Skip to main content

Overlæger: Kommunerne skal forpligtes

Der er alt for stor forskel på kommunernes sundhedstilbud. Derfor foreslår Overlægeforeningen, at der opstilles bindende retningslinjer for kommunernes indsats.
"Vi har haft patienter, som efter aftale var sendt hjem til genoptrænng - og så er de blevet genindlagt 4-6 uger senere uden, at der har været etableret noget som helst", siger Lisbeth Lintz. Foto: Ritzau-Scanpix
"Vi har haft patienter, som efter aftale var sendt hjem til genoptrænng - og så er de blevet genindlagt 4-6 uger senere uden, at der har været etableret noget som helst", siger Lisbeth Lintz. Foto: Ritzau-Scanpix
Klaus Larsen, kll@dadl.dk
8. nov. 2018
06 min

Der er alt for stor forskel på kommunernes sundhedstilbud. Derfor foreslår Overlægeforeningen, at der opstilles bindende retningslinjer for kommunernes indsats.

Regeringen vil med sin kommende sundhedsreform overlade flere af sundhedsvæsenets opgaver til kommunerne: Man skal »tæt på borgerne«.

Men det kræver, at der opstilles fælles, bindende retningslinjer for kommunernes indsats.

Det konkluderer Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz, efter at en rundspørge blandt foreningens medlemmer viser, at der er store forskelle i de tilbud, kommunerne har til patienterne. (Se faktaboks).

»Derfor bør kommunerne pålægges at følge nationale kliniske retningslinjer og dokumentere, at de lever op til dem«, siger Lisbeth Lintz.

Efter 12 år: »Nogle gør det godt«

Overlægeforeningens formand, Lisbeth Lintz, peger på, at der er store forskelle på, hvordan sygehusene kan aftale med kommuner om at tage patienter tilbage efter en indlæggelse. Nogle kommuner gør det »rigtig godt«, mens det står skralt til i andre kommuner. Og det finder hun »fagligt helt uforsvarligt« – ikke mindst over for ældre medicinske patienter:

»Hvis man f.eks. ringer til den ene kommune og siger, at man har en udskrivelse på fredag, kan svaret være, at ’så må vi se, om vi har plads til det’, og ’vi vender tilbage’. Andre kommuner lover at være klar med en konkret plan fredag morgen«, eksemplificerer Lisbeth Lintz, der selv er speciallæge i geriatri.

Selv om det er 12 år siden, at kommunerne overtog ansvaret for genoptræning, findes der stadig mange kommuner, hvor det med Lisbeth Lintz’ ord kan være »svært at få anden rehabilitering end den, man kan få ved at være hjemme«.

»Hvis man har brug for et døgnophold, inden man kommer helt hjem, er man jo i en gruppe, hvor et par ugers genoptræning kan gøre en kæmpeforskel efter f.eks. en apopleksi – så man bliver i stand til selv at gå på trapper, klare toiletbesøg osv.«, siger hun.

March på stedet

Som led i den varslede sundhedsreform vil regeringen oprette 21 nye »sundhedsfællesskaber« over hele landet. De skal ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) bygges op omkring landets 21 sygehuse med det formål at bygge bro mellem sygehus, kommune og praktiserende læge. Sundhedsfællesskaberne skal ifølge ministeren også »være økonomisk, ledelsesmæssigt og organisatorisk forpligtede på hinanden«. Men strengt taget risikerer de at blive en march på stedet, skønner Lisbeth Lintz:

»Jeg så hellere, at man arbejdede på at gøre det bedre inden for de nuværende organisatoriske rammer. Ikke nødvendigvis, fordi det er perfekt. Men man risikerer at bruge en masse penge og menneskelige ressourcer på at lave organisationsændring«.

Lisbeth Lintz understreger, at der altid bør ligge en lægefaglig vurdering til grund for de opfølgninger, som kommunerne skal sætte i værk over for borgere, der udskrives fra hospitalerne.

Om det sammenhængende patientforløb omsider skal blive andet og mere end et fatamorgana, afhænger ifølge Lisbeth Lintz af, hvordan sundhedsfællesskaberne organiseres, og hvilke forpligtelser der følger med:

»Hvis hvert sundhedsfællesskab har frihed til at handle lige så forskelligt som kommunerne gør i dag, er vi ikke rykket meget nærmere på et sammenhængende patientforløb«, siger overlægeformanden.

Små kommuner løfter sammen

Inden for den eksisterende struktur er der – foruden de forpligtende retningslinjer – mulighed for andre skridt til at skabe større ensartethed: Giv dem, der har de sundhedsfaglige kompetencer, ordinationsret til genoptræning:

»Hvis vi laver en flerfaglig vurdering af, at en patient har brug for ergoterapeutisk og fysioterapeutisk videreoptræning hjemme i kommunen, kan man sørge for, at patienten har krav på det, og at det bliver iværksat i kommunalt regi inden for få dage. På den måde kan det gøres mere ensartet«, siger Lisbeth Lintz.

Mens Overlægeforeningen peger på behovet at stille ensartede, forpligtende krav til landets 98 kommuner, anerkender Lisbeth Lintz, at det kan være umuligt for de mindre kommuner på egen hånd at løfte opgaven fuldt ud: Man råder ikke over de nødvendige ressourcer i form af fagligt kompetent personale. Netop derfor ser hun det som uhyre positivt, at en række mindre kommuner, f.eks. i Region Hovedstaden, har fundet sammen i et samarbejde:

»Nogle kommuner er nået til at erkende, at de ikke kan løfte opgaven alene, men er nødt til at slå sig sammen med andre for at sikre en højere faglighed, end man er vant til i kommunerne. Og nogle steder fungerer det rigtig godt«, siger Lisbeth Lintz.

Men hun ser det som et stort problem, at tilbuddene er så forskelligartede, og at det er op til hver enkelt kommune selv at bestemme, hvordan man vil udføre opgaven.

Aftaler svigtes

Når Overlægeforeningen foreslår forpligtende retningslinjer, der skal sikre ensartethed i tilbuddene, er der ikke tale om detaljerede kliniske retningslinjer som dem, der udarbejdes af Sundhedsstyrelsen og specialeselskaberne.

»Hvis man vurderer, at for eksempel en apopleksipatient har behov for fortsat ergoterapeutisk genoptræning for at sikre det bedst mulige funktionsniveau, eller der er brug for logopædgenoptræning for at få et sprog igen – så skal patienten også have det. Og have det prompte«, forklarer Lisbeth Lintz.

»Det sker, at vi har haft patienter, som efter aftale var sendt hjem til genoptræning – og så er de blevet genindlagt fire eller seks uger senere, uden at der har været etableret noget som helst«.

»Det er et fuldstændigt spild af den patients liv, men også af vores indsats, når beslutningerne og aftalerne ikke bliver ført videre ud. For apopleksipatienter er der jo et helt formaliseret forløb i fase 1, 2 og 3, hvor fase 3 foregår i kommunalt regi. Når fase 1 og 2 i sygehusregi er foregået efter alle retningslinjer, er det ærgerligt, når man så hører, at fase 3 ikke bliver implementeret«.

»Begræns kommunalt selvstyre«

»Dybest ser vi helst, at man gør op med det totale kommunale selvstyre og siger, at primærsektoren har nogle forpligtelser – og dem skal man bare leve op til. Lige som vi skal på sygehusene«, siger Lisbeth Lintz.

Hun mener ikke, at man i et sammenhængende sundhedsvæsen kan have dels en sekundærsektor (sygehusene), der skal overholde strikte udrednings- og behandlingsgarantier, mens man i primærsektoren kan sige: »Ej, det må blive en anden gang. Eller også må I sende nogle flere penge«.

»Det nytter jo ikke, at vi initialt har hurtig udredning og behandling, hvis der ikke bliver fulgt op med tilsvarende, relevant rehabilitering«.

- Så længe, nogen kan huske, har politikere og embedsmænd talt om sammenhængende patientforløb. Får vi det nu endelig med sundhedsreformen?

»Vi er i hvert fald kommet med vores bud på, hvordan man kan optimere patientforløbene. Det hedder ’den patientansvarlige læge’. Og det er nu ved at blive rullet ud på landsplan. Det er det, vi mener, der skal til. Og hvis det kombineres med forpligtende retningslinjer, der sikrer ensartethed, vil det kun gøre det endnu bedre«.

Læs også: http://ugeskriftet.dk/nyhed/en-reform-vil-forstyrre-det-samarbejde-der-allerede-er-i-gang

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen