Skip to main content

Vi skal lære at håndtere et helt nyt kontaktmønster

Journalist Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

17. nov. 2005
2 min.

De fleste praktiserende læger kender det: Den meget oplyste patient, der bekymret fortæller om forskellige symptomer og smerter, men som i virkeligheden ikke fejler noget. Den raske syge, der har det psykisk dårligt på grund af angst for sygdomme, og hvor konsultationen godt kan trække ud.

»Vi har i forvejen forebyggelseskonsultationer, der er at regne som alle andre konsultationer«, siger formand for Fagligt Udvalg under P.L.O., Poul Brix Jensen.

»I takt med, at hele kontaktmønstret er ved at ændre sig, må vi naturligvis tilpasse lægernes arbejdssituation til disse nye forhold. Vi skal i vore overenskomster have synliggjort, at der kan være behov for nogle samtaler. Men det skal være noget aftalt, der rækker ud over selve konsultationen. Læge og patient skal sammen finde ud af, at det er en helt anden snak, der skal til, og på den måde bliver det noget systematisk ud over konsultationen.

Hvis den patient, der er bekymret for sit helbred og angst for at få sygdomme, også selv er motiveret for det, kan man således under konsultationen aftale et nyt møde, hvor netop denne bekymring er emnet. Til sådanne samtaler kan man forestille sig, at der overenskomstmæssigt fastsættes en tillægsydelse, også fordi det naturligvis er noget, der kræver særlig metodik at gennemføre«.

»Færre mentale vitaminer«

Poul Brix Jensen mener, at når det nu rent fagligt skal synliggøres, er det fordi, de bekymrede og angste patienter betyder nye opgaver, og fordi det er udtryk for en ny udvikling:

»Ja, det var jo ikke noget, jeg lærte om, da jeg for 30-40 år siden læste til læge. Men det er et meget vigtigt område, som læger er nødt til at behandle ordentligt. Det er jo dokumenteret, at hvis man føler sit helbred truet, bliver man også nemmere syg, simpelthen fordi, man har færre ‚mentale vitaminer‘. Derfor skal der være tid og plads til sådanne samtaler, og det skal vi også rent fagligt ruste os til«.