Skip to main content

På trods af nedskæringer: Briller kørt flere hundrede kilometer i taxa

En patients briller skulle fragtes tværs over Sjælland i weekenden, vurderede vicedirektør Sjællands Universitetshospital, selvom hun vidste, det ville blive en ”dyr løsning”. Læge på den afdeling, der er endt med regningen, forstår ikke beslutningen.
To par briller har kørt taxa for flere tusinde kroner, kort efter stor fyringsrunde. Illustration: Lars-Ole Nejstgaard
To par briller har kørt taxa for flere tusinde kroner, kort efter stor fyringsrunde. Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Britt Lindemann, brl@dadl.dk

1. feb. 2019
4 min.

Trods stort underskud på budgettet, der i november 2018 kostede 128 ansatte deres job på Sjællands Universitetshospital, blev to par briller fragtet mindst 378 km med taxa i løbet af to dage.

To patienter var indlagt på intensiv afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. De blev flyttet til henholdsvis Holbæk Sygehus og Nykøbing F. Sygehus i midten af ugen, men ved en menneskelig fejl blev de to patienters briller forbyttet. Da det blev opdaget af den ene patient i weekenden, blev det besluttet i afdelingen i samråd med afdelingsledelsen, at der ville blive rettet op på det efter weekenden.

Den afgørelse var patienten i Nykøbing Falster ikke tilfreds med, og tog derfor kontakt direkte til vicedirektør Susanne Lønborg Friis, der besluttede, at brillerne skulle sendes fra hospital til hospital samme dag.

På Nykøbing F. Sygehus modtog patienten sine briller, men på Holbæk sygehus kunne man konstatere, at man stadig ikke havde modtaget de rigtige briller, men i stedet for et par reservebriller, der tilhørte patienten på Nykøbing F. Derfor måtte der igen transporteres briller den følgende mandag.

I alt endte brillerne med at køre mindst 378 km.

Hvem skal betale regningen? ”Det skal sygehuset.” Susanne Lønborg Friis, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital i Roskilde

Det skete på trods af, at afdelingsledelsen ellers havde besluttet at finde en rimelig løsning på problemet efter weekenden. En beslutning vicedirektør Susanne Lønborg Friis ændrede:

”Jeg blev ringet op søndag morgen af en desperat patient, der ikke kunne se noget uden sine briller. Derfor besluttede jeg, at brillerne skulle bringes til ham samme dag,” siger hun.

Hun forklarer, at beslutningen, der altså omgjorde den beslutning, der allerede var truffet i afdelingen, blev truffet ud fra hensyn til helbredsrisici ved at patienten indlagt på intensiv afdeling ikke kunne se.

Søndag, da patienten opdagede det, havde han allerede undværet sine briller i flere dage.

Hvad blev regningen for alt det her?

”Jeg har ikke fået nogen regning, men jeg ved, det er dyrt,” siger Susanne Lønborg Friis og fortsætter:

”Nogle gange er det dyrt at begå en fejl, og det er yderst uheldigt, at vi gør det. Men vi er nødt til at hjælpe patienterne bedst muligt, når det sker.”

Det har ikke været muligt at få bekræftet, hvad de endelige regninger lyder på, men udregning ved hjælp af Taxanævnets takster viser, at den første tur fra Holbæk til Nykøbing Falster og retur bliver mindst 4.000 forudsat at taxaen hverken har ventetid ved lyskryds eller ved de to hospitaler.

Hvem skal betale regningen?

”Det skal sygehuset.”

Det er et vidt begreb, er det intensiv afdeling, der ender med regningen eller hvor skal pengene komme fra?

”Det er intensiv afdeling, der skal betale regningen for den trafik, der er, uanset fejl eller ej.”

Kan du forstå, at dine ansatte har svært ved at forstå beslutningen om at bruge flere tusinde på taxakørsel, når budgettet ellers er strammere end nogensinde?

”Jeg kan godt forstå, de tænker tanken. Men hvis de havde stået med den fuldstændigt desperate patient, tror jeg godt, de ville kunne forstå det. Jeg prøver at hjælpe vores patient.”

Så fremover, hvis patienter er utilfredse med beslutninger truffet på afdelingsniveau, så kan de ringe til dig?

”Nej, sådan fungerer det jo ikke. Først og fremmest skal man som patient tale med medarbejderne i afdelingen, og her plejer man for det meste at løse tingene på fornuftig vis. Det er yderst sjældent, jeg bliver ringet op, så det gør da indtryk på mig.”

Læge er forundret over beslutning

Overlæge på anæstesiafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, tillidsmand og talskvinde for overlægernes tillidsrepræsentanter i Region Sjælland, Anne Poulsen, forstår slet ikke den beslutning, der blev truffet i al hast:

”Jeg er dybt forundret over, at sygehusledelsen rutter med pengene på den måde i en så alvorlig økonomisk situation, som den vi står i. En situation, der allerede har haft store konsekvenser, ikke mindst for de afskedigede medarbejdere. Derfor er det særligt svært at forstå, at sygehusledelsen vælger at smide så mange penge ud ad vinduet og omgøre en beslutning, der allerede er truffet af afdelingsledelsen,” siger hun.

Hun vedkender, at der må være sket en fejl på afdelingen, men da fejlen ikke har livstruende konsekvenser, kan det ikke forsvares at bruge så mange penge på en paniktransport. Derfor har hun et tilbud til sygehusledelsen:

”Jeg og flere andre overlæger vil gerne tilbyde at stille os til rådighed med et transportfirma. Vi medtager både proteser, høreapparater og briller, og vi kan gøre det til halv pris. De kan ringe til os fra i morgen,” lover Anne Poulsen.