Skip to main content

Yngste mand i klemme

Posten som tillidsrepræsentant er ikke altid nem, når man samtidig er nyuddannet og ny på afdelingen. Fagforeningens og ledelsens retning er nemlig ikke altid den samme, oplever yngre læger.

Anders Elkær Jensen og Joanna Gesche er begge yngre læger og tillidsrepræsentanter. De har oplevet situationer, hvor rollen overfor chefen var svær.
Foto: Ugeskrift for Læger
Anders Elkær Jensen og Joanna Gesche er begge yngre læger og tillidsrepræsentanter. De har oplevet situationer, hvor rollen overfor chefen var svær.
Foto: Ugeskrift for Læger

Christine Løvgren Spanggaard, cls@dadl.dk

7. okt. 2016
2 min.

Tillidsrepræsentanter stikker næsen frem, når de yngre lægers vilkår skal forhandles. Af og til så langt frem, at opgaven bliver ubehagelig. Derfor havde Yngre Læger torsdag inviteret tillidsrepræsentanter til TR-dag i Lægeforeningen i København, hvor de kunne få minikurser i forskellige TR-opgaver, konkrete råd og vejledning og en mulighed for at tale med andre i samme båd. ”Det er ikke en nem post at være ung TR over for en overlæge med en helt anden erfaring og alder”, sagde Sofie Hjortø, formand for Medlemsstrategisk Udvalg, i sin velkomsttale

En af de fremmødte var Anders Elkær Jensen. Han er TR på Endokrinologisk Afdeling på OUH og sidder desuden i Yngre Lægers repræsentantskab. Han så dagen som en mulighed for at få vejledning i, hvornår han skal tage kampen, og hvornår han skal involvere fagforeningen.

”Jeg kan godt læse en hel masse om overenskomsten og være frygtelig skrap, men jeg skal jo også arbejde sammen med chefen i morgen. Så jeg håber på nogle lidt mere konkrete retningslinjer for, hvordan jeg løser min opgave uden at rage alt for meget uklar med chefen. Mange af os er jo trods alt et sted, hvor vi gerne vil fortsætte senere hen, også er der ikke særlig fedt, at rage uklar allerede nu”, forklarer han.

At det kan være en udfordring at være yngste mand over for en erfaren overlæge har Joanna Gesche også oplevet. Hun er i øjeblikket tillidsrepræsentant på Neurologisk afdeling på OUH.

”Det er svært og noget jeg oplever i min hverdag. I de konflikter der er, prøver jeg at bevare roen og kommunikere ordentligt, så det ikke bliver til en magtkamp. Jeg kan godt lide TR-arbejdet og jeg vil gerne være med til at forbedre afdelingen. Og så er den her dag en oplagt mulighed for at få et fagligt indspark til at gå i den retning”, siger hun.