Skip to main content

Yngre Lægers repræsentantskabsmøde: Klar med Yngre Lægers OK-krav. Løn, løn og løn (plus vagt og barsel)

Journalist Klaus Larsen, klaxis@journalist.dk

7. maj 2007
5 min.

Løn, løn og løn. Det var svaret fra Yngre Lægers repræsentantskab, da det skulle vedtage kravene til de forestående forhandlinger om Overenskomst 2008.

Diskussionen er foregået med inddragelse af medlemmerne, hvor alle, bl.a. ved møder og på nettet, har fået lejlighed til at tage stilling til, hvilke krav forhandlingsdelegationen skal kæmpe for - og hvilke de skal lægge særlig vægt på.

På Læger.dk har ca. 500 medlemmer benyttet muligheden for at prioritere mellem fem generelle OK-krav. Topscorer blev »løn«, som brugerne mente bør stå for ca. 60 pct. af de midler, der skal forhandles om.

Det var der udbredt enighed om i repræsentantskabets debat. Men debatten her udkrystalliserede samtidig to andre højt prioriterede krav, som handler om hhv. bedre vagtvilkår og fuld løn under barsel.

De tre krav, som dermed får særlig opmærksomhed, handler altså om løn, barsel og vagtvilkår - ikke i prioriteret rækkefølge men dog sådan, at lønnen skal tegne sig for størstedelen af de samlede midler, der forhandles om.

Men også de resterende to krav var alle enige om, skal med til forhandlingsbordet: Det drejer sig dels om kompetenceudvikling (bl.a. efteruddannelse), dels om pension.

Lønnen

Hvad lønnen angår, regner YL's forhandlere med, at arbejdsgiverparten ligesom i 2005 vil møde frem med et stærkt ønske om, at mest muligt af lønsummen skal øremærkes til lokal løndannelse (»ny løn«). Hos Yngre Læger går stemningen den modsatte vej: Ny Løn er ikke et særlig godt system for yngre læger. Således har den nyeste uddannelsesenquete vist, at det er færre end hver tiende yngre læge i regionerne, der har forhandlet løn i forbindelse med ansættelse i deres stilling.

Vagtvilkår og barsel

Ved de seneste overenskomstforhandlinger har krav om bedre vagtvilkår været dominerende. Det er da også et område, hvor der er sket visse fremskridt - ikke mindst efter, at arbejdsgiverne ved OK05 anerkendte, at vagtbelastningen kan være et arbejdsmiljømæssigt problem. Det blev derfor aftalt, at yngre læger skal have ret til en forhandling, hvis vagten mellem kl. 20 og 08 var et problem. Der blev nedsat en fælles styregruppe til at følge arbejdet med denne nye bestemmelse, og det blev aftalt, at der skulle evalueres på det inden næste overenskomst.

Der har i den forbindelse været taget flere initiativer (som har været omtalt i Ugeskriftet), og arbejdet er foregået i en god atmosfære, som det bl.a. kom til udtryk ved en fælles vagttemadag i 2006 og en vagtkonference i januar 2007, hvor der bl.a. blev uddelt en »Vagtpris«.

I vagtstyregruppen har man også været optaget af at finde gode mål for, hvornår en vagt er for belastet, idet en ren timeopgørelse ikke nødvendigvis er den rette indikator for vagtens belastning. Endelig er Dansk Sygehus Institut (DSI) i gang med en evaluering af vagtbestemmelsen, og evalueringen forventes at foreligge omkring den 1. juli 2007.

Uddannelsesenqueten viser dog, at godt hver tredje yngre læger oplever vagten som så belastet, at det udgør et arbejdsmiljøproblem, og selv om evalueringen endnu ikke foreligger, vil vagtvilkårene derfor uvægerligt blive et vigtigt tema også ved OK08.

Der blev drøftet andre krav vedr. arbejdsvilkår. Lige som andre offentligt ansatte har yngre læger ret til løn under barsel i ca. 32 uger ud af den samlede barselsorlov på 52 uger. Ved OK 05 blev der aftalt indbetaling af pension i den ikkelønnede del af barselsorloven. Der blev endvidere aftalt en barselsfond eller en barselsudligningsordning. Repræsentantskabet ser gerne, at Yngre Lægers forhandlere denne gang stiller krav om fuld løn under hele barselsorloven.

Mere til pension

Det blev diskuteret, om man skal satse på krav om, at det gøres nemmere selv at afgøre, om der skal indbetales mere eller mindre af lønnen til pension. Det blev der indvendt en del imod - mange mente således, at det senere i livet vil svide til dem, der som yngre synes, at de har bedre brug for pengene nu. Det blev bl.a. foreslået at forebygge dette ved at give de laveste løntrin et løft, så pensionsandelen dermed også blev højere for de yngste.

Pension blev ikke prioriteret højt blandt kravene - men skal der afsættes mere til pension, skal det ske som en forhøjelse af den generelle pensionsprocent.

Statsansatte

De statsansatte læger udgør ikke nogen stor del af Yngre Lægers medlemmer. Men som det blev påpeget, er de generelt dårligere lønnet end de sygehusansatte, og da i særlig grad de, som befinder sig på et anciennitetsniveau svarende til speciallæger og overlæger i sygehusvæsenet.

Men i f.eks. militæret, som mangler helikopterpiloter, har denne faggruppe benyttet situationen til at sikre sig virkeligt høje lønninger. Militæret har imidlertid også 40 pct. af alle lægestillinger ubesatte, og denne mangel bør man udnytte til at sikre disse medlemmer et mærkbart løft under den enkle parole, at »alle læger skal have lægeløn«.

Et andet problem for de ansatte i forsvaret er, at de er tvunget til at gå på pension som 60-årige. Det efterlader dem med relativt lave pensioner - et problem, som Lisbeth Lintz lovede at arbejde for at få løst.

De generelle krav for de statsansatte læger er:

  • Forbedringer af lønnen, generelle lønstigninger og reallønssikring

  • Bevarelse af reguleringsordningen

  • Barsel

  • Bedre pensionsforhold - herunder fritvalgsordninger

  • Bedre vilkår for universitetsansatte

  • Forbedring af ph.d.-vilkårene

Forhandlingsprocessen

Efter at kravene blev vedtaget af repræsentantskabsmødet skal de nu sendes til Akademikernes Centralorganisation, der arbejder videre med dem sammen med kravene fra de andre organisationer i AC-samarbejdet med henblik på at lave en fælles forhandlingsaftale. AC's forhandlingsaftale og oplæg til forhandlingerne sendes til organisationerne den 27. juni, og senest den 17. august skal de melde tilbage. Yngre Læger skal i den forbindelse tage stilling til AC-aftalen. Det er nogle gange foretaget ved et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, men repræsentantskabet bemyndigede bestyrelsen til at tage stilling - med det forbehold, at 15 medlemmer kan indkalde repræsentantskabet ekstraordinært, hvis de finder det nødvendigt.

Det er Yngre Læger selv, der forhandler de fleste af kravene. Kun helt generelle, tværgående krav fælles for alle som f.eks. generelle lønstigninger, reguleringsordning og lignende, bliver forhandlet ved »de store forhandlingsborde« (KTO for de regionalt ansatte, og forhandlingsfællesskaberne CFU og AC, når det gælder de statsansatte).

Efter amternes nedlæggelse hedder de sygehusansattes modpart Danske Regioner. Ved forhandlingerne er de repræsenteret ved et nyoprettet Lønnings- og Takstnævn, hvor Finans- og Sundhedsministerierne - også som noget nyt - er repræsenteret og har vetoret. Hvad det kommer til at betyde, vides endnu ikke. Modpartens forhandlingsleder hedder dog lige som ved OK05 Signe Friberg, og hun har for nylig, i et interview med Ugeskriftet, bedyret, at det næppe får nogen praktisk betydning.

Når der i foråret 2008 foreligger et forhandlingsresultat, bliver repræsentantskabet ekstraordinært indkaldt for at tage stilling til resultatet og beslutte, om det evt. skal sendes til urafstem-ning blandt alle medlemmer af Yngre Læger.