Skip to main content

Melvin Madsen har problemet med nyrepatienter, der desperat venter på en ny nyre, tæt inde på livet. Han er en af Danmarks førende transplantationslæger og overlæge på Skejby Sygehus. Alligevel vil han ikke være med til at tillade handel med organer: »Det er uetisk at løse vore egne problemer ved at hente organer fra fattige. De få undersøgelser, der er gennemført blandt fattige organdonorer, tyder alle på, at de har fortrudt deres handling, selv om de har fået en betaling, der forekom dem fyrstelig. Vi svigter disse mennesker, hvis vi tillader en handel, der udnytter, at de ikke har noget reelt valg, fordi de er fattige«.

Melvin Madsen understreger, at alle faglige sammenslutninger af transplantationslæger, i og uden for Danmark, er imod at tillade organhandel, og at det kan lade sig gøre at skaffe langt flere organer til transplantation uden at tillade handel med organer og uden at lempe gældende regler.

»Vi skal blive langt bedre til at udnytte organer fra afdøde og til at få organer fra pårørende. Erfaringer fra blandt andet Norge viser, at Danmark er bagefter, så der er et potentiale, som vi skal udnytte, inden vi farer til at ændre på de fornuftige regler, vi har«.

Melvin Madsen peger også på, at samfundet kan spare ganske mange penge ved en øget indsats for at skaffe flere donorer: »En svensk undersøgelse viser, at der samfundsøkonomisk spares 2 mio. svenske kr., når en patient i dialyse nyretransplanteres. Den besparelse kan sagtens finansiere kampagner for at få flere donorer«.

Sidste år fik kampagnen »Livet som gave« 152.000 danskere til at tilmelde sig donorregistret, der nu har omkring 425.000 tilmeldte. Kampagnen kostede 10 mio. kr., der kom fra erhvervslivet og private fonde.