Skip to main content

Yngre gynækologer med i inspektorordningen

Afdelingslæge, Gitte V. Eriksen, Skejby Sygehus, formand FYGO, gitte.eriksen@dadlnet.dk Overlæge Lone Hvidman, Skejby Sygehus, formand for DSOG

1. nov. 2005
3 min.

Analogt til den danske inspektorordning findes der i en række europæiske lande besøgsordninger som led i kvalitetssikring og evt. certificering af hospitalsafdelinger, der udbyder speciallægeuddannelse. Enkelte af disse ordninger, bl.a. i Holland, Norge og Portugal, har i flere år haft fast deltagelse af uddannelsessøgende i inspektionerne. Deltagelse af uddannelsessøgende anbefales også i retningslinjerne fra det europæiske medicinske selskab, Union Européenne des Médecins Spécialistes [1].

Foranlediget af de positive erfaringer fra europæiske søsterselskaber, og på konkret opfordring fra European Board and College of Obstetrics and Gynaecology (EBCOG), besluttede Dansk Sel-skab for Gynækologi og Obstetrik (DSOG) i 2001 at anbefale deltagelse af yngre gynækologer i den danske inspektorordning. Initiativet blev bifaldet af Foreningen af Yngre Gynækologer og Obstetrikere (FYGO), og blev iværksat i 2002 som led i en forsøgsordning i samarbejde med Sundhedsstyrelsen.

Selve inspektorordningen har nu fungeret i nogle år og skal forbedre kvaliteten af afdelingernes uddannelse af yngre læger til speciallæger. Projektet er støttet af Sundhedsstyrelsen og vil blive præsenteret på »Inspektordagen« den 13. januar 2005.

Inspektoruddannelse er påkrævet

Når Sundhedsstyrelsen meddeler nye inspektioner, udpeges et juniorinspektoruddannet medlem af FYGO's bestyrelse til at deltage ved de enkelte inspektioner. Juniorinspektoren skal komme fra en anden region end den afdeling, der skal inspiceres. Juniorin-spektorerne koordinerer herefter deres deltagelse ved inspektionen med inspektorerne via mail og inddrages i planlægningen af besøgene.

Sundhedsstyrelsen har bl.a. støttet ordningen ved at stille alle otte pladser til rådighed for juniorinspektorerne på inspektorkurser afholdt i 2003/2004. Alle pladserne er blevet udnyttet, og alle har fundet kurset meget værdifuldt, anvendeligt og nødvendigt for at kunne deltage i det praktiske arbejde som inspektor. I forsøgsperioden august 2002 til januar 2004 har der deltaget juniorin-spektorer ved 11 besøg. Efterfølgende er de enkelte inspektionsrapporter blevet diskuteret i FYGO's bestyrelse og har hermed været med til at give et godt helhedsindtryk af uddannelsens status i hele landet.

Juniorinspektorordningen videreføres

For at evaluere ordningen har alle deltagere i inspektionerne besvaret en række spørgsmål vedrørende alle processer i opgaven. Man har evalueret indflydelsen på planlægning af besøget, selve besøget og rapportskrivningen med fokus på om juniorinspektorernes synspunkter kunne kom med bruges i konklusionen af afdelingernes formåen som uddannelsesgivere. Samlet fandt de yngre gynækologer, at ordningen fandtes så værdifuldt, at der måtte findes midler til, at den kunne fortsætte. Sundhedsstyrelsen har indtil videre valgt at fortsætte forsøgsordningen. Selve moderspecialet - DSOG - har samtidig således bedt specialets seniorinspektorer evaluere forsøgsordningen med juniorinspektorer.

Samlet har der overalt været positiv kritik fra de »seniores« side. Disse har blandt andet pointeret, at juniorinspektorerne er medlemmer af FYGO's bestyrelse, der i øvrigt bidrager aktivt i udvikling og implementering af nye uddannelsesmæssige tiltag og som følge deraf har en stor viden inden for området, til fordel for såvel seniorinspektorerne som afdelingerne. Derudover har de udtrykt, at juniorinspektorerne er tæt på de uddannelseselementer, som skal belyses i forbindelse med inspektionen, og derfor er i stand til at stille de rigtige spørgsmål både til ledelse, uddannelsessøgende og andre. Flere uddannelsessøgende læger har angivet, at de følte det mere trygt at beskrive afdelingens uddannelsesmæssige forhold til en af »deres egne«.

Så ja - alle inden for det gynækologiske obstetriske speciale ønsker ordningen videreført i og med, at juniorin-spektorerne har kunnet bidrage konstruktivt ved besøgene og har haft indflydelse i forbindelse med selve rapportskrivningen.

Anbefalinger til andre specialer

FYGO og DSOG kan på det varmeste anbefale, at ordningen med at inddrage uddannelsessøgende i inspektorbesøgene fremover gøres permanent og gældende for alle specialer. Dog må der skabes en fast aftale med arbejdsgiverne om, at der skal gives fri med løn ved deltagelse i både selve inspektorkurset samt i inspektorbesøgene, og at man sikrer den nødvendige tid til besøgene dvs. samme kompensation som til inspektorerne: altså to dage per besøg.

1) jf. »UEMS Charter on Visitation of Training Centres« se www.uems.be/visitati.htm