Skip to main content

Yngre Læge-opskrifter

Formand i Yngre Læger Mette Worsøe, mette.worsoe@dadlnet.dk

27. nov. 2006
4 min.

Yngre Lægers formand satte fokus på fire områder i sin beretning på Yngre Lægers repræsentantskabsmøde den 21. november. Læs hele beretningen på Læger.dk under Politik og beretninger og indledningen til beretningen her.

1. Fremtidens speciallæger - Vi er fremtidens speciallæger - og for 25% af medlemmernes vedkommende også nutidens speciallæger. Hvad ved vi om fremtidens speciallæger? Vi ved i hvert fald, at de skal være gode, der skal være flere og det helst så hurtigt som muligt! Hvordan skal det ske?

Yngre Læger foreslår, at man skaber en lang række incitamenter til at fremme både kvaliteten og hastigheden i speciallægeuddannelsen. Vi har været hos sundhedsministeren og opfordret til nytænkning på dette område, men jeg kunne godt tænke mig, at vi diskuterede det her på repræsentantskabsmødet.

2. Fremtidens arbejdsplads - Hvilke arbejdsformer og -vilkår ønsker fremtidens speciallæger og Yngre Læger? Er der fx behov for flere nye paragraffer i overenskomsten til at reducere vagtbelastningen, eller handler det i højere grad om at ændre kultur og traditioner? Vil vi fx fortsat lade os diktere af rulleplaner, eller kan vi selv gøre noget for at få et sundhedsvæsen med fleksible arbejdstider, mere tværfagligt samarbejde og gode rollemodeller?

I øjeblikket er der en masse nye ting i gang fx på akutområdet. Det fokus skal bruges til at skabe prestige i akutarbejdet og til at bryde med snævre faggrænser - både mellem de lægelige specialer og de forskellige personalegrupper. Vi kan ikke bestemme vores arbejdsvilkår selv, men vi kan godt handle og påvirke tingene i en ny og bedre retning. Det mener jeg, vagtprojektet har bevist.

Yngre Læger går efter alle fem stjerner, både når det handler om kvaliteten i patientbehandlingen og om forudsætningerne for kvalitet: god videreuddannelse og et godt arbejdsmiljø.

3. Fremtidens Yngre Læger - skal bygge på politik og handling, på god medlemsservice og et solidt fagligt engagement - lokalt og centralt. Vi skal matche fremtidens krav, men hvad er det? Efter min mening er noget af det, der bliver centralt i fremtiden gode ledere og gode rollemodeller, og det skal fremtidens Yngre Læger understøtte. Ikke kun ved at påvirke den formaliserede uddannelse, men også via e-læring, kurser, mentorordninger, ledelsesnetværk og erfaringsudveksling. Jeg tror, vi servicerer fremtidens ledere bedst i samarbejde med andre faggrupper og fagforeninger, der har erfaring med at uddanne ledere. Samtidigt skal vi videre af det spor, hvor vi anerkender, at de kompetencer, TR-Arbejdet giver, er ledelseskompetencer, og vi skal bygge videre på dem i den ånd.

En anden vigtig opgave bliver opbakning og støtte til det lokale arbejde på alle måder - økonomisk, sekretariatsmæssigt og politisk. Når vi nogle gange er lidt »skrappe« ved lægekredsforeningerne, så er det ikke for at svække det lokale arbejde, men for at sikre, at vi får »value« for hele det kontingent, yngre læger betaler.

4. Fremtidens Lægeforening - Efter flere års debat er vi nu nået til at skulle tage en beslutning om, hvad vi vil. Men måske er der behov for lige at træde et skridt tilbage og huske os selv og hinanden på, hvorfor vi overhovedet startede debatten.

I Yngre Læger havde vi et stærkt ønske om at skabe en lægeforening, der kunne opfylde medlemmernes voksende forventninger og behov - uden at kontingentet samtidigt steg. En forening, som medlemmerne kunne identificere sig med, engagere sig i og være stolte af. Vi havde et ønske om at afskaffe unødigt bureaukrati, dobbeltarbejde og indviklede beslutningsprocesser. Vi ville styrke den sundheds- og standspolitiske profil og handlekraft.

Alle disse ambitioner er nu kogt ned til to modeller. Kritikere vil måske mene, at det er et noget pauvert resultat, men begge modeller giver os en bedre, mere handlekraftig lægeforening. Derfor er det vigtigt, at vi bliver enige om en af modellerne. Hvilken model, vi skal vælge, afhænger af, om vi går ind i fremtiden med troen på, at når det gælder sundheds- og standspolitiske spørgsmål er en læge en læge, og en samlet lægeforening det, der bedst kan varetage vores interesser, eller om vi først og fremmest er Yngre Læger og bedst kan varetage vores interesser med det udgangspunkt.