Vold i vagten

BROVST - Der er virkelig uhyggeligt om aftenen på det nedlagte sygehus i Brovst.

Inde på de lange, tomme gange er der bart på væggene, og det runger, når man går. Et sted er en elektrisk dør gået i tomgang, så den åbner og lukker i et væk med en mekanisk knirkelyd. Et andet sted står en trappestige og ser forladt ud.

Enkelte aktiviteter har overlevet i det ellers nedlagte sygehus - bl.a. en radiologisk afdeling under Aalborg Sygehus, ligesom kommunen på det seneste er begyndt at bruge nogle lokaler til aktiviteter inden for sundhedsfremme. Men disse ting er lukket om aftenen og natten.

Det eneste sted, der er tegn på menneskeliv, er i lægevagten.

Her sidder praktiserende læge Frantz Vogel mutters alene den aften, Ugeskriftet aflægger besøg. Under et grelt ovenlys og foran en computer med en meget larmende blæser, et slukket tv og med udsigt til en tændt overvågningsskærm, hvor man kan se, hvem der venter i forværelset.

Ingen andre læger. Ingen sygeplejersker. Ikke engang en rengøringshjælp. Og dermed slet ingen til at hjælpe den dag, hvor uheldet er ude, og en truende eller - endnu værre - en voldelig patient dukker op.

Der findes godt nok en håndalarm, men Frantz Vogel har aldrig brugt den. Og han tror heller ikke på, at den ville du til særligt meget, hvis han en dag fik brug for den.

»Spørgsmålet er, om man når det, hvis det virkelig en dag går hårdt for sig«, siger han.

Frantz Vogel har selv for ganske nylig været ude for en ubehagelig oplevelse med en ældre, mandlig - formentlig beruset - patient, der meget insisterende krævede beroligende midler på grund af panikangst.

»Historien virkede ikke sandsynlig, og jeg holdt fast på ikke at ville udskrive noget, men mødet føltes ubehageligt«, siger han.

Episoden fandt ikke sted i Brovst, men risikoen for den slags er størst på de steder, hvor lægen sidder alene.

»Hvis f.eks. en misbruger får nys om, at lægen sidder helt alene, har man en tilskyndelse til at komme op og lægge pres«, siger Frantz Vogel.

Det er ikke usædvanligt, at vagtlæger landet rundt må parlamentere med patienter om udskrivning af allehånde beroligende midler og narkotika - og det kan være svært at stå fast og sige nej, hvis det nu er ens lægelige vurdering, at et nej er det bedste.

»Det er kolossalt forebyggende, at man sidder sammen«, siger Frantz Vogel.

Pistol i bukselinningen

Men selv på mere befærdede steder kan det gå galt. Og det går ikke altid ud over lægerne alene. For ikke så længe siden var sygeplejerske Heidi Andersen ude for en truende gæst på »Ishuset« - den bygning, hvor lægevagten ligger i Aalborg.

»Jeg så godt, at han kom ind, og at han så lidt anderledes ud. Men han tog et nummer og satte sig pænt, så jeg glemte ham lidt igen«, fortæller hun om patienten.

På et tidspunkt hørte hun en lyd, som om noget faldt på gulvet, og da hun så op, stak der noget, som lignede en pistol, ud af patientens bukselinning.

»Så kom mine alarmklokker helt op at ringe«, siger hun.

Hun fik varskoet en læge inde i på en af stuerne, som ringede til politiet. De kunne efterfølgende konstaterede, at der »kun« var tale om en luftpistol. Men alligevel. Episoden var jo ikke ligefrem behagelig. Desværre er den heller ikke enestående.

»Psykiatrisk skadestue var åben før, men nu skal der visiteres. Jeg tror, at vi får flere af den type ind«, siger Heidi Andersen.

Ifølge en ny undersøgelse er vold og trusler mod sundhedspersonale så belastende, at det ofte gør dem syge selv.

»Dem, der udsættes mest for trusler og vold, har tre gange så stor risiko for længerevarende sygefravær som dem, der går fri for den slags«, siger læge Trine Rønde Kristensen fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Glostrup, som har været med i projekt Asusi (arbejdsmiljø, sygefravær, udstødning, social arv og intervention.

»Vi kan især tydeligt se, hvordan vold og trusler på især de psykiatriske afdelinger og skadestuen fører til en meget større risiko for langvarigt sygefravær«, siger hun ifølge en pressemeddelelse om rapporten.

»Kunne ikke lide nordmænd«

De psykiatriske patienter går igen, når sundhedsfolk snakker om vold og trusler. Praktiserende læge Tom Mathiasen har f.eks. været ude for, at en psykisk syg patient kørte op i hans bil med vilje.

»Jeg skulle køre på sygebesøg til en hjertepatient og sad efter besøget og skrev på min computer i bilen ude på parkeringspladsen. Så kom en nabo ud og bakkede sin bil ud. Han slyngede bilen uden om mig men kom så tilbage og kørte ind i mig«, fortæller Tom Mathiasen.

»Jeg blev gal og steg ud af bilen for at høre, hvorfor han havde gjort det. Han kunne ikke lide nordmænd, sagde han. Men jeg er jo ikke nordmand. Så var der noget, der dæmrede. Der bor en læge i gaden, som for nogle år tilbage havde fået sin rude smadret med en økse af en psykisk syg mand, som boede på vejen«, siger Tom Mathiasen.

Det var samme patient - der tydeligvis ikke brød sig om hverken nordmænd eller læger.

Hvem tænker på lægen?

Misbrugerne går også igen, når der er tale om vold og trusler. Her har Tom Mathiasen ligeledes været ude for oplevelser af de mindre behagelige.

»Jeg skulle på vagt en weekend i Hobro og så på parkeringspladsen en mand, jeg har set en del gange i lægevagten. Han er kendt for at have et kæmpe morfinforbrug. Han spurgte, om det kunne betale sig at gå ind til mig den dag - det kan det normalt ikke. ,Kender du mig ikke?`, spurgte jeg ham, og så gik han igen«.

Men dermed var sagen ikke slut.

»Efter et par timer ringede de fra skadestuen, hvor han havde sagt til sygeplejerskerne, at han ville gå hjem og skyde sig. Det blev så ændret til, at han ville hente sit jagtgevær og så skyde mig. Det ringede skadestuen og fortalte mig«, siger lægen, der straks gjorde visitator opmærksom på sagen.

»Jeg ville ikke se ham«, siger Tom Mathiasen om den truende patient.

Men episoden satte ham også i et dilemma.

Normalt anmelder han vold og trusler, men i dette tilfælde risikerede han måske at bringe skadestuens folk i forlegenhed, som havde advaret ham - havde de egentlig ikke overtrådt tavshedspligten?

Han endte med at anmelde, og politiet lovede at notere episoden i dagsrapporten og ringe til patienten.

Men det harmer Tom Mathiasen, at der på den måde kan være hensyn at tage til andre, som i realiteten går ud over hensynet til ham selv og andre læger.

»Som praktiserende læge kan man lave et notat, der betyder, at en bestemt patient kun kan komme i din konsultation ledsaget af politi. Men det må man ikke [i lægevagten, red.] af hensyn til patienten. Der er ikke nogen, der tænker på lægen«, siger Tom Mathiasen.

Seks voldstilfælde

Nogen tænker dog på lægerne i vagt. Nemlig de andre læger i vagt. Dem er der omkring 300 af i Nordjylland.

Vagtlægechef Kaj Bernth tog tidligere i år initiativ til en undersøgelse af volden i den nordjyske læ gevagt. Den var uformel - han spurgte sig simpelthen for - men efterlod ikke megen tvivl om problemets karakter og omfang.

»Der var nogen sager, jeg havde hørt om, men også nogen, jeg ikke havde hørt om. Der var f.eks. en, som var blevet overfaldet med en hegnspæl. Vi har nok haft seks tilfælde af vold inden for det sidste år«, siger Kaj Bernth.

»Det er første gang, vi forsøger at få tal på. Men det må tolkes som mere end sædvanligt«, siger han om det tal.

Vagtlægerne i Nordjylland har nu besluttet at samle alle oplysninger om vold og trusler inde i »Ishuset« i Aalborg - hvor lægevagten har til huse, og hvorfra visitationen til vagtcentralerne rundt omkring også foregår.

»Alle tilfælde skal indberettes til Ishuset inde i Aalborg. De samler oplysningerne, og så får jeg dem dagen efter. Så er det meningen, at vi vil politianmelde dem. Det er ikke altid sket - nogle er anmeldt, og nogle er ikke anmeldt«, siger Kaj Bernth.

Væk med Brovst, Farsø mm

Desuden vil lægerne meget gerne have nedlagt ødestationerne, hvor vagten sidder helt alene. Helst skal det være sådan, at der minimum er en sygeplejerske pr. læge.

»Vi vil gerne have nedlagt nogle lægevagtstationer. Nemlig Brovst, Farsø, Brønderslev og Skagen«, opremser Kaj Bernth.

Så er der en række patienter, der får længere til lægehjælp uden for almindelige praksis' åbningstid. Dem vil lægerne have fundet en transportordning til, så de kan komme til de større og ikke så ensomt beliggende stationer, der er tilbage. Spørgsmålet er så, om de kan komme igennem med planen.

Hos regionen skal en analyse af lægevagten og sammenhængen til akutberedskabet i det hele taget snart behandles i kommunekontaktudvalget. Det er så op til kommunerne, om de vil sætte en egentlig høringsproces i gang - en omkalfatring af lægevagten er jo varmt politisk stof for borgerne og dermed de folkevalgte.

Det bekymrer Kaj Bernth.

»Vagtstationerne bliver ikke nedlagt med politikernes hjælp«, siger han.

Så derfor har de nordjyske læger en plan B.

Glipper plan A, vil de forsøge at få ødestationerne nedlagt i henhold til overenskomsten.

»Der står, at det skal være økonomisk bæredygtigt for den enkelte vagtlæge. Men økonomien er der ikke. Der er for lidt at lave«, siger Kaj Bernth om de små, ensomme stationer som Brovst.

Det kan der være noget om.

Den aften, Ugeskriftet besøgte lægevagten i det nedlagte sygehus nordenfjords, var der en halv snes patienter - foruden et enkelt sygebesøg - alt i alt. Mellem klokken ni og ti, hvor vagten lukker, var der kun tre.

Og det skyldes næppe udelukkende, at der er vældigt uhyggeligt på Brovst Sygehus, når mørket falder på.