Zoneterapi, homøopati – hvad skal man mene?

Lægeforeningen skal arbejde videre på at formulere en politik om, hvad foreningen skal mene om alternativ behandling.

Det blev konklusionen på en lang og livlig diskussion om et debatoplæg, fremlagt af praktiserende læge Lene Unnerup som formand for en arbejdsgruppe.

Som alle praktiserende læger har Lene Unnerup nærmest dagligt oplevelser med patienter, som enten åbent fortæller om deres brug af alternative behandlinger eller lægemidler, eller nærmest brødebetyngede indrømmer det.

Lene Unnerup og arbejdsgruppen har arbejdet intenst med emnet og er enige om, at læger, hvad enten de bryder sig om det eller ej, er nødt til at forholde sig til alternativ behandling. Om ikke andet, så fordi den er en kendsgerning, og at den ofte kan interagere med den lægelige behandling.

Derfor bliver lægen nødt til, med Kierkegaards ord, at »møde næsten der, hvor næsten er«, og at gøre det på basis af en vis viden, fx netop om indtagelse af medicin og uønskede bivirkninger.

Når patienter taler om mødet med alternative behandlere, er gennemgående temaer, at de giver sig god tid. At de lytter til patienterne og interesserer sig for deres liv. Underforstået: I modsætning til lægerne.

»Det kan vi bruge som et fingerpeg om, at vi bør arbejde på at blive endnu bedre i kontakten med den enkelte patient, lære mere om patientens egen opfattelse af sygdom og sundhed, og bruge dette mere konsekvent i vores arbejde«, siger Lene Unnerup.

Også læger beskæftiger sig i en del tilfælde med alternative behandlinger – nogle gange i forbindelse med deres lægegerning, og i nogle tilfælde som fuldtidsbeskæftigelse. Arbejdsgruppen foreslår en dialog med begge kategorier. Ikke nødvendigvis for at blive enige, men fordi man aldrig bør udelukke muligheden af at lære noget af hinanden.

Videnskab vs. holisme?

Men på hvilken måde skal lægerne så beskæftige sig med det alternative område? Ved strikte videnskabelige forsøg, der kan dokumentere eller udelukke en eventuel effekt? Ved forsøg, der slækker på standarderne for at tage højde også for det, der ikke kan måles og vejes? Eller skal man blot inkorporere et vist minimum af kendskab i det lægelige arbejde med rådgivning af patienterne?

Lægeforeningens formand, Jesper Poulsen, hældede mest til klinisk kontrollerede undersøgelser. Men kan en forsker overhovedet foretage valide undersøgelser af noget, han måske kvier sig ved at tro på?

Eller er det mere væsentligt at fokusere på lægens forhold til patienterne og tænke bredere, end man er vant til som traditionel kliniker?

Arbejdsgruppen lagde op til, at arbejdet skal fortsætte med henblik på at udarbejde et egentligt politikpapir på det næste Lægemøde, som eksempelvis kunne baseres på Den norske lægeforenings model.

Debatten blev en af de længste på Lægemødet 2004, og både praktiserende læger, forskere og speciallæger bakkede op om at fortsætte.

Praktiserende læge Annette Damgaard, som er repræsentant for Lægeforeningen i bestyrelsen for VIFAB (Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling), mente, at »som Lægeforening skal man turde sige, at vi gerne vil støtte patienten, og at vi ikke er lukkede for diskussion. Men uden at give køb på vores faglighed«.

»Vi har nu fået et langt bedre grundlag for at arbejde videre på området«, konkluderede Jesper Poulsen. Han konstaterede at stemningen entydigt var for at fortsætte arbejdet til næste Læge-møde og foreslog på hovedbestyrelsens vegne at lade Etisk Udvalg samle de relevante personer, der kan påtage sig opgaven med at lave et egentligt beslutningsgrundlag til Lægemødet 2005.