Skip to main content

»Ytringsfriheden har det ikke så godt som FAYL tror«

Bestyrelsen for Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed

2. nov. 2005
4 min.

Indledningsvis troede vi, at der var tale om slet skjult ironi, da YL-spalterne i UfL nr. 17 under titlen »Ytringsfriheden har det godt« gør sig til gode med vores selskab - Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed.

Er der egentlig tale om et reelt problem, spørges der retorisk.

At mange, der har deres daglige gang på linoleum og langt fra de bonede gulve, godt er klar over, at ytringsfriheden skranter, gør åbenbart ikke indtryk på FAYL.

Det vil ikke over for nogen af parterne være rimeligt at nævne navne her, og vi vil kun opfordre FAYL til at tage kontakt til Københavns Amts Lægekredsforening, der har friske sager i erindring bl.a. fra Amager Hospital. Måske afspejler FAYL's ringe kendskab til den lidende ytringsfrihed snarere det forhold, at medlemmerne sjældent føler, at de får den nødvendige opbakning og derfor lider alene.

Politikerne og åbenheden

Politikerne ønsker åbenhed, skriver journalist Klaus Larsen og dokumenterer med udtalelser fra amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen - som til KALK's møde i november på Sølyst citeres for at sige »politikere i Københavns Amt ønsker at skabe åbenhed, og vi ønsker, at læger ytrer sig«.

Nu skal der ikke herske tvivl om, at mange politikere ønsker reel åbenhed, vi mener som sagt, at det i højere grad er DJØF'erne, som vogter over lægerne - men da amtsborgmesteren i København nu tages til indtægt for sit åbne sind, vil vi vil ikke undlade at gøre opmærksom på, at papir er taknemmeligt. Vi er mange, der husker, at til selv samme møde, hvor amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen, direkte adspurgt, ikke ønskede at tage afstand fra Københavns Amts praksis om, at amtets spindoctors (som næppe har aflagt lægeløfte) præfabrikerer kritiske lægers citater i pressemeddelelser.

For den opmærksomme læser var det netop kernen i den dengang højaktuelle sag, hvor overlæge og formand for Hjernesagen Tom Skyhøj blev forsøgt tvunget til at fraskrive sine holdninger om apopleksi. Amtet havde skrevet hans meninger ned og bad ham under trusler om at skrive udtalelser under, som var de hans egne. Pressemeddelelsen skulle have taget afstand fra hans udtalelser i et TV2 dokumentarprogram, der belyste apopleksibehandlingen i Danmark. Så meget mener amtsborgmesteren altså om åbenhed!

Enkeltsagerne og helheden

Formand Erik Jylling mener, at vi puster liv i få enkeltsager, som får mere opmærksomhed, end der er ret og rimeligt.

Vi tror ikke, at der er dusinvis af sager med læger, der bogstaveligt talt får deres ytringsfrihed knægtet i dagligdagen. Problemet er snarere, at man ved hjælp af at slå rigtig hårdt i enkelte sager, har skabt en frygt og selvjustits i lægekredse, der rækker helt fra den administrerende overlæge og ud til den yngste reservelæge. Organisatorisk børnelærdom siger, at man kun behøver at trykke på toppen af en hierarkisk pyramidestruktur, før trykket forplanter sig i hele systemet.

Samarbejdsudvalgene er tandløse

Erik Jylling mener ifølge artiklen endvidere, at lægernes ytringsfrihed er godt dækket ind gennem tillidsrepræsentanter og de lokale samarbejdsudvalg. En sådan udtalelse går i mod Lægeforeningens egne etiske regler, hvor ytringspligten - der kræver lægers indblanding i den offentlige debat - er præciseret. Vi håber derfor, at Erik Jylling er fejlciteret, og at han ikke mener, at den enkelte læge ikke behøver at blande sig i den offentlige debat.

Noget andet er, at vi i DSLY selvfølgelig bakker op om samarbejdsudvalg og andre lokale medarbejderinstitutioner. Vi mener ikke, de kan stå alene uden den enkeltes ytringsfrihed, men vi mener, de kunne blive en vigtig spiller i debatten. Især hvis de sørgede for at blive hørt. Overlægerådene hører man en sjælden gang om, men aldrig samarbejdsudvalgene.

Nu er det jo ikke alt, der behøver at ende i aviserne. Men hvad så med politikerne, dem mener formanden får alt det at vide, de har behov for fra samarbejdsudvalgene? Gid det var så vel!

Amtsrådsmedlem Pernille Weiss fra Fyns Amt slog på vort vintermøde fast, at hun aldrig var blevet præsenteret for udtalelser, holdninger eller meninger fra samarbejdsudvalgene.

Hun anede ikke, hvad samarbejdsudvalgene egentlig lavede, og hvad de talte om, kom i hvert fald aldrig politikerne for øre. Hun opfordrede derfor lægerne til at tage direkte kontakt til politikerne og blande sig i den offentlige debat - som vores etiske vedtægter kræver af os.

Aktiver de faglige institutioner

Vi vil derfor gerne opfordre FAYL til at aktivere TR og samarbejdsudvalgene. Send dem på banen til støtte for en mere åben lægekultur, hvor også den yngste læge tør tale uden frygt for kollegiale sanktioner. Lad dem aktivt støtte de læger, der står frem med, hvad de mener er lægeligt uforsvarligt. Støt overlægerne i den eksterne debat og støt de yngre læger i den interne.

Støt i det hele taget op om ytringsfriheden til gavn for læger og patienter!

DSLY

Bestyrelsen for Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed

www.laegersytringsfrihed.dk

Bestyrelsen:

Professor, overlæge, dr.med. Niels Høiby (formand), Læge og journalist Stig Ekkert (næstformand),

Afdelingslæge Torben Ishøy, Professor, overlæge, dr.med. Tom Bolwig, Praktiserende læge Ole Tang,Stud.med. Ditte Erlangsen

SVAR