i langt højere grad ansættes fagpersoner med en betydelig klinisk og videnskabelig baggrund, hvilket forudsætter etablering af en række overlægestillinger. Et godt arbejdsmiljø i Sundhedsstyrelsen kombineret med åremålsansættelser vil sikre, at rekrutteringen til Sundhedsstyrelsen forbedres. Det vil fremme en rotation mellem det administrative og det kliniske arbejde, og det vil tillige sikre et praktisk kendskab i Sundhedsstyrelsen til det kliniske arbejde.

Vi forstår og accepterer nødvendigheden af, at politikerne fra tid til anden fravælger de givne lægefaglige råd som følge af en anden samfundsmæssig prioritering. Det må blot være en selvfølgelighed i vores demokratiske samfundsdebat, at de faglige præmisser er tilgængelige for offentligheden, således at de politiske fra- og tilvalg er åbenbare for offentligheden.