Vi vil ikke »lære at leve med det«

Her tidligere på efteråret var der en større debat om pårørende, der blev pålagt begrænsninger i adgangen til - typisk - deres gamle forældre på plejehjem. Personalet følte sig overvåget og forulempet af alle de krav, der blev stillet om pleje, hygiejne og forplejning. En kommunaldirektør sagde i radioavisen, at vi må forberede os på flere af den slags sager, efterhånden som der kommer flere »nødvendige nedskæringer« i kommunerne. Underforstået: Beboerne må vænne sig til at leve i skidt og møg, for andet er der ikke råd til.

Den kommunaldirektør aner ikke, hvad klokken er slået. Og det gør personalet på plejehjemmene heller ikke, hvis de tror, at de slipper for kritik ved at udelukke de pårørende. Vi vil ikke findes os i dårlig behandling, hverken når det gælder os selv, eller når det gælder andre, der er afhængige af os, hverken børn eller gamle. I øvrigt er det en klassiker for personale, hvad enten de arbejder i børnehaver, skoler eller på plejehjem, at de konstant efterlyser større engagement hos de pårørende, og når de så får det, føler de sig på urimelig vis kikket i kortene og bliver mopsede.

Det gælder også læger. Læger i almindelighed kan ikke fordrage, at deres patienter har sat sig ind i, hvad de fejler, selv om de for et syns skyld måske hævder det modsatte. Læger, som bruger deres formidlingsevner til at fortælle om sygdomme og behandling i medierne, er det værste, andre læger ved. Jeg har som ordstyrer oplevet læger, der bogstaveligt talt fik fråde om munden, da et ungt menneske fra en helseportal på nettet forsøgte at forklare, hvordan portalen kunne gøre det nemmere for folk at få et begreb om, hvad de mon fejlede, og hvad der eventuelt kunne gøres ved det.

Jeg oplevede det for nylig hos min egen skønne læge, da jeg udviklede min omhyggeligt udregnede egendiagnose om nogle fodproblemer for ham. Han havde lige fortalt om sine spændende oplevelser på en international lægekongres i Sverige, og da jeg var færdig lagde han panden mod sine foldede hænder og sukkede: »Jeg skulle være blevet i Stockholm«. Men i virkeligheden sparer jeg jo både hans og min tid ved at have rede på forhistorien, og det viste sig også, at jeg havde ret. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre ved det, men det vidste han så. En på alle måder udmærket arbejdsfordeling.

For 20 år siden havde huslægen måske sagt til en kvinde på 65, at alderen bringer småskavanker, som man må lære at leve med. Men den går ikke i dag. I hvert fald ikke over for alle os, der insisterer på at vide, hvad vi kan gøre for at undgå skavankerne. Og som er villige til at gå til både kost- og motionsmæssige og alle mulige andre yderligheder for at bevare kontrollen over vores førlighed og fremtoning.

For nylig oplevede jeg på en lille græsk ø, hvordan alle enkerne går rundt i sort og gør, hvad der passer dem. De slæber fødderne efter sig, skælder ud og ræber sig ugenert, og det slipper de af sted med, fordi ingen - mindst af alle dem selv - betragter dem som kønsvæsener, knap nok som aktive deltagere i samfundet. Ved nærmere eftersyn kunne jeg konstatere, at mange af dem sandsynligvis var både ti og 15 år yngre end mig, de havde bare lagt enhver ambition om at fremstå velplejede og nutidige bag sig. På en måde forstår jeg dem godt. Der er en stor frihed i at stå af og lade stå til, og hvad skal det også til for, man bliver jo med årene usynlig alligevel.

Men den holder ikke vand. Hvis man vil mødes med respekt og tages alvorligt, så holder kampen for liv og helbred aldrig op. Og diagnosen »det må du lære at leve med« falder på stengrund hos en generation af mennesker, som altid selv har defineret, hvad de ønsker at finde sig i. Livstruende sygdom er én ting. Skavanker gør vi noget ved.

Og helt uden at opfordre til generationskrig vil jeg opfordre den kommunaldirektør, der taler om »nødvendige nedskæringer«, til at se lidt på demografien.

Det er os, der er flest af.