Content area

|
|

Aktivering af psoriasis hos patienter i interferon-β-behandling

Forfatter(e)
Stud.med. Johan Emdal Navne, farmaceut Ulla Hedegaard & afdelingslæge Anette Bygum Odense Universitetshospital, Dermato-venerologisk Afdeling I, og Lægemiddelinformationscentralen, Afdeling KKA


Sygehistorier

I. En 22-årig mand blev henvist fra en neurologisk afdeling grundet mistanke om et medikamentelt betinget hududslæt. Han havde fire år tidligere fået diagnosticeret psoriasis med begrænsede udbrud på albuer og knæ. Fem måneder før henvisningstidspunktet var han grundet dissemineret sklerose påbegyndt behandling med interferon-β-1b-injektioner 8 mio. IE givet subkutant hver anden dag. Patienten fik bivirkninger i form af influenzalignende almensymptomer, ledsmerter og nedsat appetit. I tidsmæssig sammenhæng med forværringen af ledsmerterne fremkom et psoriasiformt hududslæt på prædilektionsstederne for psoriasis. På injektionsstederne på lårene og under en urlænke bemærkede man ligeledes psoriasis, som det såkaldte Köbners fænomen. Ved en hudstansebiopsi bekræftedes den kliniske mistanke om psoriasis. Grundet de subjektive bivirkninger ophørte patienten en uge senere med interferonbehandlingen, hvorefter psoriasisaktiviteten over de følgende uger aftog. Seks år efter præparatseponeringen havde han psoriasis på håndrygge, albuer og knæ, men også guttat psoriasis på injektionsstederne på lårene (Figur 1 ).

II. En 21-årig kvinde med kendt dissemineret sklerose og familiær disposition til psoriasis havde et år før henvendelsen haft en episode med skællende udslæt i forreste hårgrænse og på albuerne. Tre måneder efter opstart af interferon-β-1b-behandling 8 mio. IE givet subkutant hver anden dag, fremkom der psoriasis på injektionsstederne. Der var desuden nummulate elementer på thorax, diskrete psoriasisforandringer på albuerne og udbredt hårbundspsoriasis. Lokalsteroid og senere UVB-lysbehandling havde god effekt. Trods fortsat interferonbehandling havde hun ikke haft udbrud af psoriasis fire år efter.

Diskussion

Interferoner er naturlige proteiner med antivirale, antiproliferative og immunmodulerende egenskaber. Interferonerne anvendes i stigende grad til behandling af virale infektioner, maligne tilstande og dissemineret sklerose. Psoriasiformt hududslæt i relation til interferon-α-behandling blev beskrevet første gang i 1986 [1], og siden er flere tilfælde relateret til øvrige interferontyper blevet beskrevet i litteraturen. Tidligere behandlingsstudier vedr. psoriasis og psoriasisartritis måtte ophøre, da flere deltagere oplevede paradoksreaktion med fremkomst eller progression af psoriasis og psoriasisartritis. I et ukontrolleret studie med 42 psoriasisartritispatienter behandlet med interferon-γ, fik 25% af patienterne psoriasiselementer på injektionsstederne [2]. Andre hyppige bivirkninger ved interferonbehandling er influenzalignende symptomer og sjældnere kløe, urticaria, alopeci, pemfigus eller vitiligo [3, 4].

Interferon gives parenteralt, og benigne inflammatoriske hudreaktioner ved injektionsstederne er en hyppig observeret bivirkning. Mere alvorlige reaktioner i form af lokal dermal sklerosering, smertefulde erytematøse noduli og nekrose er også beskrevet [5].

Psoriasis er en immunmedieret sygdom karakteriseret ved aktivering af kutant migrerende T-lymfocytter, hvis produktion af Th1-cytokiner initierer epidermal inflammation. Interferoners aktivering af T-lymfocytter kan være medvirkende til forværring af psoriasis eller udvikling af de novo-psoriasis, hvilket er beskrevet efter interferon-α-behandling [4]. Patienter med dissemineret sklerose kan være prædisponerede til psoriasis, da begge sygdomme har visse autoimmune mekanismer.

Latenstiden til aktivering af psoriasis er fra få uger til flere måneder efter opstart af behandling med interferon, og høje doser er tilsyneladende nødvendige for at, der opstår opblussen af psoriasis uden for injektionsstederne. Hudsymptomerne kan være så alvorlige, at interferon må seponeres, hvorefter psoriasis svinder eller bedres i løbet af to uger til seks måneder. I mange tilfælde muliggør intensiveret behandling af psoriasis dog fortsættelse af interferonterapi, hvilket sygehistorie II illustrerer. Første sygehistorie illustrerer fremkomst af psoriasis på injektionsstederne persisterende seks år efter behandlingsophør.

Konklusion

Interferoner kan inducere eller aggravere psoriasis. Den tilgængelige mængde publicerede data muliggør ikke et nøjagtigt estimat af incidensen, men det tyder på, at forværring af psoriasis forholdsvis ofte forekommer, mens de novo psoriasis er en mere sjælden bivirkning, der indtil videre kun er beskrevet for interferon-α. Med det stigende forbrug af interferoner må flere rapporter forventes fremover.


Anette Bygum , Dermato-venerologisk Afdeling I, Odense Universitetshospital, DK-5000 Odense C. E-mail: anette.bygum@ouh.fyns-amt.dk

Antaget: 7. oktober 2004

Interessekonflikter: Ingen angivet



Reference: 
Ugeskr Læger 2005;167(32): 2903-2904
Blad nummer: 
Sidetal: 
2903-2904
Summary Activation of psoriasis in patients undergoing treatment with interferon Ugeskr Læger 2005;167: 2903-2904 Psoriasis is a chronic, inflammatory skin disorder that is induced and aggravated by a number of endogenous and exogenous factors. Traditionally lithium, beta blockers, NSAIDs, ACE inhibitors and antimalarials have been associated with psoriasis, but interferon can also be a triggering factor. We present two patients with multiple sclerosis who suffered from activation of psoriasis in relation to interferon-β treatment. In one of the patients, psoriasiform injection site lesions persisted six years after termination of the interferon treatment.
  1. Quesada JR, Gutterman JU. Psoriasis and alpha-interferon. Lancet 1986;1:1466-9.
  2. Fierlbeck G, Rassner G, Muller C. Psoriasis induced at the injection site of recombinant interferon gamma. Results of immunohistologic investigations. Arch Dermatol 1990;126:351.
  3. Asnis LA, Gaspari AA. Cutaneous reactions to recombinant cytokine therapy. J Am Acad Dermatol 1995;33:393-410.
  4. Raanani P, Ben-Bassat I. Immune-mediated complications during interferon therapy in hematological patients. Acta Haematol 2002;107:133-44.
  5. Elgart GW, Sheremata W, Ahn YS. Cutaneous reactions to recombinant human interferon beta-1b: the clinical and histologic spectrum. J Am Acad Dermatol 1997;27:553-8.

Right side

af Simon Graff | 27/09
4 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer
af Sigrid Bjerge Gribsholt | 19/09
2 kommentarer
af Thomas Edgar Lauritzen | 17/09
1 Kommentar
af Claus Bisgaard | 16/09
4 kommentarer
af Robert F. Chouinard | 09/09
1 Kommentar