Videnskabelig redaktør: Det tangerer videnskabelig uredelighed

Den måde, som den globale medicinalkoncern Astellas - tidligere Yamanouchi - har håndteret processen omkring publiceringen af deres vigtige, videnskabelige artikel, tangerer videnskabelig uredelighed.

Det fastslår Ugeskrift for Lægers videnskabelige redaktør, professor Torben V. Schroeder.

»For at være forfatter på en videnskabelig artikel, skal tre kriterier være opfyldt: Man skal enten have været med til at designe studiet, indsamlet data eller have bidraget væsentligt til selve studiet. Man skal have været med til at skrive artiklen eller have kritisk revideret artiklen. Og man skal have godkendt den endelige version. I hvert fald det sidste kriterium er ikke opfyldt, og spørgsmålet er, om element nummer to er. Så er man ikke forfatter, og så er det ikke i orden, at selskabet sætter en persons navn på og sender artiklen ind til publicering«.

Hvordan vil du betegne den måde, som Astellas har grebet processen an på?

»Den er forkert. Det tangerer videnskabelig uredelighed«.

Astellas mener ikke, at de satte Gunnar Lose på den endelige artikel - de satte ham bare på et udkast, som de sendte ind til et tidsskrift. Og at han indtil selve offentliggørelsen havde god tid til at rette artiklen?

»Sådan spiller orgelet normalt ikke. Når artiklen sendes ind, skriver forfatterne normalt under på, at de opfylder forfatterkriterierne. Det gjorde han ikke. Det er ikke korrekt, at man efterfølgende kan rette op på det. Der kan jo godt være meget betydelig forskellige fortolkninger.«

Torben V. Schroeder er også medlem af gruppen af International Committee of Medical Journal Editors, som har udstukket de etiske retningslinjer, som en række af verdens mest fremtrædende videnskabelige tidsskrifter optager artikler efter; heriblandt The Lancet, Annals of Internal Medicine, JAMA og BMJ.

Hvad mener du om, at Astellas sætter Gunnar Lose på som forfatter?

»Det er meget velkendt, at de er meget interesserede i at få toneangivende klinikere med på sådanne artikler, og der er talrige eksempler på ghost authorship, hvor en ansat fra firmaet fremsender det til professor dillerdaller, hvis mening er højt skattet, selv om vedkommende måske højst har rettet et par kommaer. Det vides med sikkerhed at foregå. Ærlige mennesker sender det naturligvis tilbage. Men alene det forhold, at vi kender flere eksempler på, at firmaer har forsøgt, gør, at det er selvfølgelig ikke i orden, at de har sat ham på. Og jeg forstår fuldt ud, at han bad om at blive slettet som medforfatter«.

Så er der hele diskussionen om hvem, der har adgang til rådata. Gunnar Lose bad tidligt i forløbet om en forsikring på, at han fik adgang til rådata, og selskabet sendte ham det, han mener er en kontrakt på, at han som minimum ville få adgang til en klinisk forsøgsrapport. Astellas mener ikke, at det er en kontrakt men blot et stykke papir. Hvad skal man lægge i det?

»Der er en aftale - om det er en kontrakt eller et stykke papir - det er underordnet. Det er det, der er indgået. Hvis der står på et stykke papir fra deres side, at man gør study report tilgængelig, så er det klart brud på de aftalevilkår, at de så alligevel ikke gør det forud for offentliggørelsen«.

Bør man som forfatter have adgang til rådata?

»Personligt vil jeg synes, at det må være et ultimativt krav, før man skriver artiklen. Der er potentiel mulighed for fusk, hvis det kun er firmaet, der får adgang til rådata. Hvem skal udvælge de data, der skal analyseres? Hvem skal udvælge de data, som skal præsenteres? Vi ved jo, at der er nogle resultater, som firmaerne hellere ser offentliggjort end andre. Det kan ikke være rigtigt, at et firma skal skalte og valte med, hvad skal offentliggøres. Der kan være konkurrencehensyn med selve opskriften - men resultaterne - der må firmaet ikke være dem, der har det endelige ord. Så min personlige holdning er helt klart, at selvfølgelig skal rådata være tilgængelige for forfatterne«, siger Torben V. Schroeder.