Skip to main content

YL-formand: Brug din stemme

Kommunikationsrådgiver i Yngre Læger Camilla Kjærager, ck.yl@dadl.dk

18. mar. 2011
3 min.

»Jeg håber selvfølgelig, at der bliver stemt ja til overenskomstresultatet«, siger Lisbeth Lintz. »For selv om resultatet ikke er prangende, var det det bedst opnåelige i en meget svær forhandlingssituation med snævre økonomiske rammer, og vi fik afværget de massive krav fra arbejdsgiverne om forringelser af vores arbejdsvilkår«, siger Lisbeth Lintz.

»Jeg håber, at der i løbet af marts kommer masser af debat om resultatet på OK 11-bloggen og på Yngre Lægers Facebook-side. Vi vil også holde medlemsmøder rundt om i landet, hvor du som medlem har mulighed for at diskutere resultatet med forhandlingsdelegationen. Efterhånden som vi får aftalt tid og sted for møderne, kan du finde informationerne på www.laeger.dk/debat«.

Er der et budskab, som går igen, når man snakker med Lisbeth Lintz, så er det: »Vigtigst er det dog, at du vælger at bruge din indflydelse og stemmer til urafstemningen, der løber frem til 30 marts 2011«.

Stem og bestem

Overenskomstresultatet er nu sendt til urafstemning blandt Yngre Lægers knap 11.000 medlemmer. Med stemmerne 55 for og 5 imod besluttede repræsentantskabet på sit møde den 10. marts at tilslutte sig OK 11-resultatet. Repræsentantskabet besluttede at anbefale at stemme ja til overenskomstresultatet med følgende begrundelse:

»Der er tale om et resultat med en smal økonomisk ramme og med begrænsede lønstigninger i en toårig periode, men resultatet er det bedst opnåelige i den nuværende økonomiske situation.

Repræsentantskabet er tilfreds med, at stort set hele den økonomiske ramme er anvendt til lønforbedringer, og at der ikke er afsat midler til forlodsfinansiering af lokal løndannelse.

Repræsentantskabet lægger endvidere vægt på, at det lykkedes at afvise arbejdsgivernes vidtgående krav om forringelser af arbejdstidsreglerne«.

Mindst halvdelen af medlemmerne skal stemme ved urafstemningen, for at den er gyldig. Hvis urafstemningen viser sig at blive ugyldig, har repræsentantskabet givet Yngre Lægers bestyrelse bemyndigelse til at tage stilling til OK-resultatet.

Læs mere på www.laeger.dk/ok11

Her finder du også »Afstemning og hvad så? «.

Udpluk fra OK 11-resultaterne

  • Uændret løn i 2011

  • Lønstigninger på ca. 3 procent i 2012

  • Det midlertidige centralt aftalte funktionstillæg på 3.000 kr. årligt gøres permanent som en del af grundlønnen

  • Forhøjelse af det lille varslingstillæg til 918,82 kr.

  • Ingen forlodsfinansiering af lokal løndannelse

  • Læger i hoveduddannelsesstillinger kan tage deres individuelle kvalifikationstillæg med ved stillingsskift og mellem regionerne

  • Højere ATP

  • Bortfald af honorar ved udetjeneste mellem fem hospitaler i det gamle H:S (svarende til regler for overlægerne) - reglerne for udetjeneste er i øvrigt uændrede på alle arbejdspladser

  • Honorering af arbejdsmiljørepræsentanten

  • Forbedrede regler ved sygdom og barsel i Sundhedsstyrelsen

Er du yngre læge og mangler du at få urafstemningsmaterialet?

Har du ikke fået enten en mail eller et brev fra Yngre Læger, skal du kontakte Valgsekretariatet hurtigst muligt på tlf. 35 44 84 43/valgsekretariatet@dadl.dk

Valgsekretariatet skal have din stemme senest onsdag den 30. marts 2011 kl. 12.00.