Skip to main content

Adjunctive bright light in nonseasonal major depression

Læge Klaus P.J. Martiny: Forf.s adresse: Vallerød Banevej 8, DK-2960 Rungsted Kyst. E-mail: kmar@fa.dk Forsvaret finder sted torsdag den 18. november 2004, kl. 14.30, Lundsgaard auditoriet, Panum Instituttet, København. Bedømmere: Lars Kessing, Jens Knud Larsen og Anna Wirz-Justice, Schweiz. Vejledere: Henrik Dam, Mogens Undén og Per Bech.

1. nov. 2005
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Psykiatrisk Forskningsenhed i Hillerød, Hillerød Psykiatriske Sygehus. Formålet med undersøgelsen er at klarlægge, om lysbehandling øger effekten af antidepressiv medicinsk behandling. I alt blev 102 ambulante patienter med ikkesæsonafhængig major depression (DSM-IV) efter lodtrækning behandlet dagligt med enten stærkt lys (hvidt, 10.000 lux i 1 time) eller placebo-lys (rødt, 50 lux i 30 minutter) i en 5-ugers-periode. Alle patienter blev samtidig behandlet med sertralin i en dosis på 50 mg. Resultaterne viste på både interview- og selvvurderingsskalaer et hurtigt indsættende og vedvarende mere gunstigt forløb for den gruppe, der blev behandlet med stærkt lys og sertralin. Forskellene mellem behandlingsgrupperne var statistisk signifikante på interviewskalaerne allerede efter en uges behandling og øgedes med tiden. Efter fem ugers behandling var der respons (> 50% reduktion i depressionsgrad) hos 66,7% af de patienter, der blev behandlet med stærkt lys mod 40,7% af de patienter, der blev behandlet med svagt lys. Remission (Hamilton-17-score ≤ 7) opnåedes hos 41,7% af de patienter, som blev behandlet med stærkt lys, mod 14,8% af de patienter, som blev behandlet med svagt lys. Analyse af sociodemografiske data viste, at 78% af patienterne opfyldte kriterierne for melankolsk depression. Patienter uden medicinsk antidepressiv behandling ved inklusion og et inklusionstidspunkt om vinteren var prædiktorer for et mere gunstigst udfald og en større forskel mellem behandlingsgrupperne. Lysbehandlingen og den medicinske behandling havde få bivirkninger. Resultaterne bekræfter resultaterne fra flere mindre undersøgelser, som har vist, at lysbehandling øger effekten af SSRI-behandling hos patienter med ikkesæsonafhængig depression.