Skip to main content

Yngre Læger og Overlægeforeningen dropper fusion

Der bliver ingen fusion mellem Yngre Læger og Overlægeforeningen. Der er ikke opbakning til at fortsætte drøftelserne, lyder begrundelsen.
Yngre Lægers forperson, Helga Schultz. Foto: Claus Boesen.
Yngre Lægers forperson, Helga Schultz. Foto: Claus Boesen.

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

16. apr. 2021
2 min.

Arbejdet om en fusion mellem Yngre Læger og Overlægeforeningen/dele af FAS indstilles.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra de to foreninger fredag.

”Vi har besluttet at indstille arbejdet med at undersøge muligheden for en fusion, da vi ikke oplever, at der er opbakning til at fortsætte med disse drøftelser på nuværende tidspunkt,” siger Yngre Lægers formand, Helga Schultz ifølge pressemeddelelsen.

Beslutningen er truffet efter møder i Yngre Lægers og i Overlægeforeningens bestyrelse.

Yngre Læger og Overlægeforeningen fortsætter som to selvstændige foreninger med hver sin bestyrelse og vil samarbejde på en række relevante områder, lyder det i pressemeddelelsen.

”Vores foreninger har en lang tradition for at samarbejde på mange af de områder, hvor vi har fælles interesser. Det vil vi selvfølgelig fortsætte med og styrke, også selvom vi ikke fusionerer,” siger Lisbeth Lintz, formand for Overlægeforeningen.

Arbejdet med at undersøge muligheden for en fusion har skabt debat, siden de to foreninger besluttede at afsøge muligheden for fusion mellem de to foreninger i juni 2020.

På Yngre Lægers repræsentantskabsmøde i november 2020 gav flere udtryk for frustration over processen omkring fusionen.

Yngre Lægers bestyrelsen blev kritiseret for at købe ind på præmissen om, at fusionen var en god idé, og at der ikke forud for repræsentantskabsmødet havde været drøftelser omkring, hvorvidt repræsentantskabet skulle arbejde med fusion. Fokus var, hvordan fusionen kunne ske, ikke om, lød kritikken.

Dødstødet kom dog endeligt, da Yngre Læger valgte af sætte diskussionerne på pause, efter Overlægeforeningen vedtog deres overenskomst, som betyder, at nyansatte overlæger fra næste år får 30.000 kroner mindre i løn de første tre år af deres ansættelse som overlæge.

Det fik 759 afdelingslæger til at skrive et brev med ønske om at få fjernet den del i Overlægeforeningens overenskomst.

Da fusionen blev sat på pause, sagde Helga Schultz til Ugeskrift for Læger, der blandt medlemmerne havde været stor vrede og frustration over den del af Overlægeforeningens overenskomst, som har medført lavere startløn for overlæger,.

“Der er ikke grundlag for at tale om en mulig ny fælles forening, når der er så stor utilfredshed. Vi har brug for at få talt ordentligt om det, inden vores næste bestyrelsesmøde midt i april”, sagde Helga Schultz.

Oprindeligt skulle de to foreningers repræsentantskaber stemme om en principbeslutning om fusion ved deres respektive repræsentantskabsmøder d. 10. juni 2021, men det er nu besluttet at indstille processen.

Læs også:

Helga Schultz: Fusion skal gøre os stærkere

Yngre Læger sætter fusion på pause

Tanker om fusion skaber heftig debat på repræsentantskabsmøde

Lægeforeningers svar til kritiske afdelingslæger: Der er ikke noget at gøre