Skip to main content

Vi skal turde tale med patienterne - også om døden

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

21. okt. 2011
2 min.



Hvilket andet speciale ville du skifte til, hvis det skulle være?

Almen praksis. Jeg kunne ikke tænke mig andet.

Hvornår gjorde du sidst en forskel som læge?

Jeg gør meget ud af cancerpatienterne - jeg synes, der er så mange i øjeblikket. Jeg håber, jeg gør en forskel, når jeg tør snakke med dem om, hvordan de har det, hvad de føler og tænker om fremtiden. Inklusive hvad der skal ske efter døden. Hende, jeg lige tænker på, er en 50-årig kvinde, som har en dødelig cancer. Vi har snakket om, hvad hun gerne vil nå, inden hun skal dø, og hvordan det kan planlægges. Det er vigtigt, at man tør være til stede, også når det gør ondt, og at man er opmærksom på patientens behov.

Hvilken læge har betydet mest for din faglige udvikling?

Min tidligere kompagnon, Kaare Strunk. På grund af hans engagement i sine patienter og hans vilje til at gøre alt, hvad han kunne for dem.

Hvad var mest interessant på arbejdet i går?

Det var en mindre operation, hvor jeg fjernede et xanthelasma (kolesterolaflejring, red.) på et øjenlåg. Det er normalt noget, man sender til øjenlæge. Men da vi har 60 km til øjenlægen, prøver vi at klare mest muligt selv.

Hvilken sundhedshistorie har senest gjort dig vred?

Jeg har været meget optaget af akutbehandlingen i Nordvestjylland, efter at man for flere år siden flyttede akutmodtagelsen for alle livstruende sygdomme - bortset fra neurologiske sygdomme - fra Holstebro til Herning. Det har jeg brugt en stor del af de seneste tre år på, og jeg har kæmpet mod regionen, ministre, diverse politikere og embedsmænd og Sundhedsstyrelsen. Placeringen af det nye sygehus i Gødstrup ved Herning bliver ikke ændret, og mine patienter vil derfor fortsat få 90 km til nærmeste akutmodtagelse. Som kompensation herfor har vi så fået »skadeserstatning« i form af en lægehelikopter og en akutlægebil i Lemvig.

Hvilken kollega har du senest glemt at rose?

Min nærmeste kollega, Viggo Kragh Jørgensen. Vi er sololæger, men har praksis i samme lægehus. Ham vil jeg gerne takke for et godt samarbejde.

Hvis du fik tre måneders ferie, hvad ville du så gøre?

Jeg ville bl.a. sørge for at få styr på mine løse projekter. Få læst nogle ting, både faglige og andre ting, som jeg ikke når i det daglige.