Videnskab som værktøj

To røde tråde går gennem Torben V. Schroeders virke: At få lægevidenskab omsat til praktiske færdigheder hos kolleger og studerende og at bidrage til et højt videnskabeligt niveau inden for forskning generelt og karkirurgi i særdeleshed. Trådene flettes nu via den videnskabelige chefredaktørpost på Ugeskrift for Læger.

Den 52-årige professor i kirurgi og karkirurgi ved Københavns Universitet og overlæge ved Rigshospitalets karkirurgiske afdeling er en af den internationale vaskulære verdens tunge drenge med en stor videnskabelig produktion bag sig og en post som chefredaktør for det højt specialiserede tidsskrift European Journal of Vascular and Endovascular Surgery.

Men Schroeder er også manden, der sammen med Charlotte Ringsted - nu chef for H:S' postgraduate medicinske institut - tog initiativ til at etablere Laboratorium for Kliniske Færdigheder ved Rigshospitalet med nordens første professorat i medicinsk pædagogik. Og i fakultetssammenhæng har han arbejdet intenst for, at alle læger skal have et praktisk greb om deres nye fag ved turnusstart. Det er ikke nok at kunne lærebogen. Man skal også »kunne« patienten.

Ikke så mærkeligt, at den nye leder af Ugeskrift for Lægers Videnskab og praksisredaktion med det samme kan sætte to mål op for sit kommende virke: Ugeskriftet som uddannelsesværktøj og Ugeskriftet som videnskabeligt fyrtårn i det store informationshav. Ikke så sært, at han allerede har et rigtigt kirurgslogan parat for Ugeskriftet: »K.U.T.« Kvalitet, Uafhængighed, Troværdighed.

Det er mere overraskende, at han starter interviewet med at placere Medicinsk Kompendium og Kirurgisk Kompendium oven på hinanden på skrivebordet. Men der er naturligvis en pointe:

Schroeder klapper det tunge bogtårn med respekt og en vis ømhed. Han har selv bidraget med flere kapitler til de agtværdige værker. »Men se engang på dem«, siger han og bladrer igennem de mange tusinde tætskrevne sider: »Hvordan skal man være sikker på at få fordøjet det væsentlige i det her?«

Schroeder besvarer selv spørgsmålet ved at lægge en langt mindre mindre og tyndere bog ved siden af: »Basisbog i medicin og kirurgi«. Den har han redigeret sammen med Svend Schulze, Jannik Hilsted og Jan Aldershvile som et forsøg på at indkredse kernecurriculum. Bogen er en stram, overskuelig, letlæst - og frem for alt ensartet - præsentation af det, man nødvendigvis skal kunne, når man starter i turnus.

Som al god pædagogik ser bogen nem ud. Men som enhver pædagog vil skrive under på, er det meget vanskeligt at gøre stof nemt, både kvanti- og kvalitativt.

»Det har da ikke været uden sværdslag at komme hertil«, indrømmer Schroeder. »Mange mente, at stoffet ikke var tilstrækkeligt - men kunne ikke rigtig pege på konkrete mangler. Vi understreger jo også, at dette er grundlaget. Den videbegærlige studerende skal og vil jo ikke begrænse sine studier til den. Men bogen er blevet et meget populært værktøj - også blandt for eksempel sygeplejersker«.

At skille det væsentlige ud. At skabe en solid platform for et praktisk virke. To væsentlige mål for Torben V. Schroeder. Han har som medlem af Studieplanudvalget og formand for Rigshospitalets Klinikudvalg været med til at forme den nye uddannelse. Herunder at skabe enighed om kernecurriculum. Schroeder er i dag formand for en følgegruppe, som skal holde øje med, at elementerne indføres i overensstemmelse med intentionerne.

»Vi har forkortet studiet med et halvt år og lagt mere vægt på praktiske færdigheder. Det har vist givet mig ry som én, der vil slagte basale fag som anatomi, hvad der absolut ikke er hensigten. Men der er behov for at udskifte en del af curriculum.

Det nytter ikke, at for eksempel anatomi opfatter sig som et fag, der skal læres fra A til Z, når mængden af viden stiger så eksplosivt. Der er jo grænser for, hvad vi kan tilegne os som paratviden, og det er vigtigt, at vi lærer de unge at ekstemporere. De skal kunne lærebogen på tværs af siderne, udrede en patient med ondt i maven, genoplive folk m.v. Mange lærte sig det under den gamle studieplan, men nogle manglede efter studiet de nødvendige praktiske forudsætninger for at fungere som reservelæge, herunder at kunne tale med patienterne. Jeg har således været med til at få skrevet kliniske færdigheder og kommunikation direkte ind i curriculum«.

Endnu en bog kommer på bordet: »Basisbog i kommunikation med patienter og kolleger«. Af Knut Aspegren, Anders Basby, Marianne Scheele, Klaus Witt, Svend Schulze - og Torben V. Schroeder.

»Bogen handler om kommunikation som praktisk værktøj i den kliniske hverdag: Anvisninger på at skrive en god journal, få en god dialog under stuegang osv.«

Det kunne lyde som om, du vil lægge større vægt på praksis end videnskab i dit redaktionelle arbejde?

»Man kan ikke skelne skarpt mellem de to begreber. Jeg opfatter undervisningsaspektet af Ugeskriftet som langt mere tungtvejende end rollen som budbringer af original videnskab. Men også undervisning skal jo være videnskabeligt funderet«.

Skal original videnskab så ikke publiceres i Ugeskriftet?

»Vi vil formidle videnskabeligt baseret viden, spændende danske og internationale forskningsresultater. Naturligvis også fortsat i form af originalartikler skrevet til Ugeskriftet, både af unge og mere seniore forskere. Ugeskriftet er et medie, hvor mange yngre træder deres første skridt ad den videnskabelige formidlings vej, og disse ,flyveøvelser` skal der være plads til.

En banebrydende artikel, som først har været bragt i New England Journal of Medicine behøver imidlertid ikke nødvendigvis at blive bragt uforkortet i Ugeskriftet. De færreste vil kunne forstå eller have glæde af detaljerne, hvorimod alle vil have glæde af et kondensat i mere tilgængelig form, gerne journalistisk bearbejdet - naturligvis med respekt for, at vi er et videnskabeligt tidsskrift, hvor den videnskabelige redaktion skal garantere og læserne skal kunne vurdere fagligheden og sagligheden. Det er en balance. Men jeg tror, at den vil være mulig og ønskelig at opnå i et nærmere samarbejde mellem bladets redaktioner, hvor vi lærer af hinanden og udnytter tidsskriftets samlede ressourcer bedre.

Et fælles område kunne være at sætte forskning i et bredere perspektiv - vel at mærke det rette perspektiv. Det er ofte et problem, at omverdenen drager mere vidtrækkende konklusioner, end de nøgne data kan bære. Visionerne må gerne komme med, blot det sker på en måde, så der skelnes klart mellem tro, håb og viden«.

Vi skal med andre ord forvente et bredere tidsskrift?

»Lægeverdenen bliver mere og mere specialiseret. Derfor vil det være fornuftigt, at Ugeskriftet har en vis bredde. Men der er elementer, vi under ingen omstændigheder skal give køb på. De er vores styrke, også udviklingsmæssigt. Jeg forsøgte forleden at sammenfatte dem. Det blev til ,K.U.T.` : Kvalitet, Uafhængighed, Troværdighed.

Når vi læser Ugeskriftet, skal vi kunne stole på, at indholdet er objektivt korrekt. Kolleger med forstand på de konkrete ting har læst artiklerne. Det borger for, at indholdet ikke strider mod sund fornuft, at originalarbejdet er forfatternes eget, og at der - så vidt det nu kan sikres - ikke er kommercielle motiver bag artiklerne.

Vi bliver jo i dagligdagen bombarderet med viden fra lægemiddelfabrikanter, udstyrssælgere og andre med særinteresser. De leverer ofte nyttig information, men den skal checkes. Konkurrencen i forskningsverdenen er også hård. Det sker, at en forfatter glemmer at kreditere medforfattere eller tredje parts materiale.

,Blåstempling` er en vigtig opgave. Cochrane udsender for eksempel efterhånden vældig mange reviews. Mængden er i sig selv et problem. Der skal en indsats til for at vurdere, om resultaterne nu også er klinisk relevante - altså om det virkelig er noget, der ,rykker`. Man kan jo godt påvise en statistisk signifikant gevinst, som ikke har den store værdi i praksis. Hvis man skal operere hundrede patienter med asymptomatisk carotisstenose for at undgå én apopleksi, er gevinsten marginal. Flere og flere Cochrane-reviews baserer sig også på ganske få undersøgelser. Ugeskriftet har efter min mening en rolle som ,vejleder` over for læserne på disse områder«.

Hvad ser du som dine vigtigste udviklingsområder?

»Først og fremmest mener jeg, at tidsskriftet halter på it-området. Heldigvis er der nu en udvikling på vej mod at bruge internettet bedre - herunder at integrere Lægeforeningens forskellige elektroniske tiltag, så der er lys forude. Vi skal gerne inden for en overskuelig fremtid nå frem til et produkt, som er brugervenligt og effektivt.

Det vil være meget vigtigt for mig, at bladets internetversion også har ,K.U.T.` Generelt kan nettet jo rumme uendeligt meget stof, men man skal ikke hælde ukritisk på. Det vil være oplagt, at man der samler kliniske procedurer, så man har adgang til dem fra en hvilken som helst computer, herunder PDA. Det vil være naturligt at vi får en rolle i den elektroniske udbredelse af »state of the art« og evidensbaseret medicin. Ugeskrift for Læger Online kan blive en slags avanceret lærebog.

Vi kunne også benytte nettets »ubegrænsede oplag« til at knytte de studerende nærmere til bladet - både som læsere og skribenter. De skal jo tegne fremtiden og kan i mange sammenhænge være et frisk pust. Jeg kunne for eksempel forestille mig, at man kunne offentliggøre udvalgte, større selvstændige opgaver på nettet.

Rent redaktionelt skal vi selvfølgelig også forsøge os med korte artikelversioner i bladet og længere eller mere udbyggede på nettet, men jeg er i tvivl om, hvorvidt læserne vil finde det attraktivt at skifte frem og tilbage mellem blad og net. Helt overordnet skal vi imidlertid have afklaret, hvad vi egentlig kan arbejde med på nettet og hvordan, før vi tager konkret stilling til udviklingen«.

Hvilke eksisterende elementer i tidsskriftet vil du bygge videre på?

»I årenes løb har temanumrene været klare højdepunkter for mig - og for mange læsere. Det er meget spændende at samle Ugeskriftets sagkyndige specialister og et større antal redaktører til at endevende et emne, og der kommer ,gemmenumre` ud af det. Vi har en virkelig styrke på det område, og jeg glæder mig til at videreudvikle det.

De kliniske procedurer er også et område med stort udviklingspotentiale. De har stor uddannelsesmæssig betydning og stor relevans for patientsikkerheden. Selvfølgelig kan man undersøge et knæ på mange måder, men hvis der nu kan identificeres én god og effektiv procedure, så lad os da bruge og udvikle den.

Jeg vil gerne understrege, at jeg starter på en utroligt god platform. Jeg har stor respekt for min forgænger Liselotte Højgaards arbejde, som jo blandt andet har bragt os ind i Vancouvergruppen, hvor lille Danmarks lægevidenskabelige tidsskrift er kommet i selskab med giganter som British Medical Journal og The Lancet«.

Der er offentliggjort et oplæg til Ugeskriftets fremtid. Hvad er dine kommentarer til det?

»Nu er der jo ikke lagt op til synderlige ændringer af Videnskab og praksis, men til et tættere samarbejde på tværs af bladet, og det er jeg som sagt meget positiv over for. Selvfølgelig skal Ugeskriftet fremstå som et sammenhængende blad i stedet for særskilte sektioner. Vi på Ugeskriftet kan have langt større glæde af hinanden. Det betyder, at vi alle skal ,give lidt`, men den samlede gevinst vil være større, og jeg er sikker på, at det vil gøre bladet mere populært blandt læserne«.

Med alle de aktiviteter - får du så nogen sinde set en patient - eller en verden uden kitler?

»Ja, jeg har en ambulatoriedag og går stuegang et par gange om ugen. Og jeg vil også gerne understrege, at mit familieliv med min hustru Lene og min datter og søn er selve omdrejningspunktet for mig«.