Flere læger, der arbejdede på Svendborg FAM sammen med den dømte læge, fortæller om en kaotisk afdeling og en ledelse, der ikke lyttede til deres bekymringer. Ledende overlæge på kirurgisk afdeling husker det anderledes.
En patient døde, og en yngre læge er dømt for grov forsømmelse, men det kunne være gået meget værre på Svendborg Fælles Akutmodtagelse (FAM), der i 2013 var præget af kaotiske tilstande og manglende ansvarstagen, fortæller flere læger. Annette Fibiger er i dag praktiserende læge i Svendborg, men i 2013 arbejdede hun på Svendborg FAM.
”Fjorten dage efter, vi var startet på afdelingen, fik vi besked på, at vi ud over at være forvagt også skulle være mellemvagt for hinanden og dække begge vagtlag. Normalt skulle mellemvagten være en, der havde kirurgisk kompetence og kunne supervisere, men nu var det os. Personligt havde jeg ingen kirurgisk erfaring, men der var nogle, der havde haft en klinisk basisuddannelse, hvor de havde været et halvt år på kirurgisk, og så måtte de påtage sig rollen”, fortæller Annette Fibiger.
Hun beskriver en hverdag, hvor læger mødte ind i Svendborg, selv om de skulle have haft vagt i Nyborg, og omvendt. Hvor sygemeldingerne i lægestaben var meget hyppige, og hvor samarbejdet mellem den kirurgiske afdeling og FAM var så anstrengt, at hun og hendes kollegaer ofte måtte klare sig selv, når de var på vagt i FAM.
”Det er utroligt, at der ikke blev lavet større fejl i det kaos, der var på Svendborg FAM”, siger Annette Fibiger.
Hun bliver bakket op af Iza Alfredsen, der arbejdede på Svendborg FAM på samme tidspunkt.
”Vi gik i vagt hele tiden, fordi vi skulle dække to vagtlag. Det var udmattende. På et tidspunkt blev der så ansat medicinstuderende til at tage forvagten, så vi kunne passe mellemvagten, selv om vi ikke var kvalificeret til det. Bagvagten var ofte i operation, så ofte var vi reelt kun os til at hjælpe hinanden”, fortæller hun.
Både Annette Fibiger og Iza Alfredsen beskriver deres tid på Svendborg FAM som noget, der bare skulle overleves. De oplevede en ledelse, der ikke kunne eller ville hjælpe dem, da de gjorde opmærksom på det pressede arbejdsmiljø på afdelingen.
”Når man er ny, så ruller man bare med i starten, men efter et par måneder fik vi nok. Der var rigtigt meget kaos omkring struktur. Der var ikke nogen, der tog sig af det, når vi beskrev den uholdbare situation, vi var i. Vi prøvede at tale med vores ledende overlæge, men det fik vi ikke noget ud af andet end et meget ubehageligt møde med ham”, siger Annette Fibiger.
Det møde husker Iza Alfredsen også tydeligt. Alt håb, som de yngre læger havde om, at ledelsen ville gribe ind, forsvandt efter det møde.
”I juni måned blev der holdt et stort møde med yngre læger, hvor vi fik at vide af vores ledende overlæge, at hvis vi ikke indordnede os under den vagtplan, der var kommet, så ville de sørge for at sprede vores ferie rundt, sådan så ingen af os fik den ferie, vi ville have. Det var meldingen”, fortæller Iza Alfredsen.
Selv om der er gået fire år, siden Iza Alfredsen arbejdede på Svendborg FAM, blander hun sig i debatten nu, fordi ansvaret for den kaotiske situation er havnet hos én læge. Det ansvar vil hun have placeret meget højere oppe.
”Ledelsen sørgede ikke for at danne rammer om vores arbejdsplads og skabe de retningslinjer, der skulle til for, at vi kunne arbejde sikkert. Det var altså deres ansvar. Vi gjorde gentagne gange opmærksom på, at vi ikke kunne arbejde under de forhold, uden at der skete noget. Det var et ledelsesproblem og fuldstændigt urimeligt, at ansvaret nu lå på en enkelt læge”, mener Iza Alfredsen.
Det er utroligt, at der ikke blev lavet større fejl i det kaos, der var på Svendborg FAM Annette Fibiger, læge på Svendborg FAM i 2013
Oplevelsen af ikke at være blevet hørt genkender Claus Vinther ikke. Han var både dengang og nu ledende overlæge på Kirurgisk Afdeling A på Svendborg Sygehus, og han var ledende overlæge for både Annette Fibiger og Iza Alfredsen, mens de arbejdede på Svendborg FAM.
”Jeg er selvfølgelig ked af, at de ikke har følt, at de er blevet hørt, men jeg genkender ikke billedet af, at de har forsøgt at tale med mig om arbejdsmiljøet”, siger han.
Han har tjekket sin mødekalender for sommeren 2013 og fundet to møder, men han genkender ikke de to lægers beskrivelse.
”Jeg kan se i min kalender, at jeg havde et møde med yngre lægers tillidsrepræsentant omkring arbejdstilrettelæggelsen den 13. juni 2013. Så der har været et ønske om at tale ferie og dermed også indirekte arbejdsmiljø. Jeg kan også se, at jeg havde et skemaplanlægningsmøde den 27. juni med alle læger, der havde vagt, inklusive afdelingslæger og overlæger”, siger Claus Vinther og fortsætter:
”Jeg husker, at udfordringen var at dække vagten i ferien, og vi drøftede, at vi kunne blive nødt til at dele ferien i 14 dage + syv dage senere, da vi grundet akutte vakancer i ferieperioden ikke kunne dække de nødvendige funktioner. Jeg sagde – og det ved jeg, fordi jeg altid siger det – at hvis man er interesseret i at gøre en ekstraordinær indsats hen over sommeren, så vil det være muligt at tilbyde alle tre ugers samlet ferie i hovedferieperioden. Hvis ikke, så kan det være nødvendigt at dele ferien, men det ligger inden for rammerne af ferieloven”, forklarer Claus Vinther.
Han fastslår, at der ikke var noget ekstraordinært ved at holde møder i forhold til ferieplanlægning.
”Jeg har ikke på noget tidspunkt truet mit personale, men af hensyn til akutfunktionen er jeg som leder nødt til, inden for ferielovens rammer, at sikre dækningen af afdelingens akutfunktioner”, forklarer Claus Vinther.
Læs mere:
Få overblikket: Ugeskriftet guider dig igennem Svendborgsagen
