Skip to main content

Yngre Lægers repræsentantskabsmøde den 22. april 2010

Klaus Larsen

29. apr. 2010
3 min.

Yngre Lægers repræsentantskabsmøde, der fandt sted dagen før Lægemødet, tog afsked med to bestyrelsesmedlemmer og skulle vælge to nye.

Cæcilie Buhmann skal udsendes af Læger Uden Grænser og ønskede derfor at trække sig, og Klaus Klausen er blevet konstitueret som overlæge.

Bestyrelsesmedlem Lars Riber blev valgt som afløser for Klaus Klausen i Lægeforeningens bestyrelse.

Til at afløse Klaus Klausen og Cæcilie Buhmann i YL-bestyrelsen valgte repræsentantskabet to erfarne lægepolitikere fra egne rækker:

Mads Skipper var indtil for nylig formand for Yngre Læger i Region Midtjylland og kendt af mange yngre læger for sin direkte kontakt med regionens fællestillidsrepræsentanter og som underviser på tillidsmandskurser.

Bue Juvik er formand for Yngre Læger i Region Sjælland og formand for regionens koordinationsforum i Lægeforeningen. I den egenskab har han været med til at udarbejde den sygehusplan for regionen, der omsider faldt på plads for nogle uger siden med placeringen af et regionalt supersygehus i Køge.

Overenskomstkrav

En del yngre læger er skuffede over, at den mulighed for lokal lønforhandling, som YL for snart mange år siden bød velkommen, mange steder er endt som en fuser. Pengene er afsat centralt, men i flere regioner er de kun blevet udmøntet i meget begrænset omfang. Nordjylland var dog en undtagelse fra denne regel.

Da repræsentantskabet skulle diskutere, hvilke krav der skal prioriteres under de kommende overenskomstforhandlinger, talte flere for ikke at kaste flere penge i den decentrale løn.

Jens-Ove Schmidt, Region Syddanmark, havde dog denne kommentar:

»Inden vi afskaffer lokalløn, skal vi så lige have det ud af det, som er aftalt og underskrevet. Jeg skuer med misundelse til de resultater, de har fået ud af det i Nordjylland. Vores region skylder os penge, som er aftalt, men ikke udmøntet. Dem skal vi lige have - og derefter slagter vi den ko«.

En afskaffelse vil næppe være på tapetet, når forhandlingerne indledes. Men YL-formand Lisbeth Lintz kunne godt forestille sig en tilpasning af lokallønnen til yngre lægers særlige forhold:

»Det er et problem i forhold til den nuværende lokale løndannelse, at læger under videreuddannelse skifter arbejdssted så ofte, at det dels bliver vanskeligt at forhandle tillæg ved nyansættelser, dels at der bliver problemer med at genforhandle tillæg, der bliver ledige, når en yngre læge rejser videre«, forklarede hun.

»Det er vanskeligt at se, hvorfor der overhovedet skulle forlodsfinansieres i 2011. Der er masser af penge afsat allerede. Nu må arbejdsgiverne vise, at der også er vilje til at bruge pengene«.

Bestyrelsen havde sat forslagene til overenskomstkrav til debat i uprioriteret orden. Debatten viste, at interessen især samler sig om generelle lønstigninger og sikring af reallønnen, at bevare reguleringsordningen uændret samt forbedringer af vagtvilkårene.

Regional vrede mod bestyrelsen

Der var stor utilfredshed i Yngre Lægers repræsentantskab med den måde, bestyrelsen havde håndteret udpegningen af en kandidat til Lægeforeningens formandsvalg. I betragtning af, at der i bestyrelsen var to, som ønskede at kandidere, havde regionsformændene på forhånd frarådet bestyrelsen at pege på en enkelt. Det havde bestyrelsens flertal alligevel valgt at gøre - og kom til at høre for det på repræsentantskabsmødet.

Marianne Holt, Region Midtjylland, kaldte det »enten politisk tonedøvt eller magtarrogant« og fortsatte:

»Sådan skal det i hvert fald ikke være: at bestyrelsen ikke kan stikke en finger i jorden og høre, hvad de regionale formænd giver jer af gode råd«. Et synspunkt, som fik bred tilslutning.

»Bestyrelsen består af aktive og engagerede yngre læger med en holdning til, hvem der skal være formand for Lægeforeningen«, sagde Lisbeth Lintz til kritikken.

»Den holdning mener vi ikke, behøver være hemmelig. Det betyder ikke, at vi ikke synes, det er et problem, hver gang vi oplever en dem-og-os-opfattelse i organisationen. Vi arbejder hele tiden på at styrke dialogen, og vi gav på repræsentantskabsmødet hinanden løfte om sammen at intensivere dette arbejde yderligere«.