Skip to main content

“Vores ansvar er ikke kun at helbrede syge og sårede. Vi har også et socialt ansvar”

Selma Güngör er alment praktiserende læge i den tyrkiske hovedstad, og så er hun blevet kaldt forræder af landets præsident. I januar blev hun og ti kolleger fra den tyrkiske lægeforening fængslet, men hun mener stadig, at de kun har gjort, hvad der er deres pligt som læger.

Foto: Privat.
Foto: Privat.

Nanna Muus Steffensen, nanna.muus.steffensen@gmail.com

13. jul. 2018
8 min.

Tyrkiske Selma Güngör har oplevet meget i sine 29 år som læge, men en morgen i januar skete der noget, hun ikke havde prøvet før: Hun blev anholdt.

56-årige Selma Güngör er alment praktiserende læge, familielæge kaldes det i Tyrkiet, og bestyrelsesmedlem i den tyrkiske lægeforening TTB. Klokken 6 om morgenen den 30. januar bankede fire politibetjente på hendes dør i Ankara, hvor hun bor.

“Jeg lå og sov og vågnede ved, at de bankede på døren”, fortæller Selma Güngör. Hun har kort gråt hår med en lang tynd fletning i nakken.

Selma Güngör blev anholdt og fik at vide, at en efterforskning af hende og resten af lægeforeningens bestyrelse var sat i gang. Årsagen til anholdelsen af de i alt 11 læger var en udtalelse, som foreningen havde udsendt kort forinden. Anklagen mod dem lød på at lave propaganda for en terrororganisation og at opfordre til had. Samtidig åbnede Sundhedsministeriet en særskilt undersøgelse mod Selma Güngör og to andre bestyrelsesmedlemmer. Selma Güngör var anholdt i syv dage.

I januar begyndte tyrkisk militær en operation i Syrien for at indtage byen Afrin. Byen var kontrolleret af en kurdisk milits, som Tyrkiet anser som terrorister. Militæroperationen fik lægeforeningen til at udsende en kritisk erklæring.

“Som læger advarer vi”, begynder advarslen, som foreningen udsendte den 24. januar.

“Enhver væbnet konflikt, enhver krig, medfører menneskelig tragedie ved at forårsage uoprettelige problemer i forhold til fysisk, mental, social og miljømæssig sundhed”, lød det blandt andet i udtalelsen, som sluttede med ordene: “nej til krig, fred nu og overalt”.

Reaktionerne i Tyrkiet var stærke og kom hurtigt. Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan fordømte udtalelsen, anklagede lægerne for forræderi og kaldte dem “terroristelskere”.

“De er overhovedet ikke intellektuelle, de er en bande af slaver. De er imperialismens tjenere”, rasede præsident Erdogan blandt andet om Selma Güngör og hendes kolleger.

Derefter blev der åbnet en efterforskning af de 11 læger. Selma Güngör og to andre læger er særligt udsatte; som alment praktiserende læger er de nemlig ansat på kontrakt af Sundhedsministeriet. I Tyrkiet er alment praktiserende læger placeret på hospitalerne, hvorfra de kan give patienter henvisning direkte til andre speciallæger i huset. Sundhedsministeriet har sat en intern undersøgelse i gang med henblik på at annullere Selma Güngör og de to andre lægers kontrakter. Hvis det sker, mister hun sit arbejde og vil være bandlyst fra at arbejde i det offentlige igen. Det vil gøre livet rigtig svært, fortæller hun.

“Det vil blive svært for mig at få job i det private, fordi jeg er familielæge. Mine muligheder vil være meget begrænsede, for der er ikke mange stillinger inden for det private, hvor der er brug for min ekspertise”, fortæller Selma Güngör.

Sundhedsministeriet har også åbnet en sag om at få afsat bestyrelsen, men det får ikke alvorlig effekt. Afgørelsen kommer nemlig først i slutningen af juni, og der har foreningen allerede haft kongres, hvor en ny bestyrelse efter planen alligevel skulle vælges. Selma Güngör stiller endnu en gang op til posten som kasserer.

Vi har kunnet mærke støtte fra udlandet allerede fra første dag, og det gør vi stadig. Vi er sikre på, at støtten fortsætter. Den tyrkiske læge Selma Güngör

“Vi har et socialt ansvar”

Selvom Selma Güngör er blevet anholdt, bliver efterforsket for terrorstøtte og risikerer at miste sit arbejde, føler hun, at hun og lægeforeningen gjorde det rigtige.

“Vores ansvar som læger er ikke kun at helbrede mennesker, som er syge og sårede. Vi har også et socialt ansvar for at stille os op imod ting, der kan true folkesundheden. Krig er netop sådan en trussel”, siger Selma Güngör.

Det er langtfra første gang, at TBB har advaret tyrkere og politikere om trusler mod den brede befolknings ve og vel. Foreningen er tidligere kommet med udtalelser i forbindelse med naturkatastrofer, dødsstraf, terrorangreb, hungersnød, politivold og krig. Derfor faldt det også helt naturligt, at foreningen besluttede at udsende en advarsel om konsekvenserne ved en militæroperation i byen Afrin i nabolandet Syrien, fortæller Selma Güngör.

“Den slags begivenheder har altid været en del af vores fokus”, siger Selma Güngör, som blev valgt til kasserer i lægeforeningens bestyrelse i 2016.

“Vi er læger, og vores fornemste opgave er at redde menneskeliv og sørge for, at livet fortsætter. Så når krig kommer på tale, er vi naturligvis bekymrede ikke kun for det, der fører direkte til drab og kvæstelser, men også for de indirekte påvirkninger af folkesundheden. En krig fjerner de sunde omgivelser og begrænser adgangen til sund mad for eksempel. Derfor er krig altid en stor trussel set med vores faglige øjne”, siger Selma Güngör.

“Alt er politisk”

De 11 læger er langtfra de eneste, som er blevet anholdt for at kritisere militærets operation i Syrien.

Ifølge den tyrkiske regering var det nødvendigt at gå ind i Afrin for at bekæmpe en kurdisk milits, som Tyrkiet anser som terrorister. Når nogle har rejst spørgsmål om operationen, er de blevet ankaget for at støtte de terrorister, som regeringen vil bekæmpe. For eksempel er flere end 300 mennesker blevet anholdt for at have kritiseret operationen på sociale medier som Twitter.

Selma Güngör og resten af bestyrelsen afviser blankt anklagerne om, at deres udtalelse er en støtte til terrorisme.

“Vi mener, at vi har ageret inden for de rammer, som vores faglige principper pålægger os: at forsvare folkesundheden og stå imod alt, der kan true den”, siger hun.

“Så vi er slet ikke enige i, at det er en støtte til terroraktiviteter eller propaganda. Som læge prøver jeg altid at tænke på løsninger, som ikke vil koste menneskeliv, og derfor har jeg lidt svært ved at forstå den slags kritik mod vores udtalelse”, siger Selma Güngör

Hvis man ikke kan udtale sig om emner, som har forbindelse til politik, så kan man jo ikke udtale sig om noget som helst, mener hun. En jordskælvskatastrofe handler blandt andet om, hvilken byggepolitik og byplanlægning der er blevet ført.

“Det er netop sådan noget, vi er nødt til at udtale os om som læger. Det ligger inden for vores ansvar, for den politik, man fører, har i sidste ende betydning for folkesundheden”, siger Selma Güngör.

Pres på journalister, akademikere læger

Friheder som ytringsfrihed, pressefrihed og forsamlingfrihed er under stort pres i Tyrkiet. Flere end 100 medier er blevet lukket siden et kupforsøg i 2016. I april blev 14 ansatte på landets sidste store kritiske avis idømt fængselsstraffe for at sprede propaganda for terrororganisationer igennem deres journalistik – en anklage, som menneskerettighedsorganisationer kalder grotesk. I den seneste rapport om pressefrihed fra Reporters Without Borders er Tyrkiet på plads nummer 157 ud af 180 lande. Næsten 2.000 almindelige tyrkere er blevet tiltalt for at fornærme præsidenten, for eksempel med kritik eller vittigheder på sociale medier.

Selvom Selma Güngör har sagt ja til at fortælle om sin oplevelse, mærkes det, at hun er bekymret for, om det kan skade hende. Hun tager sig tid til at tænke over ordvalget, når hun taler om emner, som kan blive betragtet som politiske. Det er ikke længe siden, at hun gav sit forsvar til sin arbejdsgiver Sundhedsministeriet, og nu venter hun på svar på, om hun mister sin kontrakt og arbejde og er bandlyst fra det offentlige system.

Udtalelsen fra lægeforeningens bestyrelse er jo allerede blevet stemplet som forræderisk af selveste præsidenten, og Selma Güngör ønsker ikke at uddybe så meget mere, hvad der står i den.

“Lad os ikke åbne det”, siger hun kort. Hun peger på, at deklarationen allerede har haft konsekvenser for hende selv og resten af bestyrelsen.

“Den her deklaration og det, der er sket efterfølgende, er naturligvis stadig på vores dagsorden, men jeg har ikke noget yderligere at sige, for det, der står, er klart. Hvis man ser bort fra datoen, er det en udtalelse, som vi kunne være kommet med på et hvilket som helst tidspunkt”, siger Selma Güngör.

Opfordring til kolleger

Lige siden anholdelserne i januar har de tyrkiske læger fået opbakning fra kolleger verden over.

“Vi har kunnet mærke støtte fra udlandet allerede fra første dag, og det gør vi stadig. Vi er sikre på, at støtten fortsætter”, siger Selma Güngör.

World Medical Association har fordømt anholdelserne og anklagerne imod de tyrkiske kolleger, som foreningen kalder en intimideringskampagne.

Selma Güngör sætter pris på opbakningen, men kommer samtidig med en opfordring til sine udenlandske kolleger: “Den bedste opbakning er, at læger i andre lande også råber op og lægger pres på deres regeringer. Når deres regeringer bakker op om krig eller ikke gør nok for fred i Mellemøsten, er det lægerne i de landes ansvar at lægge pres på deres regeringer og gøre det til et emne i den offentlige debat”.

Faktaboks

Fakta