Skip to main content

Vigtigt nyt på attestområdet

Attestudvalget

31. okt. 2005
4 min.

Moms på lægeerklæringer

Som meddelt i Ugeskrift for Læger den 29. november 2004 er langt den overvejende del af lægeerklæringerne med virkning fra 1. april 2005 blevet momspligtige. Momspligten gælder lægeerklæringer, der afgives med henblik på, at andre kan træffe en beslutning. Momsfrie er lægeerklæringer afgivet med det formål at beskytte, fastholde eller reetablere en persons sundhedstilstand. Til sidstnævnte kategori hører f.eks. Helbredsattest ved natarbejde og Lægeattest ved arbejde med ioniserende stråling. Hvis f.eks. et lokalcenter i kommunen anvender LÆ 125 Statusattest til indhentning af helbredsoplysninger til brug for tilrettelæggelse af plejen, vil attesten i denne sammenhæng være momsfri. Som hovedregel er LÆ 125 Statusattest i lighed med de øvrige LÆ-attester omfattet af momspligt, idet oplysningerne anvendes af kommunen til at træffe beslutning om en social ydelse.

Læger har pligt til at lade sig momsregistrere, når det er åbenlyst, at omsætningen på området overstiger 50.000 kr.

Hidtil er den overvejende del af attesterne blevet honoreret uden fremsendelse af regning fra lægen. Denne procedure kan ikke anvendes fremover.

På grund af momspligten vil det fremover være nødvendigt, at læger udsteder og medsender regning på lægeerklæringen, og det skal af regningen fremgå, om der er tillagt moms. Der vil ofte for modtageren være behov for, at regningen er specificeret, så momsbeløbets størrelse fremgår.

Elektronisk faktura

Som meddelt i Ugeskrift for Læger den 24. januar 2005 er det fra Økonomistyrelsen meddelt, at fakturering af attesthonorarer kan foregå som hidtil, for så vidt det drejer sig om attester omfattet af en attestaftale med stat, amt eller kommune.

Hvis der sendes en attest til det offentlige, som ikke er omfattet af en attestaftale, vil der være krav om elektronisk faktura. Det betyder for lægen en ekstra administration at skulle fremsende regningen via et »Læs-Ind-bureau«, og det er heller ikke nogen rar tanke at levere helbredsoplysninger (via atte-stens navn) til andre end den, der skal modtage lægeattesten.

Der har vist sig et specielt problem vedrørende Lægeer-klæring om Uarbejdsdygtighed, hvor bl.a. amter og kommuner har returneret regningen til lægen med henblik på efterfølgende fremsendelse af regningen via et »Læs-Ind-bureau«. En alternativ løsning på problemet kan være at opkræve attesthonoraret direkte fra den sygemeldte, som efterfølgende vil få beløbet refunderet hos arbejdsgiveren.

Honorering af dagpengeattester

Det har gennem mange år været således, at Sygesikringen betalte konsultationshonoraret i forbindelse med udstedelse af LÆ 205, LÆ 215, LÆ 225 og LÆ 235. Ved fornyelse af aftalen om Socialtlægeligt samarbejde i 1998 blev det noteret som en forudsætning for de aftalte honorarer for de nævnte attester, at Sygesikringen betalte konsultationshonoraret.

Sygesikringens Forhandlingsudvalg har imidlertid via Praktiserende Lægers Organisation meddelt, at ordningen ikke kan videreføres, og derfor har Attestudvalget måttet tage honoreringsspørgsmålet op med KL, Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Der er herefter foretaget en ændring i den Socialt-lægelige samarbejdsaftale, hvorefter kommunen skal betale for konsultationen under forudsætning af, at der ikke i forbindelse med undersøgelsen er foretaget noget behandlingsmæssigt med honorarkrav til sygesikringen på det sygdomsområde, som dagpengeattesten vedrører. Der henvises i øvrigt til oversigten vedrørende de nye attesttakster.

Eksempel 1: Patient sygemeldt på grund af lændesmerter. Bestiller tid med henblik på LÆ 215. I tilslutning hertil påpeger patienten forværring af smerterne. Efter undersøgelsen ændres smertebehandlingen.

Honorarer: Regning til Sygesikringen for konsultation. Regning til kommunen for LÆ 215 uden konsultationshonorar.

Eksempel 2: Patient sygemeldt på grund af lændesmerter. Bestiller tid med henblik på LÆ 215. I tilslutning hertil anmoder patienten om at få kigget i ørerne, fordi hørelsen er dårlig. Der foretages fjernelse af ørevoks.

Honorarer: Regning til Sygesikringen for konsultation og fjernelse af ørevoks. Regning til kommunen for LÆ 215 med konsultationshonorar (da konsultationen for sygesikringens regning havde andet formål, end det LÆ 215 omhandlede).

Eksempel 3: Patient sygemeldt på grund af lændesmerter. Bestiller tid med henblik på blodtrykskontrol. I tilslutning hertil anmoder patienten om at få udfyldt LÆ 215, som er modtaget i posten samme dag. Lægen finder tidsmæssigt mulighed for at klare begge dele. Der foretages ikke noget behandlingsmæssigt vedrørende lændesmerterne.

Honorarer: Regning til Sygesikringen for konsultation. Regning til kommunen for LÆ 215 med konsultationshonorar (da konsultationen for sygesikringens regning havde andet formål end det LÆ 215 omhandlede).