Skip to main content

YL-formand: Behov for at se på uddannelsesforløbene

Før noget som helst andet bør regionerne redefinere relevante uddannelsesforløb i deres forsøg på at løse lægemanglen, lyder det fra Yngre Læger i kølvandet på Region Sjælland og Lolland Kommunes nødråb om mangel på læger.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

18. jul. 2016
3 min.

Det burde ikke være nødvendigt igen at gøre det obligatorisk for alle KBU-læger at skulle i almen praksis for at løse manglen på især praktiserende læger på f.eks. Lolland. Ej heller at tvinge uddannelseslæger særlige steder hen, endsige indføre endnu skrappere tidsfrister.

Det mener Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger, som reaktion på det fælles brev, Region Sjællands regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) og Lolland Kommunes borgmester Holger Schou Rasmussen (S) har skrevet til Sophie Løhde (V).

I brevet opfordrer de to sjællandske politikere regeringens lægedækningsudvalg til at se på redskaber såsom ”fordelingen af ydernumre, økonomiske incitamentsstrukturer, uddannelse af flere læger og…. tvungne turnusordninger”.

Og regionsformand Jens Stenbæk siger til ugeskriftet.dk, at det også kunne være en ide at lade samtlige KBU-læger gennemgå et ophold i almen praksis.

Men i stedet bør indsatsen målrettes og f.eks. de eksisterende uddannelsesforløb finjusteres, mener Camilla Rathcke.

”Umiddelbart bør regionerne gribe langt kraftigere i egen barm for at rekruttere og fastholde – og jeg anerkender, at Region Sjælland gør en del for at rekruttere. Men der ligger en opgave på deres eget bord, og f.eks. kunne man også se på, hvordan forløb er skruet sammen; hvor slutstillingen placeres, og hvordan mere perifert beliggende praksisser inddrages”, siger hun.

”Jeg synes, der er mange ting at se på først, inden man begynder at skrue på de store strukturelle knapper, som det er, at samtlige KBU-forløb skulle indeholde et ophold i almen praksis”.

Er det da ikke en god ide?

”Ud fra et uddannelsesperspektiv giver det rigtigt god mening med alle KBU-forløb i almen praksis, og aktuelt er det også otte ud af ti læger, der skal i praksis som en del af deres. Til gengæld har bl.a. psykiatrien haft stor glæde og gevinst ud af at blive en del af KBU, dengang ordningen blev lavet om, hvorfor såvel psykiatrien som andre specialer vil komme til at mangle disse læger, hvis man laver det om igen", siger Camilla Rathcke.

En gang imellem har områder med lægemangel efterlyst et nationalt blik på problemet?

”Fra vores side kan vi godt se nogle betydelige udfordringer i, at der er tre videreuddannelsessekretariater, som principielt set konkurrerer om de samme mennesker. Og vi oplever undertiden, at den samlede uddannelseskapacitet ikke udnyttes, fordi det i nogens øjne er vigtigere, hvor i landet, man bliver speciallæge, end om man bliver speciallæge. Men det er altså vigtigere, at vi får uddannet læger til speciallæger, end at man lader kapacitet stå ubrugt, fordi man kæmper lidt om at få lægerne et bestemt sted hen”.

Det synes de berørte områder måske ikke?

”Jeg siger ikke, vi skal have alle forløb centreret omkring Skejby eller placeret i hovedstaden, men kapaciteten bør udnyttes uden den regionale suboptimering, ikke mindst når det gælder forløb, der indbefatter ansættelse både i f.eks. Region Sjælland og Region Hovedstaden. Og i de forløb, der strækker sig hen over regionsgrænser, kunne man overveje at lade folk afslutte deres forløb i Sjælland frem for i Region Hovedstaden og i Nordjylland frem for i Region Midtjylland. Vi ved, at der, hvor man afslutter, er det også mere oplagt, at man tilbydes en fastansættelse efterfølgende”.

Regeringens lægedækningsudvalg er i gang med at afdække problemets omfang og geografiske udbredelse. Det er meningen, at efteråret skal bruges på at drøfte mulige løsninger.

Læs også: Lolland kalder Løhde: Hjælp os med at skaffe læger

Læs også: BLOG - Niels H. Riewerts Eriksen: Lægemangel i Udkantsdanmark kalder på løsninger