Volapyk i journalen

Overlæge i gynækologi og obstetrik Hanne Wielandt sidder i sit ambulatorium på Kolding Sygehus og taler ind i en diktafon. Ordene omsættes med få sekunders forsinkelse til et tekstfelt på skærmbilledet af den elektroniske patientjournal.

I det øjeblik, hun har signeret sit diktat, der nu er omformet til tekst, er notatet online og kan ses af alle brugere af EPJ'en. Der er med andre ord ikke nogen forsinkelse i form af en knap lægesekretærresurse, der først skal skrive det ind. En proces, der som bekendt kan medføre, at der går dage, før notatet kan findes af andre.

»Det er en fantastisk fordel, at det er online. Har du haft en gravid til undersøgelse om formiddagen, og hun kommer ind på fødegangen om eftermiddagen, kan de læse mine notater fra samme formiddag i journalen. Det er også tilfredsstillende, at du kan sætte dine notater ind i journalen, som du vil have det«, siger Hanne Wielandt.

Der er dog et men. Et ret stort men. Systemet »hører« dårligt. Det er mere reglen end undtagelsen, at teksten er det rene volapyk. Lægen læser selv korrektur, når diktatet er færdigt, for at finde og rette fejlene. Det er problemet, fordi de mange rettelser, der skal gøres, er tidskrævende. Systemet laver ikke så mange fejl, hvis det er standardfraser, der dikteres - som for eksempel »fostret ser sundt ud«. Men er det en længere sætning med flere medicinangivelser eller bare mere prosa, går det ofte galt. Der er syn for sagn her i ambulatoriet, hvor fejlene kan være mangeartede fra manglende ord til rent nonsens. Helt galt går det ofte med tal. Siger man 250, vil den gerne skrive 52.

Så der skal rettes, og det gør man ved at markere det forkerte og indtale det rigtige.

Oplæring

Hanne Wielandt har haft sit talegenkendelse (TGK)-program i et år. »Sit« fordi det er personligt - systemet lærer sig netop den enkeltes særlige udtale, derfor kan en eventuel udenlandsk accent også læres. Man begynder med at læse en tekst op, computeren skriver, og når lægen bagefter indtaler rettelser, lærer computeren, hvordan netop denne læge taler. På den måde lærer man sit program op. Men selv om der er gået et helt år, laver Hanne Wielandts computer stadig masser af fejl.

Bliver de ikke fundet og rettet, kan det selvfølgelig have behandlingsmæssige konsekvenser, også af mere fatal karakter. Men det er svært at undgå fejl, selv om man læser korrektur.

»Problemet er, at man læser det, man lige har dikteret, og ikke det, der står. Og er man træt i slutningen af en lang vagt, er der endnu større risiko for, at man ikke finder fejlene«, siger Hanne Wielandt. Derfor er der en risiko for, at der kommer et fejlbehæftet notat ind i journalen.

Har du oplevet, at du har signeret et notat med fejl?

»Ja, masser af gange. F.eks. hvis jeg har haft to journaler åben samtidig, en fra medicinsk afdeling og en fra obstetrisk afdeling, er jeg kommet til at diktere noget ind i den forkerte journal. Det har så ikke været værre, end jeg er blevet ringet op, og man har kunnet se, at noget var galt, og fejlen er blevet rettet«.

Hun tilføjer:

»Det værste er tanken om de fejl, man ikke opdager. I bedste fald er der ikke andre, der opdager dem. I værste fald kan det få alvorlige konsekvenser for patienten. Men også for lægen, jeg er som alle andre ræd for klagesager. De bygger jo alene på journalnotaterne, så det er en genuin angst, man må leve med, når man bruger TGK«.

Forsøgskaniner

Hanne Wielandt ønsker sig ikke nødvendigvis tilbage til tiden med lægesekretærer. »De er væk, og dem får vi ikke igen«. Men det er gået for hurtigt, synes hun, med at skippe dem og gå over til det nye system.

»Vi er forsøgskaniner. Vi tager noget i brug, som ikke er færdigudviklet. Hvorfor laver man ikke en samlet udvikling af produktet, før det tages i brug?«

Der har heller ikke været tid til at lære det ordentligt, synes hun:

»Vi har fået nogle få timers introduktion til det nye, og vi har ikke fået en overgangsperiode med ekstra tid i f.eks. ambulatoriet pr. patient. Der er bare en forventning om, at vi jo er læger, så det kan vi godt komme ind i uden nogen videre undervisning, og uden at vi må bruge ekstra tid på det i en periode«.

Godt men skidt til tal

Erling Andreasen, gynækolog og formand for Overlægerådet er tilhænger af TGK.

»Ud af ti patientjournaler har jeg måske 2-3 fejl«, siger han. »Det går hurtigt, og du retter selv. Men systemet har et stort problem med tal. Og det synes ikke at kunne lære det. Siger jeg f.eks. 1869 skriver den 18 100 69. Vælger jeg så at sige et tusind ottehundrede og ni og tres skriver den 1000 800 69. Her skal man være meget opmærksom, når man læser korrektur«.

Og så er der endnu en hage:

»Det er et meget støjfølsomt system. Sidder du i et lokale, hvor der snakkes, en taber en kuglepen på gulvet, eller en dør smækker, kommer der sjove tegn på skærmen«, siger

Erling Andreasen.