Skip to main content

Ældre og postoperativ kognitiv dysfunktion

Hanne Harpøth Abildstrøm: Hanne Harpøth Abildstrøm

2. nov. 2005
2 min.

Genetisk disposition, forandringer i cerebralt blodflow og langtidsprognose

Ph.d.-afhandlingen består af tre engelsksprogede artikler og en sammenfatning på dansk. Arbejdet er udført i perioden 1997-2001 ved anæstesi- og operationsklinikken, HovedOrtoCentret, Rigshospitalet. Formålet var nærmere at belyse ætiologiske, patofysiologiske og epidemiologiske aspekter af postoperativ kognitiv dysfunktion (POCD), som er hukommelses- og koncentrationsbesvær, der er opstået i forbindelse med et kirurgisk indgreb. Til detektering af POCD er der anvendt en veletableret metode, der er baseret på differencer i patienternes neuropsykologiske testresultater præ- og postoperativt, normeret ud fra et kontrolmateriale.

I et studie med 1.052 operationspatienter undersøgtes en mulig genetisk disposition for POCD inden for et apolipoprotein (APOE), som er af betydning for cellulær regeneration i CNS. Forekomsten af POCD var ikke relateret til APOE-genotype, men andre genetiske faktorer kan ikke udelukkes. I en undersøgelse af hjertekirurgiske patienter belystes sammenhængen mellem cerebralt blodflow (CBF) bestemt ved SPECT og neuropsykologiske deficit. I forhold til kontrolpersonerne havde hjertepatienterne præoperativt et signifikant nedsat globalt CBF, som yderligere var nedsat ved udskrivelsen, men forandringerne korrelerede ikke til POCD. I en efterundersøgelse fandtes, at langtidsprognosen for POCD var god, idet kun ca. 1% af 336 ældre patienter havde vedvarende nedsat kognitiv funktion som følge af et kirurgisk indgreb 1-2 år tidligere.

Forf.s adresse: anæstesi- og operationsklinikken 4132, HovedOrtoCentret, H:S Rigshospitalet, 2100 København Ø.

E-mail: habil@rh.dk

Forsvaret finder sted den 1. marts 2002, kl. 15.00, Auditorium I, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, København.

Bedømmere: Anders Larsson, Georg Emil Cold og Jørgen B. Dahl.

Vejledere: Jørgen Viby Mogensen, Jakob Trier Møller og Lars Simon Rasmussen.