Skip to main content

Akut myokardieinfarkt med fatal udgang hos en 22-årig kvinde

Dorte Teilmann-Jørgensen1, Martin Rune Christensen2 & Christian Backer Mogensen3

26. jan. 2015
4 min.

Akutte brystsmerter hos yngre mennesker kan være et symptom på sygdom, som strækker sig fra banaliteter til livstruende tilstande. Differentialdiagnostisk overvejes akut myokardieinfarkt (AMI) lungeemboli, aortadissektion, pneumothorax, perikarditis, pneumoni, pleuritis, øvre gastrointestinale lidelser, torakalt facetledssyndrom og interkostale myoser.

SYGEHISTORIE

En 22-årig tidligere rask, overvægtig kvinde henvendte sig til lægevagten med kraftige smerter bag nederste del af sternum og i epigastriet samt tyngdefornemmelse i armene. Vagtlægen opfattede, at patienten ikke var familiært disponeret for hypertension, hjertesygdom eller diabetes. Fraset p-piller tog hun ikke fast medicin og oplyste ikke om tidligere ulcus- eller dyspepsigener. Ved en objektiv undersøgelse blev der fundet normale forhold. Der blev ikke taget ekg. Smerterne blev tilskrevet øvre dyspepsi, og hun blev sendt hjem med råd om skånekost. Imidlertid aftog smerterne ikke, og efter halvanden time henvendte hun sig igen.

I venteværelset besvimede patienten kortvarigt, var bleg og klamtsvedende. Blodtrykket (BT) var 115/92 mmHg, pulsen 130 slag/min og respirationsfrekvensen 42 pr. min. Øvrige fund var normale.

Efter 20 minutter fik patienten et krampeanfald, respirationstop og asystoli. Der blev påbegyndt hjerte-lunge-redning, men efter 26 minutters genoplivningsforsøg, hvor der kun var asystoli, blev behandlingen indstillet, og patienten blev erklæret død fire timer efter første lægekontakt.

Ved obduktionen fandt man udtalt ateromatose i begge kranspulsårer, mest udtalt i den venstre, der indeholdt en okkluderende trombe. Aortaascendens og -descendens var ligeledes præget af fremskreden ateromatose. Histologisk undersøgelse viste, at venstre kranspulsåre var svært forandret med fedtplaques, kolesterolspalterum og karproliferation (Figur 1). Derudover fandt man fokal fibrose i myokardiet som udtryk for tidligere iskæmiske skader.

Dødsårsagen var således følger efter koronar aterosklerose med forsnævring og frisk blodpropdannelse i venstre kranspulsåre.

Det blev efterfølgende oplyst, at patienten var ryger, havde et BMI på 35 og var svært disponeret for tidlig aterosklerose på fædrene side. Patienten havde tre et halvt år tidligere henvendt sig til sin egen læge og udtrykt bekymring pga. familiær disposition. Ekg og BT var da normale. Der blev fundet et totalkolesterolniveau på 5,1 mmol/l og lavdensitetslipoproteinniveau på 3,2 mmol/l. Patienten blev anbefalet kostregulering. Et år før det aktuelle tilfælde opsøgte hun igen egen læge med periodevise smerter i epigastriet og havde da et normalt ekg og BT. Smerterne blev tilskrevet kardiaspasmer. Der blev bestilt, men aldrig foretaget kolesterolmåling.

DISKUSSION

Frekvensen i Danmark af pludselig hjertedød hos unge under 35 år er opgjort til 2,8 pr. 100.000 personår, svarende til omkring 70 dødsfald pr. år eller 7% af alle dødsfald i denne aldersgruppe, hvilket er højere end tidligere antaget [1]. Af disse havde 62% haft hjertesymptomer som dyspnø eller angina inden for de sidste 12 måneder før dødsfaldet, og 46% havde søgt læge, signifikant flere end matchede kontrolpersoner, der var døde af anden årsag [2]. I en netop publiceret dansk kasuistik beskrives et dødsfald hos en 18-årig kvinde pga. AMI, og der redegøres for udredning af unge, som henvender sig til egen læge med mistanke om familiær hyperkolesterolæmi [3].

Dansk Cardiologisk Selskab [4] anbefaler, at der ved mistanke om akut myokardieiskæmi, f.eks. ved brystsmerter, dyspnø, akut hjerteinsufficiens og arytmier, tages ekg hurtigst muligt og før al anden diagnostik, optimalt præhospitalt og altid akut ved ankomsten til hospitalet. Samtidig optages en kort anamnese med vægt på tidspunktet for symptomdebut, prodromer, varighed og karakter af symptomerne samt risikofaktorer for udvikling af iskæmisk hjertesygdom (familiær disposition, antikonception, hypertension, diabetes, rygning og kokainmisbrug). Denne anbefaling skærpes af Sundhedsstyrelsen [5], som gør opmærksom på, at langtfra alle patienter med AMI har typiske brystsmerter, og at man bør medinddrage risikofaktorer for udvikling af hjerte-kar-sygdom i vurderingen af patienten og indlægge med ambulance, kørsel 1, ved mistanke om akut koronart syndrom.

Denne sygehistorie skærper opmærksomheden på, at unge kvinder med pludseligt indsættende brystsmerter kan have AMI, og at tilstanden, omend den er sjælden, er hyppigere end tidligere antaget.

Korrespondance: Christian Backer Mogensen, Sygehus Sønderjylland,
Kresten Philipsensvej 15, 6200 Aabenraa.
E-mail: christian.backer.mogensen@shs.regionsyddanmark.dk

Antaget: 3. juni 2013

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 5. august 2013

Interessekonflikter:

Summary

Acute myocardial infarction with fatal outcome in a 22-year-old woman

It is important to recognize that patients with chest pain and a family history of cardiac diseases along with obvious risk factors might suffer from acute myocardial infarction. Even young females can be affected. We present a history of a 22-year-old woman who was predisposed to cardiac atherosclerosis. Her father and her brother had atherosclerotic changes in coronary arteries. Her BMI was 35 kg/m2 and she was a smoker. Her young age misled the physicians to conclude, with fatal consequence, that her symptoms with chest pain and heavy feeling in both arms were explained by spasms of the cardia.

Referencer

Litteratur

  1. Winkel BG, Holst AG, Theilade J et al. Nationwide study of sudden cardiac death in persons aged 1-35 years. Eur Heart J 2011;32:983-90.

  2. Jabbari R, Risgaard B, Holst AG et al. Cardiac symptoms before sudden cardiac death caused by coronary artery disease: a nationwide study among young
    Danish people. Heart 2013; 99:938-43.

  3. Risgaard B, Jabbari R, Bundgaard H et al. Pludselig uventet hjertedød hos en 18-årig kvinde med familiær hyperkolesterolæmi. Ugeskr Læger 2013;175:1115-6.

  4. DCS arbejdsgruppe. Akut koronart syndrom. http://cardio.synkron.com/graphics/toimport/cardio/user_graphics/AKS_2004.pdf (27. jun 2013).

  5. Sundhedsstyrelsen. Vejledning om behandling af patienter med akutte atypiske brystsmerter. København: Sundhedsstyrelsen, 2010.