Skip to main content

Yngre læger i Aarhus flyver højt med kaospiloter ved rorpinden

På Aarhus Universitetshospital har de yngre læger nok respekt for de ældre læger, men de blander sig samtidig, og de skubber skamløst til både arbejdsgange, traditioner og hierarkier. Det sker gennem et usædvanligt samarbejde med kaospiloter.

Hanne Vinter og Johanne Lade Keller præsenterer deres projekt, der skal give yngre læger på Patologisk Afdeling større ansvar, for ledende overlæge Torben Steiniche. Foto: Jørgen Ploug.
Hanne Vinter og Johanne Lade Keller præsenterer deres projekt, der skal give yngre læger på Patologisk Afdeling større ansvar, for ledende overlæge Torben Steiniche. Foto: Jørgen Ploug.

Kurt Balle Jensen, kurt@ps-presse.dk

20. apr. 2017
5 min.

»Hvad bilder de sig ind, de yngre læger? Tror de, at de kan komme farende ind på scenen og lave om på den måde, vi har arbejdet på i årevis?«

Sådan har én og anden overlæge på Aarhus Universitetshospital måske følt sig fristet til at tænke, men det virker nu ikke sådan. Faktisk virker det, som om alle er glade for projekt »Yngre læger på banen«, og roserne dryssede ned over de engagerede yngre læger, da der før påske var fernisering på projektet.

»Yngre læger udgør en stor uudnyttet ressource. De oplever, hvad der fungerer, og hvad der kunne fungere bedre, og de er gode til at idéudvikle. Nu er det så op til afdelingerne at følge idéerne på vej«, sagde centerchef i Hoved-Hjerte-Centret Kirsten Wisborg, der er blandt initiativtagerne, og som fik den idé at få kaospilotstuderende med i projektet. Og hvad er der så kommet ud af det? En mangfoldighed af initiativer, der fremover vil påvirke dagligdagen på de enkelte afdelinger. Et eksempel:

Faktaboks

Kaospiloterne og »Yngre læger på banen«

Hanne Vinter og Johanne Lade Keller på Patologisk Afdeling har arbejdet med øget uddelegering af opgaver til yngre læger.

»Når vi efter mikroskopi af et vævstykke har udarbejdet en rapport, går vi til overlægen med den. Det er så overlægen, der godkender og sender det ud. Men den dag, vi står som færdiguddannet speciallæge, har vi fra dag til dag selv ansvaret og ingen supervision. Det er en brat overgang, som vi gerne vil gøre mindre brat«, siger Hanne Vinter.

»Derfor har vi udviklet et pilotprojekt, hvor yngre læger sent i uddannelsesperioden får ansvar for undersøgelse af et antal præparater vel at mærke uden supervision. Vi har selv været en barriere, for det kræver ikke kun mod fra vore ældre kolleger, det kræver også mod fra os selv at arbejde mere selvstændigt«, tilføjer Johanne Lade Keller.

En kaospilot har været den person udefra, der har sørget for at få processens hjul til at dreje. Projektet med at lade yngre læger få mere og mere ansvar på Patologisk Afdeling skulle bygges op på en måde, så der tages højde for patientsikkerhed, faglighed, uddannelse mv. Det har krævet en hel del møder og planlægning, men ledende overlæge Torben Steiniche er glad for resultatet:

»Det er et godt og nødvendigt projekt. Vi er pressede, og øget selvstændighed til de yngre læger kan få driften til at hænge bedre sammen. Og så er der det med den bratte overgang, der nu blødes op. Vi har oplevet, at det har skræmt nogle væk, at de pludselig som uddannet står med det endelige ansvar uden at have prøvet at have det før«.

Bedre dialog

Yngre læger har medvirket til at køre nye arbejdsgange, nye stukturer og ny organisering i stilling på blandt andet Hjertemedicinsk Afdeling, Neurologisk Afdeling, Levermedicinsk Afdeling og Afdelingen for Plastik- og Brystkirurgi. Også på Klinisk Farmakologisk Afdeling har projektet ført til nytænkning, og her er der taget godt og grundig fat på selve opbygningen af uddannelsen. Overskriften er »Optimal opgaveløsning – rammer for uddelegering af opgaver til yngre læger«, og resultatet bliver en helt ny struktur.

»Med projektet har vi fået synliggjort, hvilke opgaver der er. Vi kan organisere og planlægge bedre, vi får et uddannelsesmæssigt løft, og vi får en bedre dialog mellem yngre og ældre kolleger«, siger tovholder i projektet, reservelæge Marlene Lunddal Krogh.

Strukturen bliver nu med fire spor og tværgående opgaver. De fire spor har overskrifterne: Præcisionsmedicin, Patientnære opgaver, Myndighedsbetjening og Toksikologi. Inden for hvert spor eller team er der en ansvarlig overlæge, og der er udarbejdet præcise beskrivelser af, hvad de yngre læger i løbet af de tre måneder skal beskæftige sig med.

»Vi har i hele processen haft stor glæde af kaospiloten, der har fungeret som coach, sparringspartner for os yngre læger og facilitator, blandt andet på en temadag med definition af problemer og løsningsmodel«, siger Marlene Lunddal Krogh.

Sprudlende engagement

Kaospilot Anders Wyke har været glad for samarbejdet med de yngre læger, og han har været noget overrasket over det store og sprudlende engagement, han har mødt:

»Der var så mange ideer til projekter, at vi måtte vælge mellem dem. Det har været meget inspirerende, og det har været spændende for mig at bruge min faglighed på andres faglighed. Jeg har oplevet, at systemet er hierarkisk opbygget, men at der nok er ved at ske et generationsskifte, og at der hele vejen igennem organisationen er en vilje til forandring«, siger kaospiloten.

Lægefaglig direktør Claus Thomsen var på ferniseringen ikke i tvivl om, at dette skulle fortsætte.

»De yngre læger går fra afdeling til afdeling, og de har viden med sig. Vi skal udnytte denne viden og deres evne til hurtig forandring. Det her er noget, vi vil«.