Skip to main content



Patienter, der nægter at tage tøjet af for at blive undersøgt. Som ikke vil give hånd eller modtage blodtransfusion. Eller som kræver at blive tilset af en anden læge.

Religiøse særkrav kan rumme kimen til misforståelser, frustrationer og konflikter, hvis de ikke bliver håndteret hensigtsmæssigt. Men det danske sundhedsvæsen har en lang tradition for at takle religiøse hensyn så smidigt som muligt, og det er formentlig årsagen til, at de ikke udgør noget væsentligt problem herhjemme.

Sådan lyder i hvert fald meldingen fra læger og forskere flere steder i landet:

»Vi har faktisk aldrig problemer i den retning, siger ledende cheflæge på fødegangen på Hvidovre hospital«, Peter Hornnes:

»Hvis der er nogen, der for eksempel gerne vil have en kvindelig læge, så ordner vi det som regel i mindelighed. Det kan gå begge veje, der er også patienter, der ikke ønsker at blive undersøgt eller behandlet af personale med tørklæde, og så forsøger vi også at imødekomme det«, siger han.

I forrige uge var der en lidt ubehagelig situation, fordi man blev nødt til at lægge to familier ind på samme stue på barselsgangen, en dansk og en pakistansk. Men den danske familie lavede så meget postyr, at man blev nødt til at flytte den pakistanske familie til et andet rum. Men den slags konflikter er heldigvis sjældne, siger han.

Hos de praktiserende læger er meldingen den samme:

»Vi har altid haft den holdning, at vi er to mænd og to kvinder i klinikken, så patienterne kan som regel vælge - men hvis der er tale om noget akut, må de tage den læge, der er, og ellers må de gå igen. Men det er flere år siden, vi er stødt på den slags problemer«, siger Søren Overbeck fra sin klinik i Århus, hvor en stor del af patienterne kommer fra det indvandrertætte område i Gellerup.

Det er et gammelt og grundlæggende princip i Danmark, at patienter selv vælger deres praktiserende læge, blandt andet ud fra kriterier som køn og alder, så det er meget sjældent, at der opstår konflikter, siger Lise Dyhr, der har 80 procent indvandrere og flygtninge blandt sine patienter i Brøndby Strand. Hun arbejder desuden ved Forskningsenheden for Almen Praksis ved Københavns Universitet, hvor hun især har undersøgt indvandrernes møde med det danske sundhedsvæsen.

»Jeg spørger ikke mine patienter om religion, hvis det ikke har betydning for min behandling. Hvis jeg har en mandlig patient, der ikke vil undersøges, prøver vi at finde nogle praktiske løsninger. Nogle er for eksempel generte, og det skal man tage hensyn til, men så må man snakke sammen og finde frem til, at man måske kan nøjes med at afdække det, der skal ses. Jeg er selvfølgelig nødt til at se de dele af kroppen, og det kan patienten jo godt forstå. Jeg har også patienter, hvis kroppe er helt tildækkede af tøj og der får jeg da lov at se det, jeg skal«, siger Lise Dyhr og fortsætter:

»Det handler i høj grad om, hvordan man selv farer ud. Jeg har én gang stået og flagret med en hånd, der ikke blev taget - men som regel fornemmer man jo på hinanden, hvordan det er. Det er jo ikke alle patienter, jeg giver hånden. Nogle får et klap på skulderen og nogle vil helst have, at man siger De«.

Uønskede hensyn

Man vil formentlig kunne finde eksempler på muslimske kvinder, der ikke vil behandles af en mand, ligesom der også må ligge nogle konkrete udfordringer, når det drejer sig om behandling af omskårede indvandrere, mener cand.scient.san.publ. Maria Kristiansen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Hun har lavet en del kvalitative undersøgelser af etniske minoriteter og sundhedsvæsenet, blandt andet blandt kronikere i Tingbjerg og Mjølnerparken ved København, men er ikke stødt på alvorlige kulturelle eller religiøse konflikter.

»Patienterne stillede ikke krav om, at personalet tog religiøse hensyn, men der var et stort ønske om, at de kendte til deres sociale situation«, siger hun.

Nogle læger oplever, at indvandrerpatienterne forventer, at de optræder mere autoritært, men det kan også hænge sammen med, at de tilhører socialt udsatte grupper, hvor man generelt har svært ved selv at tage ansvar for egen sygdom og behandling, men forventer at det sørger lægen for.

Maria Kristiansen er ved at færdiggøre en ph.d.-afhandling om kræftpatienter fra forskellige etniske grupper. Undersøgelsen viser blandt andet, at de etniske patienter er lige så tilfredse med personalet, som de danske patienter er. Men personalet er ofte usikre på, hvordan de skal komme de religiøse hensyn i møde:

»En af patienterne var en ung muslimsk kvinde, der havde brystkræft og skulle i strålebehandling. Det gav stor bekymring hos personalet, fordi man ikke kunne skaffe en kvindelig læge. Men kvinden havde slet ikke bedt om det, og hun var rigtig ked af, at det skulle gøres til et problem«, siger Maria Kristiansen og fortsætter:

»Man ser rigtig tit, at den store opmærksomhed om religion kommer til at fylde for meget og giver anledning til usikkerhed, især fordi man ikke får spurgt patienten, hvad han eller hun ønsker. Man antager noget og glemmer, at de etniske minoriteter består af forskellige mennesker med forskellige baggrunde og behov«.

Ghetto-krav

For at komme på Socialministeriets ghettoliste skal et boligområde opfylde følgende:

Ved områder med en høj andel af personer uden for arbejdsmarkedet forstås

fysisk sammenhængende almene afdelinger med

1) mindst 1.000 beboere og

2) mindst 40 pct. af beboerne i alderen 18-64 år uden for arbejdsmarkedet.

eller med

1) mindst 5.000 beboere og

2) mindst 30 pct. af beboerne i alderen 18-64 år uden for arbejdsmarkedet.

Reference: http://ghettoisering.sm.dk/komb-udl/Documents/kombineret-udlejning-okto…