Skip to main content

2006 - forbedret behandling af gynækologisk cancer

Overlæge Erik Søgaard-Andersen & professor Bent S. Ottesen

16. mar. 2007
3 min.


Året 2006 bød på en række gode nyheder og fremskridt i forebyggelse, diagnostik og behandling af kræft i underlivet hos kvinder.

En banebrydende begivenhed med meget vidtrækkende perspektiver er introduktionen af vaccine mod infektion med visse onkogene typer af human papillomvirus (HPV). En systematisk, basalvidenskabelig kortlægning af cervixcancerens patogenetiske mekanismer, herunder nødvendigheden af en persisterende HPV-infektion, har i løbet af en forbløffende kort årrække nu ført til udviklingen af en vaccine. Det er i dag således muligt at forebygge en lang række tilfælde af cervixcancer. Vaccinen blev i oktober 2006 kommercielt tilgængelig i Danmark. Hvilken plads den skal have i forhold til det generelle vaccinationsprogram i Danmark afhænger bl.a. af Sundhedsstyrelsens MTV-rapport. Det nationale cervixcytologiske screeningsprogram har ført til en faldende incidens af livmoderhalskræft gennem årene, men HPV-vaccinationen vil formodentlig føre til et meget stort fald i hyppigheden af denne sygdom i løbet af en relativt kort årrække.

Anvendelsen af positronemissionstomografi (PET) i kombination med computertomografi (CT) har medført helt nye diagnostiske muligheder [1] (Figur 1 ). Påvisning af metaboliske ændringer i meget få maligne celler (vha. PET), sammenholdt med en præcis anatomisk lokalisation af disse celler (vha. CT) danner grundlag for en meget detaljeret beskrivelse af sygdommens forekomst. Dette peger på, at vi i fremtiden kan opnå en mere nøjagtig stadieinddeling af cancersygdommen og dermed anvende en mere målrettet og effektiv behandling, der er forbundet med mindre morbiditet.

Muligheden for opnåelse af graviditet efter gennemført behandling af gynækologisk cancer er øget betydeligt. Hos kvinder med livmoderhalskræft i tidlige stadier er det ved avanceret kirurgisk teknik muligt at bevare livmoderkroppen. Efter denne behandling er der gode muligheder for bevarelse af fertiliteten og for succesfuld gennemførelse af efterfølgende graviditeter. Nedfrysning af kvindens æggestokvæv forud for gennemførelse af eksempelvis strålebehandling har vist sig at kunne anvendes i efterfølgende fertilitetsbehandlinger. Det giver mulighed for at opnå graviditet i tilfælde, hvor infertilitet tidligere var en uomgængelig bivirkning ved den onkologiske behandling. Begge disse behandlingsmodaliteter har i Danmark resulteret i graviditeter hos kvinder, der er blevet behandlet for gynækologisk cancer.

Danske kvinder har den højeste risiko for at få kræft i æggestokkene, og samtidig har danske kvinder den ringeste chance for overlevelse [2]. Indsatsen ved den primære kirurgiske behandling er af afgørende betydning for prognosen. I Danmark er nødvendigheden af centralisering af den primære kirurgi erkendt, og det er glædeligt, at der p.t. foregår en betydelig indsats for at få dette organiseret i de danske regioner. Danske erfaringer med centralisering indikerer, at man kan opnå et bedre behandlingsresultat. Etablering af centre med stor operativ aktivitet, ekspertuddannet personale, forskning, udvikling og træning vil sandsynligvis føre til opnåelse af resultater, der tåler sammenligning med de bedste. Resultaterne af helt nye undersøgelser tyder også på, at fornyet kirurgi ved recidiv af kræft i æggestokkene vil føre til forbedret overlevelse.

Behandlingen af kvinder med kræft i underlivet er et multidisciplinært, tværfagligt samarbejde. I Danmark er dette samarbejde funderet i Dansk Gynækologisk Cancergruppe (DGC). En nyetableret landsdækkende database i regi af DGC fungerer nu, og en landsdækkende biobank i samme regi forventes at komme til at fungere i dette år. Dermed er der skabt gode betingelser for videre forskning, udvikling og kvalitetssikring af behandlingen af gynækologisk cancer i Danmark.



Korrespondance: Bent S. Ottesen , Juliane Marie Centret, Rigshospitalet, DK-2100 København Ø. E-mail: bent.ottesen@rh.regionh.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet

En fuldstændig referenceliste fås hos forfatterne.



Referencer

  1. Gutte H, Højgaard L, Kjaer A. Early clinical experience and impact of 18F-FDG PET. Nucl Med Commun 2005;26:989-94.
  2. Kjærbye-Thygesen A, Huusom LD, Frederiksen K et al. Trends in incidence and mortality of ovarian cancer in Denmark 1978-2002 - comparison with the other nordic countries. Acta Obstet Gynecol Scand 2005;84:1006-12.