Voksende medicinalpriser i USA har ingen økonomisk berettigelse

BOSTON - Familielæge Marna Sternbach i Philadelphia er begyndt at undre sig over gentagne besøg fra den farmaceutiske gigant Pfizers salgsagenter. På det seneste har fem forskellige sælgere henvendt sig i kontortiden. Én af dem ventede 45 minutter i klinikkens køkken med en mexicansk tacos-frokost, som hun havde bestilt til Dr. Sternbach.

Pfizers salgsagent havde et spørgsmål. »Betaler Deres patienters forsikringsselskaber for Pfizers nye smertestillende tabletter Bextra og Celebrex?« Dr. Sternbachs svarede bekræftende. Okay, ville hun så gerne underskrive en formular, hvori hun formelt accepterer at have modtaget flere kartoner gratis Bextra og Celebrex-piller? Ja, det var i orden. Lægen åbnede køleskabet og lagde de salgspromoverende piller ind blandt stakke af andre gratis lægemidler.

Denne historie blev fortalt af Wall Street Journal i midten af juni for at illustrere en ting: Den farmaceutiske industri i USA spenderer hvert år 12 mia. dollar på at sende 90.000 salgsagenter ud til læger, klinikker og hospitaler landet rundt. Antallet af sælgere vokser, fordi det har vist sig at være en langt mere effektiv og billigere metode at promovere lægemidler på end reklamer i tv og blade.

Det stigende antal salgsbesøg er begyndt at genere amerikanske læger.

Det skærer tiden ned med patienterne. På nogle klinikker er man begyndt at smide sælgerne på porten, hedder det.

Men den amerikanske erhvervsavis nævner ikke en anden interessant omstændighed. »Det er et frygteligt korrupt system. Læger burde vide bedre.

De lader sig bestikke af medicinalindustrien til at udskrive recepter på deres medikamenter. I grunden bliver lægerne hyret af selskaberne til at fremme deres produkter,« siger Dr. Marcia Angell til Ugeskrift for Læger.

Hun underviser i socialmedicin på Harvard Medical School i Boston og er forhenværende chefredaktør på The New England Journal of Medicine.

Dr. Angell skrev fornylig et opsigtsvækkende essay i bladet The New Republic sammen med Dr. Arnold S. Relman, professor emeritus i social medicin på Harvard, hvor de beskyldte den internationale farmaceutiske industri for at føre de amerikanske forbrugere bag lyset.

De voksende priser på de mest almene og udbredte medikamenter, de såkaldte block-busters, skulle ifølge forfatterne være langt højere end berettiget af produktionsomkostninger.

Offentlig forskning

Industriens velkendte argument, at en stor del af indtægten fra block-buster-piller går til forskning og udvikling af nye lægemidler bliver gennemhullet af de to forskere. De påviser nemlig, at størsteparten af nyudviklede medikamenter bliver opdaget og afprøvet af offentligt finansierede institutioner som National Institute of Health og universitetshospitaler.

Angell og Relman henviser til et studie offentliggjort fornylig i tidsskriftet Health Affairs, hvori man fandt, at kun 15 pct. af videnskabelige artikler citeret ved ansøgning om patent på nye lægemidler refererer til forskning og udvikling foretaget af medicinalindustrien. Til gengæld står højere læreranstalter for 54 pct. og forbundsstaten for 13 pct. Resten dækkes af offentlige og non-profit institutter.

»I de sidste årtier er betydningsfulde og nyskabende lægemidler blevet opdaget af NIH og universiteters forskningslaboratorier, der modtager tilskud fra staten. Med nogle få undtagelser har medicinalindustrien ikke investeret midler beregnet til forskning og udvikling i grundforskning og opdagelse af ny medikamenter. I stedet er deres ressourcer blevet viet den praktiske anvendelse af nyopdagede lægemidler og på udvikling af nye versioner af stoffet,« peger de to forfattere på.

Dr. Angell uddyber over for Ugeskriftet: »De amerikanske forbrugere er ikke klar over, hvordan det hænger sammen. Deres indtryk er et partnerskab mellem industrien og skattefinansieret forskning, som gavner patienterne. Sådan bliver det også fremstillet af akademikere. Men når man tager nye lægemidler nøjere i eftersyn - som f.eks. det nye Gleevec til behandling af leukæmi - melder det relevante spørgsmål sig: Kunne det have været billigere?«

»Industrien udvikler flere og flere meningsløse variationer på populære lægemidler for at øge deres profit. Det kan ikke passe, at de amerikanske forbrugere på denne måde skal finansiere udviklingen af efterhånden få nyskabende medikamenter som Gleevec,« siger Marcia Angell.

Hvorfor stiger priserne på medicin så voldsomt i USA og mere end i andre lande?

»Svaret er enkelt. Selskaberne kan sætte den pris, de ønsker. Det kan man ikke i andre lande. Her i USA kan de annoncere direkte til forbrugerne på en meget direkte facon og gå til læger og hospitaler og bestikke dem. Det fænomen tror jeg ikke er nær så udbredt i andre lande. Det forudsigelige resultat er, at flere amerikanere køber medicin, hvorfor priserne går op. Der er fri prisdannelse.

De såkaldte block-busters som Claritin (mod høfeber og nu mulig at købe uden recept, red.) omsætter for over 500 mio. dollar om året. Priserne stiger hele tiden. I øjeblikket koster 10 Claritin-piller 12,99 US-dollars. I de sidste fem år er prisen blevet sat op 13 gange og steget med 28 pct. - langt mere end inflationen. Schering-Plough reklamerer med, at Claritin ikke virker søvndyssende. Forklaringen er, at antihistamin-indholdet er så lavt, at Claritin lige så godt kunne være en narretablet.

Det er en skandale, at forbrugerne ikke er orienteret om disse dyre quasi-narretabletter. Federal Drug Administration er udmærket klar over dette forhold. Deres opfattelse er, at det ikke kan være uetisk at godkende f.eks. Claritin til håndkøb, når den er uskadelig.«

Medicinalindustrien svarer, at det koster 800 mio. dollar at udvikle hvert nye lægemiddel, inklusive udgifter til alle de blindgyder forskningen støder ind i?

»Det er en vild overdrivelse, fordi det tal kun refererer til få nye og meget dyre lægemidler. Det første tal selskaberne kom frem til var 400 mio. dollar i forskning, udvikling, afprøvning etc. Men den sum fordoblede de med det tvivlsomme argument, at de 400 mio. dollar kunne være blevet til 800 mio. dollar, hvis selskaberne havde investeret pengene andetsteds, f.eks. i aktier. Det er, hvad man i økonomisk teori kalder opportunity costs.

Men selv 400 mio. dollar er et forkert tal. Det er nemlig før selskaberne betaler skat af deres omsætning og udgifter til f & u er skattefrie. Det bringer beløbet ned på 266 mio. dollar. Den korrekte beregningsmetode er imidlertid at dividere antallet af nye lægemidler, der kommer på markedet, op i industriens samlede udgifter til f & u. Det giver et facit på 100 mio. og ikke 803 mio. dollar.«

På den anden side skal industrien udbetale dividender og den hårde konkurrence gør det nødvendigt at investere meget i marketing?

»Jamen, selskabernes profitmargin er enorm høj. Samtidig går 35 pct. af deres indtægter til marketing, mestendels til det enorme sælgerkorps og til tv-reklamer. Udgifter til forskning og udvikling udgør kun 15-17 pct. af indtægterne. De kunne sagtens slække lidt på deres profit og marketing og opnå plads til at sænke priserne på medicin.

Alle store farmaceutiske koncerner handler ud fra samme kyniske overvejelser. Uagtet deres nationalitet anser de USA for det store profitcenter. Okay, i andre lande har man også stor indflydelse over, hvilken medicin der bliver udbudt på markedet. Men USA er det Vilde Vesten. Her kan de sælge hvad som helst og til den pris, de ønsker.«

Korrumperende

Fornylig hed det, at Harvard Medical School vil slække reglerne for forskeres engagement i og samarbejde med den private sektor. Indtil nu har en forsker kunnet investere op til 20.000 dollar i et selskab, som finansierer forskning i et universitetslaboratorium. En anden regel er, at forskere højst må acceptere 10.000 dollar i rådgivningssalær pr. år. Hvad mener De om det?

»Det er en skandale. Der er ikke nogen rational årsag til, at Harvard investerer i selskaber, hvis produkter bliver afprøvet i laboratorier. Harvard er kun ude på at tjene penge. Selvfølgelig skal vi samarbejde med medicinalindustrien og det er i orden, at selskaber giver tilskud til institutioner, som afprøver deres produkter. Men herefter bør de blot vente på resultatet. Det er uetisk, at selskaberne er med til at bestemme, om en undersøgelse bliver offentliggjort. Det kan ikke passe, at forskerne investerer i selskaberne, bliver private konsulenter og betales for at give taler på deres vegne. Det korrumperer.«

Fakta:

I 2001 havde den farmaceutiske industris brancheorganisation et budget på 127 mio. dollars til at føre lobbyvirksomhed. I 2003 forventes beløbet at stige til 150 mio. dollars. The Pharmaceutical Research and Manufacturers of America oplyser, at 16 mio. dollar vil blive brugt i 2003 til at standse et lovinitiativ i delstaten Ohio, som har til formål at sænke medicinpriser for fattige og folk uden sygesikring. Det hedder også, at 17,5 mio. dollar skal gå til at bekæmpe priskontrol og beskytte patenter i udlandet. 1 mio. dollar tilsidesættes til at »reformere den offentlige canadiske sundhedsforsorg« og 1 mio. dollar skal udbetales til økonomer på universiteter, som »i artikler og kongreshøringer lover at argumentere mod priskontrol.«