Vi svigter de unge læger

»Vi svigter de unge læger, når det handler om deres muligheder for forskning. Vi er for dårlige til at give dem tilstrækkelig løbende vejledning. Vi er for dårlige til at hjælpe med at konkretisere deres forskningsideer. Vi er for dårlige til at skaffe og hjælpe med at sikre de nødvendige rammer.«

Så klar er meldingen fra formand i Det Nationale Samarbejdsforum for Sundhedsforskning (NSS), Poul Jaszczak, der samtidig er næstformand i Lægeforeningen.

Udmeldingen kommer som reaktion på, at antallet af kliniske forsøg i Danmark rasler ned. Fra 2006 til 2010 faldt antallet af kliniske forsøg med lægemidler fra 336 til 226. Og særligt de industrisponsorerede forsøg er faldet. Og det bekymrer politikere, erhvervsliv og læger.

Forskning burde næsten være obligatorisk

»En vigtig del af det kliniske arbejde er at sørge for, at man som læge bliver bedre. Og det bliver man ved at lave udvikling og klinisk forskning. Det burde næsten være obligatorisk for uddannelsessøgende læger, at den forskningsansvarlige overlæge drøfter den yngre kollegas profil, hører hvilke forskningsønsker, der ligger i skuffen, og spørger til, hvad de har lavet, så der holdes fast i, at de også får tid og rammerne til den helt nødvendige forskningsaktivitet«, siger Poul Jaszczak.

NSS blev etableret af den tidligere regering i 2009 for at styrke samarbejdet og koordinationen mellem private og offentlige aktører.

Bedre tid tak

Poul Jaszczak efterspørger langt bedre tid for de yngre læger til forskning, mere individuel vejledning - ikke skemalagt til hvert halve år, men løbende i det daglige arbejde - og krav fra systemets side om, at skal man være speciallæge, skal man deltage i den faglige udvikling, og det sker ifølge Poul Jaszczak kun gennem forskning og kliniske forsøg:

»Måske er det lidt groft sagt, og måske får jeg lidt på puklen, men laver man slet ingen forskning og udvikling, så burde man nok ikke være på afdelingen. Kynisk sagt, så sikrer man altså kun en tidstro behandling og pleje, hvis man er interesseret i at arbejde med den nyeste viden og selv være med til at tilvejebringe den. På et hospital - som i et privat konkurrencepræget marked, hospitaler burde sammenlignes med - bør kun den eller det overleve, der klarer konkurrencen. Sådan bør det også være for medarbejdere«.

Kræftens Bekæmpelse er enig

Leif Vestergaard Pedersen, adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse, er helt enig:

»Jeg mener ikke, at vi skal starte med at afsætte tid til forskning. Vi skal i stedet forvente, at alle afdelinger er involveret i klinisk forskning. Alle bør engagere sig i, hvordan vi forbedre det daglige arbejde, så det også kan holde til et peer-review. Vi skal gøre os systematiske erfaringer og viderebringe dem til andre. Og der synes jeg vi svigter de yngre«, siger han og fortsætter:

»Hvis vi krævede, at der skete forskning på alle kliniske afdelinger, så ville tiden og opmærksomheden komme af sig selv. Jeg tror faktisk ikke, at det kræver mere tid, måske skal den bare omlægges«.

Ifølge Leif Vestergaard Pedersen er der ikke en modsætning mellem det øgede antal af patienter og behandlinger og så tiden til klinisk forskning. Mange læger påpeger, at det øgede arbejdspres de seneste ti år har gjort det svært at afse tid til forskning. Det mener Kræftens Bekæmpelse er en forkert slutning:

»Det systematiske arbejde med klinisk forskning ville bidrage til at få ryddet op i uhensigtsmæssige arbejdsgange og procedurer. Derfor skal antallet af behandlede patienter ikke ned«, siger han.

Unge læger skal ikke pakkes ind i vat

Ifølge NSS-formanden skal de yngre læger ikke »pakkes ind i vat«, men »pustes i nakken« til projektet kører.

»Forskerspirer skal lære at stå alene, men hjælpes. Det har vi alle en medansvar for«, siger Poul Jaszczak.

Tempoen på hospitalsafdelingerne er en af forklaringerne på, at Poul Jaszczak mener, at alt for mange yngre læger står alt for alene med deres forskning, eller aldrig kommer i gang. Derfor opfordrer han på alle niveau til, at der stoppes op og sikres bedre vilkår for forskningen og den kliniske afprøvning.

Kræv noget at vores ph.d.'ere

Antallet af lægelige ph.d.-forløb er eksploderet. I 2000 var tilgangen 300 læger, der opstartede et ph.d.-forløb. Ti år senere var det over 700.

Leif Vestergaard Pedersen fra Kræftens Bekæmpelse er godt tilfreds med, at flere læger får en systematisk forskeruddannelse. Men han mener, at systemet svigter lægerne, når ph.d.-titlen er i hus:

»Når man er færdig med ph.d.-forløb, så er det som om, vi opgiver ambitionerne på disse lægers vegne. Men vi har jo investeret både samfundsmæssige og personlige ressourcer i dem, så vi får udviklet en forskningskompetent person. Hvorfor forventer vi så ikke, at de forsætter med den kliniske forskning også fremadrettet«, spøger han.

Ikke godt nok

NSS-formand Poul Jaszczak er fyldt med anekdoter fra det virkelige liv, der bekræfter, at klinisk forskning ikke længere er noget, der prioriteres højt på afdelingerne - til hans store frustration:

»En yngre kollega spurgte på et tidspunkt professoren, om han ville hjælpe med en ide, som vedkommende havde. Professoren svarede, »jeg har ikke tid. Skriv en protokol, så skal jeg nok kritiserer den«. Det holder jo ikke, det er ikke på den måde, vi sikre forskning og udvikling på de danske hospitalsafdelinger«, siger Poul Jaszczak og fortsætter:

»En anden ondskabsfuld historie, der viser noget om, hvor vi er, fik jeg fra en kollega. Vedkommende havde skrevet en fin ph.d. og var blevet inviteret til udlandet, for at fremlægge resultaterne og modtage en pris for vedkommendes arbejde. Svaret fra afdelingen var, »det har vi ikke råd til, og vi kan ikke give dig den frihed«. Tak for kaffe. Det er jo rigtigt motiverende«.

I 2011 skete der en lille stigning i antallet af anmeldte kliniske forsøg i Danmark. Men ifølge Poul Jaszczak er det ikke så signifikant, at det kan bruges som dokumentation for, at den negative udvikling er vendt.

Fredag var der en høring på Christiansborg om kliniske forskning i Danmark, arrangeret af Dansk Erhverv og Lægemiddelindustriforeningen, hvor Poul Jaszczak og Leif Vestergaard Pedersen blandt andet var talere. Lars Igum Rasmussen var moderator.